I DO CONCERTS

Copenhell - Siamese

Refshaleøen, København K

Officiel vurdering: 7/10

Overraskelsernes tid er bestemt ikke ovre!

En minoritet i en niche

Danmark er ikke just kendt for sin melodiske side, når det kommer til metal. Bevares, de store udenlandske navne med dansk ophav som Mercyful Fate og Volbeat har rigeligt med melodiske elementer. Men når det kommer til den danske undergrund, er der især to subgenrer, som regerer: death og black. Det var derfor ikke uden en velbegrundet nysgerrighed, at jeg befandt mig i pitten foran til koncerten med Siamese. For kunne det være, at der var et publikum til et band, som mange har kaldt ”pop-core” på en metalfestival? Svaret skulle vise sig at være JA!

I DO CONCERT

Der er plads til mere, end man tror

Fremmødet var ikke skidt, men det var dog klokken 18, så mange folk skulle have noget at spise nu, og vejret var for første gang på festivalen ikke optimalt med lidt dryppende regn. Alligevel var publikum klar fra det sekund, Siamese gik på scenen, og der skal jeg ellers love for, at jeg blev overrasket. Der er en tendens til, at vi distancerer os en smule fra danske bands og holder musikken lidt på afstand. Kald det jantelov, om man vil. Men det var der intet af denne dag. Samtlige folk, jeg så i pitten, skreg og sang med på sangene, som fra scenen blev leveret smukt af Mirza Radonjica. Der var en intensitet og en dybde i folks udtryk, noget som jeg bedst kan sammenligne med det, jeg har set hos det ældre publikum, som synger med på de store sange fra de store ikoniske bands. Det havde jeg bestemt ikke set komme.

Siamese på en festivalscene fungerer godt, men med et par enkelte aber dabei. Der mangler noget visuelt på scenen, for selvom de fem mænd gør, hvad de kan, så ville det klæde det visuelle udtryk på en så stor scene med nogle visuals. Det kunne være noget video, noget kulisse eller noget, som blot fyldte lidt. For det blev desværre lidt sort at se på.

Performancemæssigt er der ikke en finger at sætte på Siamese. Det er en velsmurt maskine, hvor folk har forstået deres plads, og det er fedt at se. Guitarist Andreas Kruger og bassist Morten Jakobsen har mere stillestående positioner, mens guitarist/violinist Christian Lauritzen og Mirza breder sig godt på scenen. Især Mirza har en fremtoning og en stage presence, som minder om Chino Moreno fra Deftones.

Lydmæssigt var der et minus i den dybe, synthede bas kombineret med den overdøvende stortromme. Det gjorde mig enkelte gange fysisk utilpas at mærke så kraftfuld en bas, og jeg efter et par numre måtte søge lidt længere væk. Det ærgrede mig, da stemningen var god.

I DO CONCERTS

I don’t do long distance

Jeg var så ked af at måtte gå fra den pit, nok mere end nogen anden jeg har gået fra før. Musik skal gerne opleves tæt på, så den skal helst ikke skubbe mig fysisk væk. Til gengæld fik jeg stadig glæde af resten af musikken og den fine besked om at sige nej til krig. Et meget aktuelt emne, som klart blev vist på hele festivalen. Jeg håber på at opleve Siamese endnu en gang, og helst ikke på afstand. Det skal helst ikke ende som bandet, som bliver bedre, jo længere væk man kommer fra det.

I DO CONCERTS

I DO CONCERTS

I DO CONCERTS

Tilføj kommentar