OMO. Foto: Joachim Vilstrup
Sludge supergruppe, ja tak!
OMO er en gruppe dannet af medlemmer fra blandt andre Mogwai og The Twilight Sad, der gør sig i sludget stoner doom med en punk attitude. Med beskrivelser som ”tungheden kommer af atmosfære” og ”musik der ligeledes udtrykker følelsesmæssige lydbilleder og sonisk aggression”, lød det som lige noget for mig denne torsdag i VEGAs kælderrum. Der var også en generel atmosfære af forventning og nysgerrighed blandt publikum, på lige præcist hvad for en slags optræden, de erfarne musikere i supergruppen ville levere.
Kedelig optræden, nej tak!
Det var derfor besynderligt at se tre hyggefædre iført søndagstøj og en sømand iført en vest, underbukser og intet andet gå på scenen og give en utroligt kedelig koncert. Forsangeren, som jeg ikke har kunnet finde navnet på, var den eneste, der nænnede at bevæge sig sønderligt, imens de flankerende medlemmer på strengetøjet bare stod og nikkede lidt med. Det er også til at forstå, når musikken var så ligegyldig og uinspireret, som den var. Der var ingen af de lovede følelsesmæssige lydbilleder eller nuancer. Det var blot fuzzet stoner riff efter fuzzet stoner riff, præcist som Sabbath ville have skrevet dem i sin tid, men uden noget af attituden eller charmen, som Ozzy og hans bandmedlemmer havde. Aggression manglede også, det mest aggressive på scenen var faktisk den uheldige mængde, man kunne se igennem de hvide underbukser lige i øjenhøjde.
Vokalen endte også med at blive dybt enerverende, da man ved anden sang allerede var træt af forsangerens monotone råben. Nogle få i publikum nikkede lidt med hovedet, men det er selvfølgelig også svært at give igen af energi, man ikke får. Jeg var i hvert fald dybt forvirret, og kiggede længselsfuldt mod dørene, imens mine medskribenter på festivalen nød godt af Feral Nature ovenpå. Jeg nåede endda at bliver usikker på, hvorvidt jeg var gået det rigtige sted hen, og om OMO-koncerten faktisk foregik et andet sted i VEGA komplekset, grundet hvor langt det, jeg oplevede, lå fra beskrivelsen. Men nej, dette var supergruppen i kød og blod, og det var jammerligt.
Lyden var i det mindste god. På trist vis, da det betød, at man kunne høre alle detaljer af de ligegyldigheder, der udfoldede sig på scenen. Riff efter riff kunne man mærke publikums humør langsomt dø hen, og blive erstattet af den samme apati, som der blev udvist fra scenen af. Det var som en dårlig vits, der udfoldede sig i slowmotion. Af og til fik man lige snerten af en interessant idé, men der blev altid meget hurtigt vendt tilbage til den regelmæssige intetsigende lyd. Det er sådan set fint nok at starte et sideprojekt for at komme af med nogle ideer, der ikke passer ind i ens andre bands, jeg forstod bare ikke, hvorfor vi skulle udsættes for det.
Rigtig dårligt teater, hvis det var det, det skulle være
Den ”teatralske sans for koncertopbygning”, som vi var blevet lovet, var ingen steder at finde. OMO troppede op, spillede dårlig Sabbath-tilbedelse i fem-og-fyrre minutter og smuttede igen. Det var en omfattende trist omgang, og jeg fangede mig selv flere gange i at tænke, at jeg faktisk meget hellere ville have været et andet sted. Forventninger var sat højt, og blev konsekvent ikke indfriet. I betragtning af, at dette er en gruppe musikere, der ellers spiller i større, veletablerede bands, og har dannet et sideprojekt ud af, hvad man formoder har været en eller anden form for passion, så var der utrolig lidt passion at finde denne aften.
