De fire fyre fra Denver fik båden til at rocke og rulle!
Alle gode gange tre…
Det ville være synd at sige, at årets Copenhell Metal Cruise var startet godt. Årets første to bands havde begge kæmpet med enorme lydproblemer, og SPLIT måtte også slås med en værre omgang rod ift. tidsplaner – og måske også et for lille venue til deres genre.
Apropos dårlig planlægning, så lå Brats og Khemmis’ koncerter så tæt på hinanden, at man var nødt til at vælge mellem barbie-grind og melo-doom. Det virkede superfjollet, at de to internationale hovednavne skulle spille stort set samtidigt og kun fik én spilletid i løbet af hele weekenden. Khemmis skulle dog af i Olso for at spille lørdag aften, men Brat blev bare sejlet frem og tilbage mellem København og Oslo. De så dog ud til at hygge sig, selvom de også virkede til at være meget forbavsede og overraskede over både det skandinaviske mindset samt alkoholkultur… Okay okay, den deler vi nok ikke helt med Norge og Sverige, men alligevel!
Jeg valgte dog at satse på Khemmis-koncerten, til trods for, at jeg ikke just er deres største fan. Så kombinationen af min manglende begejstring for bandet samt to dårlige oplevelser i rygsækken betød, at jeg gik til Khemmis’ koncert med en forventning om, at det nok skulle blive en okay oplevelse, men jeg forventede dog endnu en omgang kaos og en middelmådig omgang. Heldigvis tog jeg godt og grundigt fejl!
Alt det bedste fra rodekassen!
Man ved bare, at når scenen er fyldt med forstærkere fra Orange, når der er hele to Flying V guitarer på stativerne, og samtlige medlemmer bærer lædervest og overskæg – at så er der altså lagt i ovnen til en fed omgang tråd! Og dét var præcis det, Khemmis leverede.
Kvintetten fra Denver havde ellers lige spillet på Spillestedet Stengade aftenen før, så det havde været tilgiveligt, hvis de havde været lidt slappe i koderne, men det var de dælme ikke! De leverede en fuldstændigt fantastisk koncert, som var så retro og så gennemført kodyl fed, at det halve faktisk havde været nok! Da jeg anmeldte bandets nyeste udgivelse, skrev jeg noget i stil med, at Pendergasts nasale vokal blev en kende enerverende, men live var den alt andet end nasal – ergo har de åbenbart en bedre lydmand med, når de er på scenen, end når de er i studiet. Han lød fantastisk!
En anmelder-kollega havde fortalt, at han ikke orkede at gå til koncerten, da han ikke kunne overskue en doom metalkoncert på båden her. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at de jo ikke er doom som Pallbearer, Candlemass eller sågar Dirt Forge. Doom-kassen er efterhånden en lige så diffus rodekasse som black-kassen, måtte jeg konstatere.
For jo jo, Khemmis har da bestemt sange, som er langsomme, tunge og grumme, men selv når de spiller langsomt og tungt, foregår det både forholdsvist hurtigt og særdeles elegant. Det her var en koncert fremført af fire kanongode venner, og deres venskab og lidenskab strålede så voldsomt, at de ikke havde behøvet noget andet lys på scenen. De spillede så vanvittigt tight, at man ved, de bare har stået i time efter time efter time i øvelokalet og høvlet løs, indtil intet var mindre end absolut perfektion.
Bedst som man troede, at nu blev det ikke mere ægte heavy, så sprang forsangeren,
Phil Pendergast, ned blandt publikum bevæbnet med sin guitar og løb rundt om os alle, mens han hev og flåede i strengene. Det er måske et gammelt trick, men det virker – hver gang! Det var virkeligt prikken over i’et.
Reelt, autentisk og klassisk
Ovenpå to, mildest talt, ikke særligt imponerende koncerter, hvor begge bands var afhængige af enten gimmicks eller zeitgeist, var det umådeligt forløsende at opleve fire eminente musikere, der bare stillede sig op og var superautentiske, superreelle og bare megafede. Her var hverken sjove hatte, banjoer eller breakdowns, bare ægte klassisk metal præcis, som det er bedst. Så tak for det, Khemmis, tusind, tusind tak!
