Amerikansk hippiehardcore
Det amerikanske hardcoreband Yosemite In Black kalder selv deres musik for ’hippiehardcore’. Kort fortalt er det klassisk moderne hardcore, der rammer lige i solar plexus. Dertil har deres numre noget groove over sig, der efter min bedste dømmekraft må være, hvad bandet mener, udgør hippiedelen i deres selvopfundne genrebetegnelse. Firkløveret har med deres seneste album, The Pursuit Of, vist, at de ikke er bange for at give den fuld gas. Forhåbentligt kan deres eksplosive energi på skive omsættes til en koncert, hvor der ikke bliver sparet på energien. I hvert fald forventede jeg, at de selverklærede hippier leverede en kraftfuld energiudladning på Gehenna-scenen, som gerne skulle kunne få selv den mest trætte festivalgænger til at vågne op og kaste sig ind i moshpitten.
'Wake the fuck up!'
Det blev hurtigt klart, at ingredienserne i den selvopfundne genre bestod af two-step-venlige breakdowns, bastant smadder og en god portion californisk groove. Bandet åbnede sættet med et brag og var både kontante og direkte. Forsanger Luke Marlowe råbte ’Wake the fuck up!’, før de for alvor slap helvedet løs over Gehenna. Der kom hurtigt godt gang i pitten, og bandet holdt intensiteten højt hele vejen. Marlowe havde masser af karisma og overskud undervejs, brugte scenen aktivt og spillede godt op mod publikum med humor, attitude og sarkasme.
Numre som “Warmer Weather” og “Kitsch” stod som naturlige højdepunkter, hvor både band og publikum ramte en fælles rytme. Det uprøvede materiale blev testet live med nummeret “Matter of Choice”, som blev vel modtaget og viste, at bandet har mere i støbeskeen. Bassist Cody Jenkins og guitarist Dylan Beard bakkede op vokalt og tilføjede en solid ekstra dimension, når de indimellem overtog enkelte linjer og byggede op under Marlowes vokaludladninger.
Undervejs opstod der både circlepits og en solid wall of death, og responsen fra publikum fejlede ikke noget. Der blev danset, crowdsurfet og kastet albuer til den store guldmedalje, og det var tydeligt, at bandet nød at være på scenen. ’We’re gonna take you all to groooooooove town’, jokede Marlowe inden et af numrene, og det opsummerede faktisk meget godt koncertens stemning. Det var hårdtslående, men med et glimt i øjet.
Men som helhed savnede man det sidste gear. De stærke momenter var der, men der kom aldrig det klimaks eller den overraskelse, som kunne have gjort oplevelsen uforglemmelig. Bandet havde en sikker hånd om deres hardcoreformel, men afveg sjældent fra den. Og når man selv opfinder betegnelsen ’hippiehardcore’, så er forventningen herfra, at man kommer med noget andet end charme og groove.
Solid debut, men …
Yosemite In Black leverede en velspillet, energisk og publikumsinddragende debutkoncert på dansk jord. De havde styr på deres udtryk, fik pitten i gang og skabte en god stemning. Men der manglede det uventede, det overraskende, det, der kunne have løftet koncerten op blandt de mere mindeværdige på årets festival. En stærk indsats, men stadig plads til at vokse. Og når man beskriver sig selv med en ny genre, så skulle man gerne føre noget ekstra til denne andet end charme og groove.
