GrindCORE fra SingaPORE
Hvor mange grindcorebands kender du fra Singapore? Der er en håndfuld såsom Demisor, Volition og Magnicide, men nu er det altså Wormrot, det skal handle om. Og hvis du ikke var til stede foran Gehenna denne onsdag, gik du virkelig glip af noget. Det vender vi tilbage til. For med det dugfriske album TNT i ryggen ankom singaporeanske Wormrot til Copenhell for at levere deres kompromisløse version af moderne grindcore. Trioen har gennem årene perfektioneret balancen mellem ekstrem fart og kirurgisk præcision. Med numre, der oftest lige sniger sig op på lidt over 60 sekunder og sjældent over to minutter, er det lige noget for undertegnede. Min forventning var brølende blastbeats, knivskarpe riffs og rasende vokaludbrud – og dét blev leveret.
Wormrot åbnede sluserne på Copenhell
Publikum var endnu kun ved at varme op til festivalens første aften, men Wormrot havde ingen planer om en langsom start. Efter en kort, knugende instrumental intro gik helvede løs med et inferno af blastbeats, rasende riffs og en vokal, der skiftede fra desperate skrig til dybe growls med millisekunders mellemrum. Lydmuren, de byggede op, var intet mindre end overvældende, og det var til tider næsten ikke til at tro, at der blot stod tre personer på scenen.
Selvom grindcore af og til kan risikere at glide over i en monoton suppedas, formåede bandet her at variere deres udtryk tilpas uden at miste intensiteten. Der blev skruet op og ned for tempoet, breakdowns ramte præcist, når der var brug for dem. Selv om der visuelt ikke var de store armbevægelser, så opstod der et nærmest cinematisk øjeblik, da ”Eternal Sunshine of the Spotless Grind” blev spillet, mens solen gik ned bag træerne ved Gehenna-scenen og kastede et gyldent skær over det knusende kaos. Og kaos var der, men det blev heldigvis aldrig rodet.
Publikum messede med jævne mellemrum ”Wormrot, Wormrot, Wormrot”, og selv om der i starten ikke var den vilde bevægelse blandt publikum, kom der mere og mere gang i folk, som koncerten skred frem. Der blev opfordret til circlepits flere gange, hvilket blev adlydt hurtigt. Der var også en masse, der crowdsurfede. Vokalist Arif Suhaimi sad på et tidspunkt på scenegulvet og tog synet af den fyldte plads foran scenen ind. Han rejste sig op, og efter et minuts tid tog han sin hånd hen foran sit hjerte og nikkede anerkendende. Der var en klar spilleglæde hos bandet, og de virkede oprigtigt glade for at stå på scenen trods deres til tider anstrengte og koncentrerede ansigter.
Selv da Arif Suhaimi lettere ironisk annoncerede: ”We’re gonna play a slow song”, og publikum spontant svarede ”No!”, blev intensiteten kun højere, da det efterfølgende breakdown ramte med voldsom tyngde. Wormrot formåede at holde momentum hele vejen igennem det 40 minutter lange sæt, der balancerede overlegent mellem brutalitet og kontrol. Trommeslager Fitris arme lignede indimellem en vindsnurret maskine, og da han rejste sig op til sidst i koncerten, var han ét stort smil. Bandet forlod scenen med brede smil og tydelig taknemmelighed. Men de spurgte, om de skulle spille et ekstra nummer, og det blev et rungende ”Ja!” fra publikum.
Kontrolleret kaos
Wormrot leverede en magtdemonstration udi moderne grindcore. Deres kompromisløse intensitet kombineret med spilleglæde og teknisk overskud fik dem til at stå som dagens absolutte højdepunkt for undertegnede. Konferencier Carsten Holm, der startede med at introducere bandet, bekendtgjorde, at det var hans hovednavn denne dag. Og efterfølgende kan jeg kun være enig. Det var en kontrolleret eksplosion af kaos, og selv om de tre musikere ikke havde de store bevægelser på scenen, så gjorde dette intet, da musikken i sig selv var så vild, voldsom og kaotisk, som den var.
Sætliste:
Noone Gives A Shit
The Darkest Burden
Behind Closed Doors
Fallen Into Disuse
Buried The Sun
Oblivious Mess
Forced Siege
Eternal Sunshine Of The Spotless Grind
Public Display Of Infection
Outburst Of Annoyance
Left To Rot
Loathsome Delusions
Principle Of Puppet Warfare
Vicious Circle
Murder
Breed To Breed
Evolved Into Nothing
Grieve
Pale Moonlight
Seizures
Voiceless Choir
When Talking Fails, It’s Time For Violence
Glass Shards
