Manden bag maskerne
Corey MF Taylor behøver vel lige knap en introduktion. Igennem de seneste 25 år har han som frontskråler i såvel Slipknot, Stone Sour og ikke mindst sit soloprojekt stået på scener verden over og underholdt alle, der gad lytte. Og sikkert også dem, der ikke gad. For han har en holdning til alting; så meget, at han er blevet et levende meme. Han er derfor svær at komme udenom, og med god grund. Han har leveret uforglemmelige koncerter på Copenhell med Slipknot ad flere omgange tidligere, men dette år får hans soloprojekt så lov til at indtage hovedscenen.
En gøgler af guds nåde
Der var – selvsagt måske – en hel del mennesker klar foran Helviti, da Corey Taylor gik på scenen i strålende solskin onsdag klokken 16. Corey nævnte dog, at det da godt nok var imponerende, hvor mange der allerede var kommet sådan en morgen her – og at vi allerede havde godt gang i øllene. Og det var der. Gang i øllene altså. Man kan måske diskutere, hvor kvikt det er ikke at have styr på, hvad den lokale tid er, men folk labbede det i sig. Ligesom da han lod til ikke helt at have styr på, hvad han lavede. Eller da han sang Spongebob-temasang. Det er dumt, men det virkede tilsyneladende fint for det musikhungrende publikum. Og så blev der ellers hygget på grænsen til det platte.
Sætlisten stod forventeligt nok på både solomateriale, Slipknot-bangers og Stone Sour-hits. Det må være ret privilegeret, men svært at vælge sættets indhold fra så store bagkataloger. Og hvordan skal balancen så være imellem de tre kunstnere, hvis man skal se dem? Og hvis man havde håbet, at Corey kom som Corey, ja, så blev man skuffet. Det så dog ud til, at de fleste blandt publikum var særdeles tilfredse med kontrasten fra Stone Sour-klassikeren ”Through Glass” til Slipknot-smadrefesterne ”Before I Forget”, ”Snuff” og ikke mindst lukkeren, den altid skrål-med-venlige ”Duality”. Og selvom der var noget for enhver smag, og folk så glade ud, så var det også bare på en måde lidt ufarligt. Han bliver lidt for jovial – og det er et gevaldigt mismatch til fx ”Snuff”.
Den pæne mand
Musikken og sættet blev egentlig serveret dygtigt, men alt for kedeligt. Bandet bag Taylor var ikke specielt karismatiske og virkede helt klart som hired men. Og fair nok, for det er jo præcis, hvad de er. Corey Taylor har lavet et utal af hits, og vi fik serveret en hel stribe af dem denne dag. Det bedste øjeblik var dog langt fra de store sange, men i mine øjne nærmere, da han greb en guitar, forviste bandet fra scenen og sang serenade til sin hustru med nummeret ”Home”. Stille og roligt, uden fis og ballade. For resten af seancen var for pæn, ufarlig og til tider lidt kedelig – selvom både sanger og band er dygtige nok.
