Skriv Fernet Branca i Jira’en

Et godt brød skal hæve længe, og det københavnske alternative metalband Dreadway har haft en EP-bolle i ovnen i omkring fire år. Catalyst var netop udkommet, da jeg mødte de fem gutter på Märkbars mørke metal-bæverding til et interview samt en gennemlytning af EP’en. 

Både bandet, publikum og jeg var spændt på interviewet, der som alle bandets andre gøremål nok var skrevet op i deres Jira. For som forsanger Morten Lauritzen sagde:

“Så skal man jo sige et eller andet klogt. Og det gør jeg sjældent.”

En fra publikum svarede:

“Hørt!”

Lauritzen:

“Det er min kæreste. Hun er enig. For en gang, sgu.”

Men mon ikke der alligevel kunne lette et par bevingede ord fra bandet. Kvintetten mødtes ad snoede veje, som guitarist Shane Goodwin fortalte:

“Mig og ham den skaldede, Alex (guitarist Alexander Haug, red.), det store brød, har jo faktisk dyrket noget bodybuilding i gamle dage. Nogle af os bærer stadig præg af det.”

Haug tilføjede: “Andre lidt mindre.” 

Goodwin fortsatte: “Men vi snakkede sammen på det her bodybuilding-team om, at vi godt kunne lide rock og metal og så videre. Og sådan, ej, vi skal da fandeme spille noget musik sammen. Efterhånden så fik vi faktisk arrangeret, at vi sad og plimrede noget blues, rock eller et eller andet. Og så tog det ene skridt det andet. Den Alex, der sidder længst væk (bassist Alexander Codda, red.), kender jeg fra restaurationsbranchen. Vi har langet mange Fernet Brancaer over disken sammen. Ja, ja, husk jeres Fernet Branca. Og Reimer, trommemester Christian, er min kones venindes mand …” 

Codda taler engelsk, men forstår dansk. Derfor gik der nogle gange lidt De Nattergale i den, som da Haug videre fortalte:

“Shane og jeg var til en Baest-koncert. Og jeg tror, at ... Maybe you were there also, Alex? Ja, and we fik rigeligt at drikke. Og så får vi den der glimrende idé. Vi skal starte et band. Det kunne være så fedt. Og næste dag, så skriver Shane til mig, at ... Jamen, jeg tror faktisk allerede, at jeg har en bassist. Måske også en trommeslager. Og vi har altså et øvelokale.” 

Ud over bandmedlemmerne om bordet fremhævede Haug en vigtig medspiller i EP’ens tilblivelse:

“Vi har lavet den her lille EP i samarbejde med den flotte fyr, der står lige der. Morten Engstrøm, som har produceret, skruet på alle knapperne, og hvis jeg må sige det, gjorde det pissegodt. Vi kommer til at indgå i et lidt tættere samarbejde, og Morten kommer til at have en mere aktiv rolle på den musik, der kommer til at blive lavet fremover.”

A happy accident

Dreadway har vundet tredjepladsen til musikkonkurrencen Emergenza. Men egentlig var det slet ikke meningen, at de skulle stille op. Goodwin fortalte:

“Jeg troede simpelthen, at det her Emergenza var et sted, hvor man kunne skrive sig op til at blive notificeret om spillejobs. Det viser sig så, at det er en musikkonkurrence. Og pludselig skulle vi stille op med alt muligt på Rust uden at være forberedt. Det var i virkeligheden en rigtigt god øvelse at blive skubbet ud i, hvordan vi ret pragmatisk får noget lyd ud til nogen, som forhåbentlig vil lytte på det. Det ender så med, at vi står til finalen i Amager Bio, og det var for os en kæmpe oplevelse at få lov til at stå på den scene. Så Emergenza var lidt en misforståelse og lidt et had-kærligheds-forhold, men samtidig en fed oplevelse.” 

Verdens mindste pyramidespil

Dreadway skriver selv, at en del af deres sange handler om 'societal pressures', og det er særligt tydeligt på EP’ens første nummer, “Pyramid Dream”. Lauritzen fortalte:

“Ja, jeg er forsanger, og jeg skriver langt de fleste af teksterne med masse inspiration fra bassisten. Han er god til at sende mig alt muligt … volapyk, men også alt muligt fornuftigt indimellem. Det er ikke, fordi vi vil være særligt politiske, tror jeg. Men jeg kan ikke lade være med at gå i gang, hvis jeg først tænker nogle tanker. Den er skrevet lidt ud fra mine tanker om, at det er ham, der forsøger at sælge dig, at du skal være med i det her pyramidespil, der taler. Men generelt har jeg lidt svært med tekster og at skulle fortælle folk, hvad de handler om. Fordi jeg synes, at det er federe, hvis folk selv fortolker lidt på det.” 

Haug: “Vi kender jo alle sammen den der ven, som skriver efter ti år, om man ikke lige skal være med til at lave en god forretning.”

