CL Photography
Dødsmetallens Lady Macbeth
Som Lady Macbeths hænder, hvor blodpletterne blomstrer lige meget, hvor ihærdigt hun forsøger at tvætte dem rene, var ølsøen fra Braindeadkoncerten nu genopstået. Således var gulvet bonet til glidende two-step, da Elitist skulle gå på. Der er mange elitære typer i metalmiljøet, men dødsmetalbandet fra Refshaleøen har simpelthen udnævnt sig selv som elitisten over dem alle. Deres album A Mirage of Grandeur fra 2023 fik fine ord med fra redaktionen, men vi har ikke tidligere anmeldt dem i koncertkonstellationer. Elitist har udgravet den danske metalscenes undergrund med bandmedlemmer fra navne som Piss Vortex, UxDxS og Dysgnostic. Deres lyd er sammensvejset af forskellige typer metal med blytunge toner fra grindcore og skramlende jernskrog fra noise rock. Fra Reffen ser de blandt andet mod palliet-tæppet af blinkende bylys fra New Yorks scene i horisonten. Men kan deres død bære jernbyrden af alle disse metalinspirationer? Eller sammensmelter de blot til en klump af klassisk, dissonant technical death metal? Nu skulle det blive spændende, om deres elitære hovmod stod for fald, eller om det var berettiget.
Hvad lyder bedre end dødsmetal?
Hvad er den bedste lyd i verden? Er det lyden af en overførsel, der går ind på kontoen? Når din kollega siger, at der er kringle på kontoret? Eller er det death metal tilsat en sjat beskidt grind, der brøler dig lige i hovedet? Nej, for ifølge Elitist er der én ting, der lyder bedre end dødsmetal: Lyden af en isnende kold øldåse, der åbnes. Det var dog ikke (kun) det, vi var her for. Elitist slæbte os gennem deres indtil videre lidt begrænsede diskografi helt fra debutpladen til en splinterny split-udgivelse, der udkommer til november. De stoppede på intet tidspunkt op på deres tour de force, men holdt kadencen oppe. Tempoet pendulerede mellem højspændte energiudladninger, hvis stød galvaniserede os alle, til en slæbende langsommelighed, der gjorde tidens fylde stoflig som begsort tjære i øregangene. Derfor undrede det mig lidt, at publikum efter gentagne opfordringer fra den ene forsanger, Thomas Fischer, ikke fik sat omdrejninger i en ordentlig pit. Men det var jo også kun lille-fredag.
Inspirationen fra slam og grind var tydelig, men kunne have været endnu mere markeret. Til tider var der enkelte energibrønde af ensformighed midt i Elitists ellers flyvende fremdrift. Som en anden Lassie blev bandet dog altid reddet op af disse brønde med hjælp af deres mesterlige temposkift. På numre som “False Lives” og “To Unsee, To Untether” fejlede deres dynamiske spil og scenenærvær intet. Man skulle dog holde tungen lige i munden, for sætlisten var ulæselig for uindviede og fuld af indforståede forkortelser som eksempelvis “Midtempo Fisk”. Apropos fisk var Fischers vokal ond og grum som et gurglende, tilstoppet afløb, og han må have lunger af titan for at udkrænge så heftige growls. Simon Stenbæk Christensen på vokal og guitar lød ligeledes som noget, der kræver et akutopkald til en VVS-er… eller en exorcisme. Både hans og Rasmus Moesby Sørensens riffs svingede sig op og ned ad skalaerne under deres fingernemme strengeleg. Bassen besad en bastant substans, særligt da den kort fik lov til at skinne i spotlightet. Trommen slog taktfast rytmerne an med Niclas Sauffaus bag kedlerne, og hans temposkift var upåklageligt klassiske. Det mest fascinerende var dog at betragte Fischers mimik, da hele hans korpus bevægede sig som en musikalsk marionet med en sindssyg dukkefører. Der var dog ingen bånd, der bandt ham denne aften.
Smart ways to die
Elitist virkede trods navnet ikke elitære denne aften på Beta. Tværtimod skabte de lettilgængelig dødsmetal med svimlende guitarsoloer og solid palmmuting på bassens stakkels strenge. Særligt Fischers absolutte indlevelse i musikken var fængende, men alligevel formåede bandet ikke helt at gejle publikum op. Nuvel, i hvert fald ikke der, hvor jeg stod, men som man siger: Når katten er ude, danser musene på bordet, og når anmelderen kigger væk, begynder folk at moshe. Det må alligevel være en ret heftig omgang stopdans. Bandet spillede fermt med velkomponerede temposkift, og selvom der var enkelte energibrønde, så holdt de generelt fanen højt. Elitist kan klassificeres som dissonant death metal (omend enkelte genreelitister nok er hamrende uenige i denne definition), og man kunne mærke inspirationerne fra andre genretraditioner såsom grind. Disse kunne dog være endnu tydeligere markeret, da det hele af og til blev lidt for klassisk død. Hvis man har spillet Dumb Ways To Die, vil man vide, at døden har mange ansigter - og måske skal Elitist blot lade sig inspirere heraf og finde nye måder at dø på.
