Foto: Neil Poulsen
Yay for penistortur
De uvorne unger fra efterskolen var endnu en gang sluppet ud fra eftersidningen for at uddele musikalske tæsk til masserne. Den eftersidning fik de, efter de udsatte publikum for “Public Penis Torture” på Copenhagen Metal Fest, hvilket min forskruede kollega åbenbart elskede, idet de høstede hele ni kranier for penistorturen. Man kan ikke tale om dansk slam uden at nævne Guttural Disgorge, hvilket er noget af en bedrift, især i så ung en alder – for de har en genre- og selvbevidsthed, som mange ældre, erfarne bands kunne lære noget af. Sidste gang jeg så dem, var på Viborg Metal Festival. Dengang var jeg ikke sikker på, om jeg skulle grine eller brække mig, så nu ville det blive spændende, hvilken af de to det skulle ende med i aften.
Monstergris på mordtogt
Vi var vist flere, der havde været et smut forbi Læsehesten inden festivalen. I hvert fald stod en blandt publikum klar med et Anders And-blad til guitarist Ludvig van Norde. Der var dog ikke meget Disney over denne koncert, der burde være forbudt for børn – problemet er bare, at de allerede står på scenen. De unge kinders mundvige var højere trukket op end underbukserne på de nørder, som bandet helt sikkert har uddelt olferter til i skolegården. Spilleglæden strålede ud af dem, idet forsanger Anton Theilade glad proklamerede, at de ville smadre vores hjerner til mos!
Denne aften var der generelt en fin balance mellem alle de bizarre klip fra eksempelvis South Park og Guttural Disgorges bastante slamsange … selvom vi da også lige fik bidden med ‘God, I love fentanyl’ og ‘my favorite type of weed is cocaine’. Men ellers ville man jo heller ikke kunne kende dem, og det bidrog med det skud humor, som man har brug for, hvis man skal sluge slamgenrens smattede splatter. På eksempelvis “Lethal Injection” var Christian Schneiders bastoner tunge som en kødhammer, der stødvist smadrede vores kranier til ukendelighed. Trommeslager Anton Hansens altid veleksekverede rytmer sikrede samtidig, at hamren faldt taktvist mod hjernemassens grålyserøde mos, så vi ikke blev skånet for et eneste slag. Guitarlyden havde fået amputeret sine ben og haltede, men det var en gennemgående gene ved flere koncerter og ikke bandets skyld. Nu er slam jo heller ikke ligefrem en genre, der er præget af store guitarsoli, og van Norde gjorde det godt, når hans lyd ikke var helt fladmast under bassens donkraft.
Sætlisten var velvarieret med både nyere materiale såsom titelnummeret fra First Degree Murder, som udkom sidste år. For en perverteret slamentusiast var der tale om en decideret hitparade. Der er dog et mindre aber dabei: De må gerne komme med mere nyt materiale. For folket er sultne efter friske kadavere at gnaske i, selvom man aldrig bliver træt af de gamle kendinge – omend råddenskaben efterhånden gennemsyrer deres kød og sætter sig mellem tænderne. Theilade lød som en mesterlig monstergris på mordtogt, veloplagt af en umættelig blodtørst. Hans vokal er både imponerende dyb og har en stor ambitus, da hans pig squeals til tider går op i en spids og bliver helt perfekt diskante. Nok er disse gutter unge, men de kan deres kram og leverer altid varen af rådden slam med stor entusiasme og spilleglæde – den håber jeg, at de bevarer!
Øl til Ozzy
Gulvet må have været særdeles tørstigt denne aften, for vi var i den grad nogle blandt publikum, der fik hældt en skænk ud til Ozzy under koncerten, som nogle gør for at hylde ham. Mens folket først havde takket nej, da bandet opfordrede dem til at starte en pit, kom de nemlig godt efter det med en solid moshpit, der sendte bølger af energi gennem hele salen og gjorde, at ingen fadøl var i sikkerhed. Guttural Disgorge viste et stort overskud, idet de også efter koncerten havde tid til at hilse på publikum. De spiller altid ulækkert godt, men denne aften havde de skruet endnu mere op for energien og strømmen i den elektriske stol, som de placerede os i under koncerten. Man kunne mærke, at de elskede at være der – og publikum elskede dem. De er en gave til slamgenren, og jeg håber, at de aldrig stagnerer i kloakkens brakvand, men bliver ved med at svømme videre ned i slammens slam med samme spilleglæde.
