Bulder og brag på Refshaleøen! Torsdag aften på Copenhell sagde Kiss farvel til +20.000 begejstrede metalhoveder
Gammel kærlighed…
Kiss er denne anmelders første musikalske kærlighed, og gnisten blev tændt helt tilbage i 1979. På trods af gruppens rutsjebanetur af en karriere er den kærlighed aldrig for alvor rustet, så personligt var jeg mere end spændt på at opleve de amerikanske legenders ”End of the Road”-tour komme forbi Copenhell. Forinden havde Jeppe Nissen lovet os, at der var plads til hele gruppens kæmpeshow på Helviti-scenen, og det havde jo ikke just dæmpet forventningerne. Det skulle vise sig, at der så absolut heller ingen grund var til det.
Uforlignelig underholdning og rendyrket eskapisme
Men et spørgsmål trængte sig dog på, for hvordan anmelder man noget, der dybest set er en gentagelse af de sidste mange års koncerter med gruppen? Den nemme løsning er jo at henvise til dengang før corona, hvor Heavymetal.dk’s udsendte (dvs. overtegnede) anmeldte Kiss i Berlin i 2019, for oplevelsen var jo stort set den samme. Der var for eksempel kun mikroskopiske forskelle på sætlisterne, og alle de kendte effekter var der selvfølgelig også. Ild, eksplosioner og blod. Gene, der stiger til vejrs under ”God Of Thunder”, Paul, der flyver hen over publikum og leverer ”Love Gun” og ”I Was Made For Lovin’ You” midt på pladsen foran Helviti-scenen. Det hele kulminerende med bulder og brag og nok konfetti til at gøre himlen over Refshaleøen hvid.
Gentagelser eller ej, Kiss var klar fra starten, og det samme var publikum. Stensikkert leverede klassikere som ”Detroit Rock City” og ”Shout It Out Loud” satte med det samme gang i festen, men desværre skete præcis det samme som i Berlin, hvor den helt ligegyldige ”Say Yeah” lagde en dæmper på festlighederne. Det samme gjorde en lidt slatten ”Gold Gin” og det eller lækre 80’er-hit ”Tears Are Falling”, der mest af alt illustrerede, at den ”nye” guitarist, Tommy Thayer, kæmper lidt med Bruce Kulick-soloerne fra det årti. Men det er detaljer, for stemningen vendte hurtigt igen, både på og foran scenen.
Modtagelsen, som alt dette fik, siger i øvrigt ret meget om Copenhellpublikummet. Her var ingen snobberi eller rynken på næsen, som man ellers kunne have frygtet på en rendyrket metalfestival. Folk tog præcis Kiss for det, de er og det, de tilbyder: Uforlignelig underholdning og to timers rendyrket eskapisme. Det varmede i dén grad denne aldrende fan at opleve 20.000 metalhoveder ”do, do, do’e” med på diskohittet ”I Was Made …” og ikke mindst skråle med på omkvædet i Kiss-nationalsangen ”Rock ’n’ Roll All Nite”. For jo, at feste hele dagen (og natten med) var jo præcis det, vi var kommet for!
At slutte på toppen
Men hvis du ikke stoler på denne gamle fanboy, så må jeg bryde alle etiske regler og afsløre, hvad nogle af mine på forhånd ret skeptiske (og metal-elitære) kolleger fra Heavymetal.dk skrev undervejs om koncerten i vores indtil nu interne chat. Jeg skal dog skynde mig at notere, at alt er anonymiseret for ikke at ødelægge folks integritet!
”Når det så er sagt, så er Kiss faktisk et federe liveband end Metallica.”
”Jeg er så enig, jeg hader også lidt mig selv, men fuck, hvor er det godt.”
”De er åndsvagt gode live. Slut-prut.”
”Ligegyldigt hvor meget jeg end hader alt, hvad Kiss står for, så er det sgu et af de bedste livebands, jeg har set.”
”I rest my case”, må jeg så bare sige, og det gjorde Gene, Paul, Eric og Tommy også. Det er svært helt at forstå, at det her nok var sidste gang, man fik lov at opleve verdens bedste rabalder, men Kiss sluttede på toppen.
Sætliste
Detroit Rock City.
Shout It Out Loud
Deuce
War Machine
Heavens On Fire
I Love It Loud
Say Yeah
Cold Gin
(Guitarsolo)
Lick It Up (inkl. Won’t Get Fooled Again jam)
Calling Dr Love
Tears Are Falling
Psycho Circus
(Trommesolo + 100.000 Years)
God Of Thunder
Love Gun
I Was Made For Lovin’ You
Black Diamond
Beth
Do You Love Me
Rock ‘n’ Roll All Nite
