Silent Fracture

Homers digte som dødsmetal

‘Vreden, Gudinde, besyng, som greb Peleiden Achilleus… og forsanger i Silent Fracture Jonas Lassen… rædsomt, og kvaler i tusinde tal den Achaierne… og publikum… voldte!’ Ja, hvis oldtidskundskab var svært i gymnasietiden, så kan jeg fortælle dig, at disse første strofer fra den græske poet Homers værk Illiaden faktisk handler om Silent Fracture. I hvert fald var det en vældig vrede, der vældede op af Lassens svælg denne aften. Hans growls kunne vække både Skylla, Ketos og alle de andre havvæsener fra bølgernes dyb. Eller… måske ville de ikke vågne helt, men blot røre lidt uroligt på sig og skabe enkelte, undseelige strømhvirvler. Det var nemlig til tider svært at høre hans glassplintrende growls, for lyden var særdeles kritisabel. Den stakkels lydmand fløj rundt i baggrunden og forsøgte febrilsk at fikse problemet for eksempel ved at se meget strengt på en af højtalerne. Det makkede lyden dog desværre ikke ret af. 

Hvad skriger manden, Misse?

Hvis man som Møhge i Matador ikke kunne høre, kunne man blot tage høretragten op for øret (eller ørepropperne ud). Med spidsede ører blev man mødt af tonerne fra et særdeles habilt dødsmetalband med en ukuelig energi. De kom både musikalsk og fysisk ud over scenekanten (hvis der da havde været en sådan). DJ’en Hampenberg kan godt gå hjem og lægge sig, for hvis nogen formår at skubbe til taget, så er det Lassen! Sidste gang, jeg oplevede Silent Fracture live, kaldte jeg ham for en hvid monster. Og efter i aften ville jeg gøre det igen. Bandet havde dog ingen energidrikke med på scenen denne gang, måske kloge af skade. Det behøvede de heller ikke, for deres tilstedeværelse i salen var så højspændt, at selv Duracell-kaninen ville få sved på panden. 

Silent Fracture skal helst opleves live, for det er her, deres energi virkeligt lever. Lydforholdene til trods brød bassist Raúl Alberto Canales fint igennem med sin bundsolide basbund. Guitar-riffene sad ligeledes lige i køleskabet sammen med de slagtede grise. Publikum led hurtigt samme skæbne som disse, idet Silent Fracture splittede os ad som en motorsav, der flænser sig gennem en omgang pulled pork. Pitten var ikke stor, men den var virksom, og havde det ikke været for mine svage led, var jeg selv endt i den. Desværre lagde lyden en solid dæmper på det hele, og selvom det ikke skal ligge bandet til last, så prægede det hele oplevelsen af koncerten.

Trommerne var klassiske som cajun-krydderi i Louisianas køkken og lige så fyldige. Blandt de stærke numre var den nye sang “Discharge”, hvor man kan høre, at bandet er i udvikling med flere temposkift og nærmest doom-agtige elementer. Nok hedder de Silent Fracture, men der var intet stille over den måde, de brød vores knogler på, og de spillede sig for alvor ind i marven på os. 
 

9/10

Black Birch

En skov af sorte birke

Nogle af de første beskrivelser, der møder en på Black Birchs Bandcamp, er følgende:  ‘Antifascist & Vegan’. Det kan således forekomme en anelse mærkværdigt, at de indvilgede i at spille på carnivorernes højborg (War Pigs). Nuvel, af bandets Bandcamp kan man også læse, at de er et atmosfærisk black metal-band fra Sydsverige, så nu skulle vi for alvor bevæge os ind i tusmørket. Vokalist i bandet, Gina Wiklund, besad en vældig stemme, der sprættede øregangene op med sine skalpelskarpe screams. Jeg savnede dog en smule mere dybde og bund i vokalen, og den heldigvis sjældne skønsang faldt i min optik en anelse til jorden. Trods det skal bandet have en massiv ros for at forsøge noget nyt og jokke elitisterne godt og grundigt over tæerne. 

Wiklund krængede sit korpus i en kroget bue om mikrofonen. Hendes fysiske kraftanstrengelser for at bringe tonerne op fra dybet var kraftfulde og højnede koncertoplevelsens samlede kvalitet, fordi det gjorde musikken nærværende. Nok talte hun ikke så meget til publikum eller crowdsurfede, men hendes stemme rakte ud til os for at tage publikum i hånden og føre dem ind i Black Birchs mørke skov af sorte birketræer. 

Entropisk black metal

Særligt de melodiske elementer bidrog til den mystiske stemning. Til gengæld blev disse en anelse langtrukne… ja, med den udmelding griber enkelte fans nok mod pistolskæftet for at levere et nakkeskud. Men efter en så massiv energiudladning fra Silent Fracture blev man nedkølet som koteletterne i kummefryseren under Black Birchs  langsommelighed, omend den også var stemningsfuld. Den lange pause mellem aftenens to artister bidrog ligeledes til energiens entropi, så publikum gik fra at være godt opvarmede til højest at føle sig halvlunkne. Hvis pausen mellem de to bands havde været kortere, og Black Birch havde været aftenens første band, ville energien være blevet bedre opbygget. Det er selvsagt ikke bandets skyld, men blev alligevel en boltpistol mod koncertens pande, der stoppede den ellers fint opbyggede fremdrift. 

De sorte birke leverede generelt set atmosfærisk black metal med klassisk tremolo og trommer i taktfast tomgang… indtil de til tider foretog små, kreative valg, der brød det vante. Eksempelvis, da de udvidede lydbilledet med, hvad der lød som veerne fra en kælvende gletsjer. Det gjorde musikken mere organisk og flerdimensionel. Guitar, trommer og bas var generelt klassiske, mens Wiklunds vokal lige så vel kunne passe ind i et post-hardcoreband. Også med skønsangen, som jo ellers er min akilleshæl. Deres kunstneriske evner og nærvær på ‘scenen fejlede intet. Men som Prædikeren siger: Der er en tid til dødsmetal og en tid til atmosfærisk black metal. Denne sidste, sorte tid var ikke oprundet. For nok havde mørket grebet dagen, men det greb aldrig for alvor vores hjerter.

7/10