Hoppe-hoppe!
Kämpa för din rätt att festa! Raprockerne LOK gik egentlig i opløsning for en hel del år siden, men i 2019 besluttede de sig for, at festen åbenbart ikke var helt slut. Som den svenske pendant til bands som Beastie Boys, Body Count og The Offsprings er LOK en oplagt booking til netop Metal Cruise: Det er dumt, det er nostalgisk, det er hoppe-hoppefestmusik, og så er det musik, der nok skal sende bartenderne på seriøst overarbejde. Rapmetal har dog aldrig lige været min foretrukne kop te; ganske vist var jeg barn i 90’erne, men jeg er bestemt ikke barn af 90’erne. Men uanset så er LOK den slags band, der altid byder op til en gedigen abefest. Om det så er en fest, man har lyst til at blive til …
Striktrøjer og pausefisk
Det her var en af de mere underlige koncerter, jeg har været til længe, og afgjort den mest usammenhængende! Vokalisten Martin Westerstrand indtog scenen iført verdens grimmeste Harley Davidson-striktrøje samt en kasket trukket godt ned over øjnene. Han lignede mest af alt en hjemløs introvert. Hans optræden gennem hele showet var dog lige så skizofren som hans outfit. Han skiftede fra at stå ovre i hjørnet, stiv som et bræt, til at hoppe rundt og snakke uforståeligt til publikum. Hatten kom både af og på, og ligeså gjorde den føromtalte trøje. Det var, som om LOK havde to frontmænd – det var yderst mærkværdigt at observere.
Men generelt var hele koncerten her som at opleve to yderst forskellige bands. Når musikken spillede, jamen så var der fuld smæk på – faktisk så meget at trommeslageren relativt tidligt kom til at smadre den ene stortromme. Det førte til en akavet lang pause, hvor bassisten prøvede at holde festen oppe, alt imens Westerstrand ævlede om, hvor gamle de egentlig alle sammen var. Da trommen så, efter hvad der føltes som hundrede år, blev skiftet ud, var det, som om energien aldrig kom helt op igen – eller jo, så længe musikken spillede. Men så snart et nummer var færdigt, faldt energien til jorden, og samtlige medlemmer stod og kiggede på deres fødder, mens de prøvede at huske, hvad de egentlig var der for – eller sådan så det i hvert fald ud.
Hvor er vi, og hvornår er vi!?
Dette konstante skift var det, der gjorde koncerten så mærkelig. Det virkede også, som om LOK godt selv vidste, at den ikke var helt god, hvilket kun så ud til at forstærke deres usikkerhed. Det resulterede i, at det, der ellers var startet som en udmærket koncert med den svenske pendant til en kombination af Beastie Boys og Body Count, endte med at være en virkelig fesen omgang med en flok forvirrede, midaldrende herrer, der ikke rigtig vidste, hvor de var, hvilket årti de var i, eller hvad de egentlig lavede. Hvilket var en skam, for trods det at musikken ikke sagde mig en fløjtende fis, så spillede LOK glimrende, og trods sin meget særegne attitude var Westerstrand ligeså en ganske habil frontmand.
