Pøbelen bestemmer vi skal hygge os
De rutinerede tyskere fra Mob Rules tog det roligt og udviste overskud med en afslappet attitude.
Hvis Mob Rules handler om pøbelens regler, befalede pøbelen denne fredag aften en hygge fest. Bandet med forsanger Klaus Dirks i front, lignede efter min mening ikke en pøbel. Beklædningen havde måske noget landevejsridder, men krydset med mad max eller Snake Plissken fra “Flugtaktion New York” og en smule lækre Jens fra Red Warszawa. En slags halvsej bums, der er mere lallet end barsk. Det var lagt op til en gang inkluderende og hyggelig powermetal, for publikum i et Gimle hvor der var langt mere plads end til dagens tidligere koncerter.
En golf, er en golf, er en golf
De få, der var mødt op, fik hvad de kom efter.
Tysk og veludført melodisk powermetal uden de store udsving. Det var ganske udmærket og faktisk til den bedre side, men på nær nogle få elementer jeg kommer ind på nedenfor, var det som om hele koncerten var det samme gode nummer. Det til trods for at de fik numre med fra mange af deres foreløbige 11 albums og en enkelt fra deres kommende album. Jeg vil bruge en bil-analogi. Deres numre er hver især en golf. En god og velkørende mellemklassebil. Golf findes i 8 generationer (albums), hver med mange varianter (numre). Alle dejligt genkendelige, langtidsholdbare og noget kendere vender tilbage til. Det er aldrig en lada og er heller ikke i momenter en mercedes. Det er en golf.
Mob Rules var velspillende og ret stillestående. Eneste bevægelse fra andre end forsanger Klaus Dirks, var når guitarist Sven Lüdke og bassist Markus Brinkmann skifter plads i 20 sekunder. Klaus Dirks have en god dag på kontoret. Han var tydeligvis godt tilpas og sang godt, med et enkelt udfald, når der skulle mere leveres på ballade-introen i “My Kingdom Come”, hvor han dog straks efter fik hele publikum til at synge med på omkvædet. To numre senere i “Dawn of Second Sun” rammer han rent. De andre to tilfælde hvor golfen var i GT-klassen var den lange og lækre guitarsolo i “The Last Farewell”, og i den nye single “Master of the Black Crow” hvor vi præsenteredes for noget langt mere melodisk guitarspil.
Helt korrekt varedeklaration
Der var ingen utilfredse miner på Gimle. Ingen der kunne påstå at have indløst billet til noget andet, end der blev leveret. Jeg var også tilfreds selvom afvekslingen var minimal. Det er svært ikke at ramme lige over middel med hensyn til tildeling af kranier, når bandet og publikum begge går tilfredse derfra.
Sætliste:
1. Exiled
2. Black Rain
3. Back to Savage Land
4. My Kingdom Come
5. The Last Farewell
6. Dawn of Second Sun
7. Master of the Black Crow
8. Ghost of a Chance
9. (In the Land Of) Wind and Rain
10. Hollowed Be Thy Name
11. Rain Song
