Begejstrede stonere …?
’Tundra rock’ kalder norske Slomosa selv deres version af stonerrocken. Skal man tro vores anmelder, og der er faktisk ingen grund til andet, så er det en ganske rammende beskrivelse. Han var nemlig dybt begejstret for gruppens 2024-album, der sjovt nok hed Tundra Rock. Det var da også en næsten urimeligt catchy udgivelse, fyldt med stonerrock i den lettere ende, gennemsyret af en næsten barnlig begejstring. En god booking af Copenhell, godt hjulpet på vej af Heavymetal.dk, naturligvis.
Vi vil ha’ flere riffs!
Ført an af forsanger og guitarist Benjamin Berdou gik bandet på det solbeskinnede Pandæmonium på passende afslappet vis. Der var Orange-forstærkere på scenen, ledninger i guitarerne, og alt var, som det skulle være. Med "Cabin Fever" startede stenerfesten med gruppens bedste riff, og det var i det hele taget, som om Slomosa havde sat sig for at bevise, at de sidste fede riffs i verden ikke er skrevet endnu. "Cabin Fever" behøver i hvert fald ikke at skamme sig i selskab med selv de største indenfor genren.
Berdous lyse vokal var lige så overbevisende som på Slomosas udgivelser, og bandet var i det hele taget uhyre velspillende. Dermed fungerede alt fra starten, præcis som man kunne have håbet. Der var en snert af Elder over det langstrakte jam i ”Scavenger", og det samme gentog sig i "Nothing is New Under the Sun", som ellers er et møgirriterende forsøg på at lave et hit. Live skar omkvædet lige så meget i ørene som udgaven på debutalbummet.
Der begyndte i det hele taget at blive lidt længere mellem snapsene i et sæt, der mistede pusten. Det var da vældig hyggeligt, men en snert mere vildskab og tyngde havde absolut ikke gjort noget. ’Nu skal vi have lidt punk’, sagde Berdou på sit gebrokne norsk/danske, så måske fornemmede han det samme. Samtidig ville han lige høre, om Danmark havde et moshpit i sig. Det havde Danmark selvfølgelig, men til gengæld havde Norge godt nok ikke meget punk til Danmark – det havde ellers været rart. Med ”Horses” og endnu et af gruppens signatur-riffs sluttede Slomosa dog af på bedste vis, sådan skulle de jo bare gøre hele tiden!
Der mangler lige lidt
Jeg har skrevet det mange gange før: Subgenrer som stoner og hardrock er dybt afhængige af de fede riffs. Uden dem falder det ofte sammen. Det gjorde det heldigvis ikke helt for de sympatiske nordmænd, og når de først får et par solide albummer mere at vælge sange fra, så er potentialet til noget stort på live-fronten der helt sikkert også.
FB: På Pandæmonium lød det tidligt fredag aften, som om norske Slomosa havde sat sig for at bevise, at de sidste fede riffs ikke er blevet skrevet endnu. Copenhell sagde afdæmpet ja tak.
