Alice Cooper (aka Vincent Furnier) har altid været 50% hård rock og 50% Las Vegas. Efter 40 aktive år, og 25 studiealbums, tegner hans karriere sig som en af de mere usædvanlige i den tungere rock. Hans scenefremtræden (oprindeligt designet af Frank Zappa!) har altid været en mere eller mindre smagfuld cabaretudgave af de mørkere sider af både menneskeheden og hans eget liv. Hans varemærke er et show, der i de bedste øjeblikke anvender en grum, men indimellem meget morsom humor, kombineret med dybt alvorlige emner.
Tilværelsen og en mildest talt ujævn karriere har da også leveret rigeligt med kunstnerisk råstof. Både et hav af retssager omkring krænkelse af den offentlige orden, tungt alkoholmisbrug, personlige sammenbrud og langvarige psykiatriske indlæggelser, suppleret med gigantiske kunstneriske fejlskøn i et forsøg på at ramme tidsånden, har været med til at gøre den 60-årige præstesøn til den han er i dag.
Hvor Alice Coopers sceneshows i 1970’erne resulterede i mængder af besvimede tilhørere og en massiv offentlig fordømmelse, virker The Coops optræden i 2008 nogenlunde lige så skræmmende som et gennemsnitligt spøgelsestog – og det ironiske er vel, at showet grundlæggende er det samme, hvorimod tiderne og mediernes udbud i dag fremstår væsentligt mere rå og forhærdede. I dag kan man i højere grad se, hvor moralsk Alice Coopers projekt egentlig er, og i en eller anden forstand hele tiden har været. Alice Cooper tilhører den amerikanske "Born Again Christian"-bevægelse og - om ikke før - stod hans religiøse orientering klar fra og med det skammeligt oversete album "The Last Temptation" fra 1994.
Aftenens koncert i Mølleparken (der for en førstegangsbesøgende som undertegnede fungerede perfekt til et sådant arrangement) kunne derfor udmærket have risikeret at ende som en patetisk stemme fra fortiden.
En stor del af publikum må formodes at have stiftet et første bekendtskab med Alice Cooper via hans to temmelig overproducerede hits "Poison" og "Hey Stoopid" fra starten af 90’erne. Aftenens program skulle dog vise sig at tage en helt anden drejning, og en modig sætliste indeholdt kun fire numre udgivet efter 1980. Det oprindelige "Alice Cooper Band" (1969-1973) stod – i tidens toneklang - for en både aggressiv og psykedelisk syrerock, og det var dén, sammen med de mere pompøse og teatralske tour de forces ind i psykoanalysens grænseland i 1970’erne, der udgjorde grundlaget for aftenens koncert.
En næsten urimeligt veloplagt Alice Cooper åbnede med et energiniveau, der sikrede at publikum hang på, også gennem de mere jammede og teatralske passager og medleys, der ledsagede de forskellige tableauer.
Det virkede ikke som om, der var mange roadies eller stylister, som slap for en scenerolle som enten Alice Coopers elskerinde, psykiater eller bøddel, og sammenholdt med de nærmest klassisk akrobatiske danserinder og fire-fem kostumeskift var det overraskende, hvor godt koncerten fungerede, som regulær rockkoncert! Specielt Chuck Garrick og Jason Hook (bas og guitar) lagde en sej bund af Detroit-rock, og genopfandt nærmest dynamikken i klassiske Cooper-tracks som "Halo Of Flies" og "Killer". Her blev det indlysende, hvor mange af de bands, der i dag dyrker det mere skrabede garageudtryk, henter deres inspiration, og Alice Coopers tilbageblik på den tidlige del af karrieren bestod i dén grad prøven – i Sønderborg var det mere en genskabelse af karrierens tidlige højdepunkter end en genopførsel. Eneste lille skår i glæden var trommeslager Eric Singer der i passager virkede som om den nys overståede Kiss-turné havde taget uforholdsmæssigt hårdt på ham, hvilket blandt andet medførte en helt sejlende udgave af "Poison".
I betragtning af de gamle numre på sætlisten, det teatralske sceneshow og Alice Coopers ikke altid smukke vokal, virkede koncerten - og de historier sangene indeholder – forbløffende relevant. Under aftenens sidste nummer ("Elected"), hvor Alice Cooper førte valgkamp mod Barack Obama og Hillary Clinton, stod en af kampagnedeltagerne med et banner med teksten "A Troubled Man For Troubled Times". En helt dårlig idé er det vel ikke.
Lineup
- Alice Cooper: vocals
- Keri Kelli: guitar
- Jason Hook: guitar
- Chuck Garrick: bas
- Eric Singer: trommer
Sætliste (med forbehold for unøjagtigheder!)
- It's Hot Tonight
- No More Mr. Nice Guy
- Under My Wheels
- I'm Eighteen
- Is It My Body
- Woman of Mass Distraction
- Lost in America
- Feed My Frankenstein
- Be My Lover
- Dirty Diamonds
- Muscle of Love
- Desperado
- Halo of Flies
- (with great Drum solo)
- Welcome to My Nightmare
- Cold Ethyl
- Only Women Bleed
- Steven
- Dead Babies
- Ballad of Dwight Fry
- Devil's Food / Killer / I Love the Dead
- School's Out
- Billion Dollar Babies
- Poison
- Elected
Kommentarer (2)
Fyrsten
Tidligere anmelder
Indlæg: 181
Kanon flot anmeldelse, med
Kanon flot anmeldelse, med mange gode facts. Jeg så desværre ikke selv denne koncert, men det lader til at det var meget a la det han spillede i Ballerup sidste år. Jeg forstår dog ikke at han blir ved og ved med at spille så meget fra halvfjerdserne. "Brutal Planet" og "Dragontown" står i min bog stadig, som noget af det ypperligste han har lavet. Og hvorfor ikke spille noget fra det nye album?? Han gentager sig lidt for meget, synes jeg. Jeg har set ham 7 gange nu... men men men hans koncerter er jo altid et kig og en god oplevelse værd.
Igen, rigtig flot anmeldelse!!
Keitel
Tidligere anmelder
Indlæg: 425
Jep, helt sikkert en prof.
Jep, helt sikkert en prof. anmeldelse, og jeg var der selv og blev kanon underholdt.
Bortset fra en jøde pris på 450 kr. (nok derfor der kun var 1000-1100 mand) var det en virkelig fed koncert, blev overrasket hvor godt det egentlig var, da Alice Cooper normalt siger mig minus.
Men showet og de gamle sange fungere altså den dag i dag bedre live end på plade.