Scenevante schweiziske psykedeliske ørkenrotter
For knap en uge siden fik jeg nys om lørdagens koncert på Mejeriet med Dirty Sound Magnet, en for mig fuldstændig ukendt trio. Et enkelt dyk i albummet DSM III fik imidlertid nysgerrigheden banket mere end bare almindeligt op.
Gutterne her er scenevante schweiziske ørkenrotter, med mere end 500 eksekverede koncerter. Og det er spændende, i hvilket omfang aftenens koncert vil hælde i zeppelinsk eller ørkenrocket retning – eller nok snarere hvilket mix de vil præsentere for publikum, for diskografien dækker alt fra det syrede til det orientalske.
Gåsehud og spilleglæde
Der var ingen opvarmning; schweizerne gik direkte til stålet og åbnede med ”Body in Mind”, det nummer, der hjemmefra havde vakt undertegnedes interesse. Der skulle kun et enkelt blik på scenen til for at forstå, at i sammenspil er schweizerne kun overgået af The Who. De spillede ganske enkelt alle sublimt og demonstrerede alle matematiklæreres hadeudsagn om, at to plus to er fem. Og sammenspillet kom højere op allerede i andet nummer, vist nok ”Toxic Monkeys”, hvor musikerne i den instrumentale midte tydeligt var i deres helt eget univers og alligevel musikalsk forbundne. Man behøvede ikke engang lytte; et enkelt blik på scenen sagde det hele. En udefinerbar fornemmelse, hverken fotos eller video kan fange.
Man kunne mærke det i detaljerne: Guitarist og sanger Stavros Dzodzos bevægede sig med kantede dansetrin, mens hans spil forgrenede sig til ansigtsmuskulaturen. Det var, som havde han ingen kontrol over sine hænder og måbende måtte overveje, hvilke destinationer musikken nu ville tage ham til. Marco Mottolini styrede bassen med en højrehånd, der under koncertens første par numre bevægede sig som en stiv klo og senere omdannedes til et maskingevær bevæbnet med et plekter, der gnavede sig ind i strengene. Eller undlod gnaveriet og frembragte illusionen om en kontrabas. Han havde sin egen lyd, smurt med forskellige effekter alt efter sangen, og kunne sagtens være Rob Trujillos energiske yngre bror.
Når der var fokus på Dzodzos, for eksempel under ”Calypsos” første tredjedel, satte de to andre sig ned i stedet for at stå og vente. Men Mottolini sang alligevel med, selvom vi ikke kunne høre ham; han var grebet, han kunne ikke lade være. Maxime Cosandey leverede en kort trommesolo – den slags plejer at være et unødvendigt spild af dyrebar livetid, men da Cosandey for det første gjorde det kort og for det andet spillede med hele kroppen, evnede han at holde publikums opmærksomhed fanget. Han styrede også vokaleffekterne, mest et syret ekko, der fik hans og Mottolinis kor til at lyde gigantisk, på trods af at ingen af de tre er særligt imponerende vokalister. Dzodzos’ lidt spinkle stemme minder en smule om David Byrne (Talking Heads). De to andre ligger ret højt i registret.
Dzodzos introducerede ”Calypso” med, at nu skulle vi ud på en rejse – en rejse, der understregede trioens evner som dynamikkens ukronede konger. De kunne være tårnhøjt flyvende for med et trylleslag at lande i et stensolidt groove, anført af Cosandey, der hele vejen igennem havde haft godt med luft i sit spil, skiftede til simpelt 1-2-3-4 og anførte truppen som en general på en slagmark. AC/DC spiller ikke engang så klippefast. Alene den måde, de gik direkte fra den svedige blues i ”Power of the Song” til den stille syrede ”Mr. Robert”, beviste, hvor ubesværet de kunne håndtere, styre og lege med stemningen i salen. Og ja, ”Power of this Song” var superb og blev indledt som en Mississippi-blues, der eksploderede i hovedriffet. En simpel sang, der skærer rocken helt ind til dens netop bluesede benstamme. Knaldet af med et enormt teknisk og dynamisk overskud, der efterlod lytteren med både gåsehud og en tåre i øjenkrogen. Udtrykket ’powertrio’ kunne været opfundet til de herrer – ja, man kan med rette sige, at de er født et halvt århundrede for sent, for de kunne glide sømløst ind på plakaten mellem Hendrix, The Doors, Led Zeppelin og The Who.
Jeg mener, det var John Hiatt, der med stor overbevisning rørt fortalte publikum, at det at spille her, denne aften, på denne scene, for dette publikum var hans livs største oplevelse. Det sagde han hver aften, så objektivt kan det ikke være sandt. Nuvel, Dirty Sound Magnet sagde intet i den dur, men de sagde det med deres spilleglæde. Under det sidste nummer dirigerede Dzodzos en duel mellem guitaren og publikum, der skulle forsøge at synge med på hans improviserede figurer. Med et glimt i øjet og et medlevende publikum – det var fanme også svært ikke at lade sig rive med. De tog konstant røven på os og rev midt i sættet pludselig en hurtig afslutning ud af ærmet ved at skøjte et nummer op i tempo – et gement og simpelt trick, her fyret helt uventet af og derfor voldsomt overrumplende. Det var ”Heavy Hours” også; den blev naturligvis leveret med bravur, som både Townsend og Page ville have sat flueben ved.
Under titelnummeret fra sidste album, ’Me and My Shadow’, kunne man forledes til at tro, at selveste Jimmy Page havde betrådt scenen. Det episke nummer fik en luksusoverhaling, så guitartemaet blev dyrket lidt mere, mens et afsluttende jam sørgede for, at der var godt gang i salget af det album ved merchandiseboden efter koncerten.
Krafthelvede, en voldfed koncert
Det var en mindeværdig aften, en oplevelse af den slags, man indimellem er heldig at få. Eneste fuser må publikum bære; de par stykker, der råbte på ekstranumre, var ikke nok til at råbe bandet op, så det blev det ikke til. Til gengæld kunne man hygge sig med Dirty Sound Magnet ved merchandiseboden, hvor Dzodzos påpegede, at med en tour med 150 koncerter var det lettere umuligt at huske, hvor på planeten man befandt sig.
