Zahn. Foto: Lykke Nielsen.
Musik at ryge en fed til
En del af det at tage på festival er, at man ser nogle kunstnere, man aldrig kunne forestille sig at købe billet til at se på noget andet tidspunkt. Som del af vores interne uddelegering af sættene på A Colossal Weekend havde jeg fået Zahn, en instrumental psych/stoner/krautrock trio fra Berlin. Deres lyd er karakteriseret af lange hypnotiske passager med riff- og akkordrundgange, der langsomt bygger sig op igennem deres kompositioner, og flydende spiller ind i hinanden. Det er den slags musik, der virkelig kan sætte den subjektiverede tidsfornemmelse af en, der har nydt lidt af det grønne, på spil. Jeg var, som del af holdet, selvfølgelig nødt til at holde mig nogenlunde professionel, så det blev det ikke til for mig. Og for at være ærlig, så hader jeg at være i store fremmede folkemængder, når jeg er beruset på nogen måde, hvorfor jeg nok aldrig kunne finde på at se et sådanne band normalt.
Musik man endte med at falde i staver til
Da trekløveret trådte på scenen, bød de dernæst op til en fællesseance. Disen fra røgmaskinen hang tungt i luften, imens den simple lysopsætning i Ideal Bar skinnede igennem, og Zahn spillede helt gedigen psych-rock med et moderne tvist. Bag Felix Gebhards meditative lead guitar-mønstre, lå Chris Breuers overraskende tunge bastone og noget tight trommeslagværk fra Nic Stockmann. Men det, der virkelig skilte Zahn fra deres mange forgængere og genrefæller, var deres brug af hiphop-inspireret perkussion og synthesizer loops til at udfylde stilheder og det harmoniske lydbillede, når Gebhard skiftede fra rytme til lead. Små ørehængende motiver snurrede konstant om hovedet på publikum, og man kunne mærke, de langsomt begyndte at finde deres sted i musikken.
Desværre, desto længere de spillede, desto mere fik man på fornemmelsen, at der ikke var meget mere til deres formel. Det vil egentlig også have fungeret som glimrende baggrundsmusik, men som fokusobjekt manglede der virkelig en forsanger til at fuldende oplevelsen. Man begyndte at fornemme, at det hypnotiske sammensurium af lyde ville fortsætte endeløst uden hverken mål eller særligt udestående pejlemærker. Og det gjorde det også. Meget af publikum var dog godt og vel fanget i trancen, og det var Zahn også selv. Gebhard levede sig på et tidspunkt så intenst ind i musikken, at han var lige ved at vælte bagover og af scenen.
I det hele taget var det lidt ligesom en bil med beskidt interiør. Motoren fejlede intet, men jeg gad i hvert fald ikke sidde i den særligt længe. Sangene bevægede sig fra A til B, men det var ikke en sjov rejse, da man manglede komforten af et fremtrædende solo-element det meste af tiden. Wow-faktoren var der heller ikke i selve kompositionerne, når først man havde forstået sig på Zahns lyd. Sangene byggede på hypnotisk manér op til store klimakser og døde så hen igen, uden at nogle af de individuelle dele efterlod det store indtryk. Jeg fandt i hvert fald ikke mig selv helt overbevist.
Man skulle nok have røget den joint alligevel
Zahn havde nogle interessante idéer og byggede et solidt grundfundament, men glemte samtidig at bygge huset, der skulle stå oven på det. En forsanger eller mere melodisk engagerende guitarspil havde gjort underværker for den ellers stærke rytmesektion, men som det stod til, var det bare lidt for tyndt. I deres fokus på hypnose, endte de faktisk bare med at være lidt søvnpåvirkende. Hvis man havde nydt godt af noget fjolletobak inden, havde det måske haft den ønskede effekt i forhold til at lege med publikums tidsfornemmelse. Men indtil de var færdige, var der ikke meget andet, jeg kunne tænke end ”gud, hvor går det langsomt”.
