Foto: Neil Poulsen
IKEA-testen for spøgelser
Man ved, at det bliver ondt, når både bandets navn og den by, de kommer fra, lyder som et IKEA-møbel. Svartkonst er et enmandsband fra Härnösand i Sverige, der spiller ‘chainsaw blackened death metal’ – for hvad skal man ellers spille, når man kommer fra en svensk by med 18.003 indbyggere? Måske er det mig, der skal gå til Louis Nielsen, men der stod nu altså flere på scenen end blot Rickard Törnqvist, som Metal Archives ellers giver æren for hele miseren. Måske var det blot Aalborgs version af Phantom of the Opera eller genfærdene af tidligere studerende, der var gået til af stress i Studenterhusets læsesal – de kunne i hvert fald godt ligne med bleg hud og sorte rande under øjnene. Nuvel, det er et enmandsprojekt, men Törnqvist skal jo ikke stå for det hele på scenen. Nu skulle det i alle fald blive spændende at se, om de svenske gespenster kunne klare IKEA-testen denne aften på Aalborg Metal Festival.
Bonnie Tyler-metal
Gennem massive tågebanker ragede Svartkonsts skygger sig ud over publikum og slugte alt lys i vores sind. Vi kom flyvende fra start med “Black Light Burning”, og således satte de barren højt fra begyndelsen. Alle sangene blev eksekveret med ekvilibrisme og en spilleglæde, der fik enkelte smil til at slippe gennem corpse painten. Det var charmerende, og de leverede hver en tone til perfektion. Hvor er det skønt at opleve artister, der i den grad kan deres kram! Musikkens mol greb sjælene og kvalte hver en spag snert af livsglæde. Man kan ligefrem sige, at bandets tonstunge toner formørkede hjerterne … ja, det var en “Total Eclipse of the Heart” ligesom sangen af Bonnie Tyler. Denne havde man da også lyst til at synge fra koncertens første færd, idet Svartkonst stillede sig med ryggen til publikum. Det virkede en smule højrøvet, hvilket altså også er okay at være en gang imellem – særligt inden for denne genre. Til gengæld forekom det en anelse ufrivilligt komisk, da de gentog seancen senere. Inden da havde Törnqvist afbrudt koncerten, idet de havde tekniske udfordringer. Det varede en rum tid, og selvom man godt kunne høre, at der havde været knas med lyden, så kunne de med fordel blot have spillet videre, for pausen blev så lang, at det meste af scenetågen nåede at fordampe. Og det siger noget, for tidligere kunne man ikke se en meter foran sig, idet mosekonen havde brygget en seriøs omgang tåge til koncerten. Da teknikerne og bandet enten havde løst problemet eller givet op, stillede de sig igen med ryggen til os … og blev stående. Det resulterede i, at hele salen brød ud i en fællessang, der ville have gjort Phillip Faber stolt. ‘Turn around', lød det fra hvert et hjørne af Studenterhuset, og det var nærmest et af højdepunkterne på en ellers noget punkteret koncert.
Nuvel, hvis man ser bort fra det lange intermezzo med febrilsk famlen for at løse de tekniske problemer, så spillede bandet særdeles godt. Bassen var dyb, ond og gik direkte i kødet på publikum. Den smøg sig om guitarens tremolo, mens guitarsekvenser med koncise og velplacerede soli smukt bandt sløjfe på det hele. Vokalen led lidt under mikrofonlydens varierende kvalitet, men brød alligevel klart igennem med sine brøl, der var dybe med en solid klangbund. Sætlisten var velsammensat med plads til både brutalitet og mere melodiøse passager, hvor det til tider blev næsten atmosfærisk – selvom vi for det meste blev inden for den klassiske blackened death metal. Så det hele spillede altså … indtil det bogstaveligt talt ikke gjorde. Lige inden sidste sang, “Black Waves”, måtte bandet igen stoppe koncerten for at se på teknikken. Det er ærgerligt, at det skulle være så stor en hæmsko, for Svartkonst er dygtige musikere. Måske havde det været bedre at humpe sig igennem koncertens sidste krampetrækning end at udstrække pinslen …
Vend jer ommmm …
Svartkonst er dygtige musikere, men jeg tror ikke, at de ville klare IKEA-testen. De forsøgte ellers ihærdigt at reparere teknikken og skrue en god koncert sammen. Det sidste lykkedes alligevel i sidste ende, for de forstod at fastholde mig med fængende temposkift, mens tremoloen og de taktfaste rytmer kæmmede min hjernes folder og indgød en svalende ro midt i tankernes virak. De er alle habile musikere, der forstår at skabe særdeles stramt komponeret blackened death. Derfor er det også så ærgerligt, at koncerten blev afbrudt, så den dystre, mættede og mørke stemning, de netop så fint havde opbygget, forduftede sammen med scenetågen. Svartkonst fik heldigvis til dels genopbygget stemningen, og man kunne mærke den massive kraftanstrengelse, de lagde i koncerten. Bandet formørkede vores hjerter – og de kan trøste sig ved, at ingen tager skade af at få sunget lidt Bonnie Tyler. Næste gang skal de måske bare vende sig om lidt hurtigere.