Reimer: “Jeg tror, at det var sådan, bandet startede … verdens mindste pyramidespil. Men hey, det virkede!”

Et venneformet tomrum

Ud over at skrive om pyramidespil og systemkritik kan man også mærke, at Dreadways musik har en følsom nerve. En del af teksterne er inspireret af et venneforhold, der gik i stykker, og den sorg, der fulgte – et breakup mellem venner kan være endnu mere smerteligt end mellem par. Lauritzen fortalte:

“Det var jo en oplevelse, jeg har tænkt rigtig meget over og brugt meget af mit liv på. Et menneske, jeg har brugt meget tid sammen med, som betød enormt meget for mig. Vi havde mange planer, og der skete mange ting. Og selvfølgelig er det sårbart, at vi ikke i årevis har talt sammen. Det føles mærkeligt, men på en eller anden måde er der vel også noget i at skrive, hvor man bearbejder det på en anden måde. Man får tænkt det meget igennem, og det tror jeg, er sundt. Ikke at undgå det, der gør ondt, men at hive fat i det og gøre noget med det i stedet.”

Blandingen af hårdheden og det bløde træder særligt i karakter på sangene “Gateway” og “Still”. Codda fortalte om den sidstnævnte: 

“Originaltitlen var “Cactus Drive”, for oprindeligt var musikken skrevet, da jeg var på tur med en gammel ven, og vi kørte gennem ørkenen. Det var også den første sang, vi producerede professionelt med hr. Morten.”

Lauritzen forklarede titelskiftet:

“'Still' var et godt ord i forhold til alle de ting, fordi det repræsenterer noget, der står stille, men også er 'stadigvæk' … at man er fastholdt i et eller andet. (Det er, red.) også et nummer, der blander meget det hårde og det bløde, for man kan godt høre sårbarheden på det her nummer.”  

Genrekamp i øvelokalet

Ud over at komme fra mange forskellige livsveje har hvert medlem i bandet også særegne genrepræferencer, som former deres musikalske tilgang. Lauritzen fortalte:

“Vi er alle fem nærmest fra fem forskellige musikalsk inspirationsmæssige baggrunde. Vi prøver faktisk ret aktivt at arbejde uden om genre, men snakker mere om den her vekselvirkning mellem noget grimt og noget flot og en eller anden form for balance i det der. Igen, vi kommer fra meget forskellige baggrunde, så det er svært at skære det hele over én kam og sige, at vi er inspireret af dem her. Der er altid kamp i øveren. Men der er jeg jo heldig, at jeg har meget at skulle sagt, fordi at jeg er forsangeren, så jeg er vigtigst.”

Lauritzen grinede. 

Haug uddybede om Dreadways skriveproces: 

“Jeg lytter til det musik, jeg godt kan lide, og så sidder jeg og riffer derhjemme og tænker, at det her lyder fedt. Og så kommer jeg i øveren og præsenterer det. Nogle gange er jeg heldig, at det bliver modtaget med åbne arme, andre gange får jeg at vide, at det lyder ad helvede til.”

Lauritzen:

“Som jeg ser det, så kommer Alex (Haug, red.) med et riff, og jeg fortæller ham, hvorfor det er pisseirriterende at skulle skrive en melodi til det riff. Fordi det er en eller anden underlig skala (…) Og så må jeg jo bare råbe, eller også må jeg lige prøve at trykke lidt på ham og se, om vi lige kan … så ændrer vi bare lige de der to toner der, og hvis du så lige gør sådan der, og så fortæller han mig, hvorfor han synes, at jeg er en idiot. Og så lander vi på noget til sidst.”

Reimer tilføjede: 

“Og nu bliver det meget udlagt, som om det er en battle. Men det fungerer ikke, hvis ikke man er meget pragmatisk, og det er vi heldigvis alle sammen. Det handler jo meget om, at det fungerer sammen. Så hvis jeg tænker, at det her kunne lyde fedt, men så er du nødt til lige at gøre det anderledes, så kommer der sådan en frem og tilbage-proces, hvor vi kalibrerer.”

Ud over at være guitarist er Goodwin også den, der bidrager til det pragmatiske i den kreative proces. Goodwin fortalte:

“Jeg tror også, at jeg er i hvert fald er den, der er mest neurotisk. Jeg er i hvert fald manden med Excel-arket. Og jeg har en Jira, hvor jeg sætter ting i to do, in progress og done.”

EP’en kan nu stå som 'done' og kan streames overalt. Det er langt fra det sidste, vi kommer til at høre fra Dreadway, for de har  mere i støbeskeen. Ifølge Goodwin skal vi ikke vente lige så længe på den næste udgivelse:

“Jeg skal ikke sige alt for meget, men det går ikke to år. Vi har en plan. Og det er, at det står i Jira.”

.