Man skal ikke skue bandet på navnet
Sanguisugi… Sangusiga… sanguisigabob. Fuck! San-gu-i-su-ga-bogg. Sådan. Lad dig dog ikke narre af det lettere indviklede navn. Bag tungebrækkeren gemmer der sig en ordentlig omgang amerikansk dødsmetal. Det er ikke særlig kompliceret, til gengæld er det ondt som et langt år, og trods min modvilje mod at erstatte kloakdød med nattesøvn havde jeg alligevel en fest. En fest, der vekslede mellem ironisk distance og autentiske fodvip.
For lad os være helt ærlige et øjeblik. Klichéerne stod i kø denne aften, komplet med farlig stemme og tåbelige titler. “Her er en sang om at flå nogens ansigt af. Den hedder “Face Ripped Off, for det kan jeg godt lide.” Selvfølgelig kan du det, fyr. Det er nemlig 100 % noget, du sysler med. “Her er en sang om nekrofili. Den hedder “Necrosexual Deviant”. Det kan jeg også godt lide.” Jeg synes, det lyder mere komisk end sejt at sige sådan noget, men jeg har heller ikke erfaring med nogen af delene.
Mere sovs, tak
Jeg står dog hjertens gerne ved, at jeg har en svaghed for lyden af endeløse blastbeats, langsomme, tunge riffs og et brøl, der kommer fra den dybeste afgrund. Efter fremmødet at dømme var jeg ikke den eneste den aften, der sætter pris på koordineret smadder. Gehenna var proppet, og fra min udkigspost på bakken under træerne havde jeg frit udsyn til løjerne. Der var gang i den helt nede bagerst, og forrest var en konstant malstrøm af circlepits på gentagne opfordringer fra forsangeren.
Det blev et irritationsmoment, for i min optik er en circlepit ikke noget, du skal forlange. Det er noget, der bør opstå naturligt, og det er ikke, fordi Copenhellgængere ikke er blege for at starte dem. Men når der blev sagt “hop” fra scenen, blev det i overordentlig grad efterkommet. Små enklaver rundt omkring dansede, headbangede eller var med på anden vis. Det hjalp også på sagerne, at den type dødsmetal er nem at arbejde med. Generelt stod responsen på bandets anstrengelser mål med, hvad der rullede af scenen.
Ansigter succesfuldt flået af
Det var som nævnt tungt som ind i helvede, som den slags bør være. Jeg var som metalfan tilfreds med noget, der kan kværne grovmotoriske høvl efter mig. Desværre var der udfordringer med lyden af stortrommen, som jeg efterhånden har brokket mig over et par gange. Den overdøvede, hvad der ellers foregik på scenen, noget, der slog skår i glæden ved bramfri bæmundsmetal. Der er ikke så mange flere dikkedarer end højst nødvendigt, hvilket kan være befriende, når man som jeg ofte lytter til snørklede ting for sjov.
Her var musikken uden andre prætentioner end deres “farlig fætter”-forestilling, som jeg ved, er en del af legen, hvor unødvendig jeg end mener, den er. Men der er velsagtens nogle bokse, der skal krydses af, hvis man vil være et rigtig dødsmetalband. Jeg synes, musikken alene burde tale for sig selv. Der er en masse ting at lytte til i deres musik, hvis man vælger at høre, hvad der bliver sagt, og den ironiske distance til trods, så er et slaw god, gammeldags dødsmetal altså alligevel et acceptabelt alternativ til en god nats søvn.
