Her kom der ikke noget med Slayer
I metalkredse er Julie Christmas nok mest kendt for sit samarbejde med svenske Cult of Luna på det gennemført fantastiske Mariner-album fra 2016. Her førte den karismatiske amerikaner et nyt lag af intensitet og originalitet til svenskernes post-metalliske udtryk. Begge dele havde de egentlig rigeligt af i forvejen i månekulten, men det siger en del om Christmas’ evner, at hun var i stand til at bygge endnu mere på det, der allerede var gruppens styrker. Christmas har dog længe haft gang i en absolut habil solokarriere, der, i det mindste i glimt, også strejfer metallen. Det kunne man få bekræftet sidste år på Ridiculous and Full of Blood – et album, som vores anmelder med rette var stærkt begejstret for. Men ville hendes mix af alt-pop, post-metal og alt derimellem mon passe til et kræsent ’spil-den-med-Slayer’-publikum en sen aftentime på Copenhell?
At balancere på vanviddets rand
Med Julie Christmas’ skæve indgang til metallen var der lagt op til endnu en af den slags koncerter, Gehenna er skabt til, men forinden havde jeg frygtet, at scenen i skoven også ville være for lille. Den frygt viste sig at være temmelig ubegrundet, for der var lige knap halvt fyldt, da koncerten, lidt forsinket og meget langsomt, gik i gang. I et smukt, men lettere bizart antræk, inklusive en hjerteformet hovedbeklædning med lys i, gik Julie Christmas på scenen med mekaniske bevægelser som en marionetdukke. Det udviklede sig hurtigt til tunge og post- metalliske udtryk og ikke mindst amerikanerens unikke vokal med konstante skift mellem skrig og skrøbelig skønsang. Christmas’ stemme formåede, præcis som på hendes udgivelser, hele tiden at balancere på vanviddets rand, men samtidig at være i fuld kontrol, når hun leverede sangene fra sine to soloplader.
Stærkest stod ’hittet’ ”Supernatural”, inklusive koncertens eneste syng-med-sekvens, og så ”End of the World”, hvor Johannes Persson fra Cult of Luna brølede med. Smukt og intenst, som stort set kun post-metal kan gøre det. Men med bare to albummer i eget navn var der jo ikke voldsomt meget solomateriale at tage fra. Derfor kunne det godt undre, at Christmas ikke spillede et eneste sekund fra Mariner. Når man så ovenikøbet kunne konstatere, at Persson var med på guitar og vokal, så blev min undren vekslet til forbløffelse. Men det var åbenbart ønsketænkning at få lov at høre noget fra en af de mest interessante post-metaludgivelser nogensinde. Det bekræftede sådan set bare billedet af Julie Christmas som en kunstner, der aldrig går den nemme vej eller træffer de oplagte beslutninger. Den slags fortjener respekt, men det er ikke altid, det fører til de klogeste beslutninger.
The answer, my friend …
Jeg var næppe den eneste, der var dybt betaget af denne koncert, men samtidig fornemmede, at der manglede lidt. I hvert fald begyndte det langsomt at tynde ud foran Gehenna, og på trods af alt det, der lykkedes, inklusive et virkeligt velspillende band, nåede vi aldrig helt op på de højder, man havde forventet. Måske havde det hjulpet, hvis Christmas havde kommunikeret mere med publikum og fortalt lidt om sine stærkt personlige sange. Hvem ved? Svaret blæste i den heftige vind …
