Foto: CL Photography
Tilbage til fremtiden
Der findes musik, der bedst opleves med hovedet, og så findes der musik, der rammer direkte i kroppen. Inertials befinder sig et sted midtimellem. Der trækkes tydelige tråde tilbage til 90'ernes screamo og hardcore, hvor flere af medlemmerne spillede sammen dengang. Men gruppen nøjes ikke med at støve den gamle opskrift af og servere den udelukkende med fortids glans. Derimod bliver musikken filtreret gennem et moderne udtryk, hvor du kan sætte post foran genrebetegnelserne. Følelserne får lov at fylde lige så meget som støjen – eller måske rettere kæmper de om, hvem der skal fylde mest. Det høres tydeligt på bandets debutalbum, Listen Between States, der udkom i november sidste år. Spørgsmålet er så, om de kan få det intense udtryk til at brænde igennem live.
En mur af følelser og støj
Bandet kom frem på scenen og stemte deres guitarer, mens der kom flere tilråb fra publikum. Det tog lidt tid, men det var nok også en oplagt mulighed for de fire medlemmer for at trække vejret ind, inden helvede skulle bryde løs. For dét gjorde det hurtigt, og den ellers så lavmælte og rolige entre på scenen blev erstattet af en mur af støj. Det eskalerede decideret fra 0 til 100 på et enkelt sekund, da startskuddet lød til ”Orgone Inhaler”.
Simon Tornby, der også slår sine folder i bandet New Money, havde dobbeltjob med både bas og vokal. Måske netop derfor var der også lidt prusten og stønnen mellem numrene, og omkring halvvejs åbnede han en øl og skålede med publikum. Med på vejen faldt ordene ’jeg er fandeme tør i halsen’, hvilket måske også skyldtes, at han krængede sjælen ud gennem både skrig og råb i musikkens tjeneste. Og det var netop musikken, der fik lov til at have ordet, for der var minimal interaktion mellem bandet og publikum.
Samtidig var det dejligt uprætentiøst og nede på jorden, når bandet mellem numrene lige sagde en sætning eller to til hinanden og åbnede en øl hist og her. Det kan være negativt i nogle sammenhænge og tage pusten ud af koncertoplevelsen. Men i denne musikalske ramme gav det et velfortjent pauserum for både musikerne på scenen og publikum på gulvet. Dog måtte der godt have været lidt mere styr på afbrækkene mellem numrene, for selv om det ikke gjorde noget, at der blev taget lidt fart af nakkemusklerne indimellem, så blev det lidt for ustruktureret i det store hele.
Det ændrede dog ikke på, at man blev suget ind i den intense stemning som beskuer, og der var hujen, klapsalver og horn i vejret, så snart et nummer blev afsluttet. Nakkerne nikkede i takt med de hurtige og kaotiske toner i størstedelen af salen, som var godt fyldt fra start til slut. Inertials havde således et godt tag i publikum, uden at bruge de store ord imellem numrene. Det hele sluttede lige så hurtigt, som det var begyndt. Efter bare 25 minutter blev sidste nummer, ”Elastic Villager”, sat i gang, og en halv times intensiv tidsrejse blev det til alt i alt. Da sidste strofe var runget ud af højtalerne, tog bandet deres instrumenter af og begyndte at sludre med de folk, der stod forrest ved scenen.
Sveden skal kunne mærkes
Inertials leverede en kort, men særdeles intens koncert, hvor screamo og post-hardcore blev forenet i et både følelsesladet og støjende udtryk. De fik på imponerende vis deres indadvendte musik til at fungere som et fælles samlingspunkt for publikum. Jeg sidder tilbage og synes, der manglede et eller andet, uden at kunne sætte fingeren på, hvad det egentligt var. Mit bedste bud er noget så lavpraktisk som, at bandet skulle have stået nede på gulvet i samme højde som publikum. For at man kunne mærke dem endnu mere og ikke bare se svedperlerne sprøjte fra deres ansigter, men faktisk blive ramt af dem fysisk. Alligevel var der ingen tvivl om, at Inertials er et band, der er værd at give sig hen til. De beviste, at man sagtens kan kigge tilbage uden at sidde fast i fortiden.
Sætliste
Orgone Inhaler
Plasma Pool
Mirror Planet
Flesh Camera
Faith Healer
Elastic Villager