Pyramaze

Pyramaze

Pyramaze er klar med en ny omgang episk metal til folket, i form af det nye anmelderroste værk, ”Immortal”. Bandets grundlægger og ene guitarist, Michael Kammeyer, fortæller blandt andet om det korte samarbejde med Matt Barlow, hvorfor Lance King måtte forlade bandet, selskabs skift, fremtidige koncertplaner m.m.

Jeg lægger ud med at spørge til, hvordan "Immortal" skiller sig ud, i forhold til "Legend of the Bone Carver" og "Melancholy Beast"!

Vi er blevet lidt mere "mid-tempo" orienteret. Så er det samlede lydbillede blevet en smule mere heavy. Derudover tror jeg dette er det mest melodiske og "straight" album vi endnu har lavet, i den forstand at der er skruet en smule ned for det progressive.

Hvilke tanker gjorde du, da du fik at vide at Matt Barlow ikke skulle være fast sanger i Pyramaze alligevel. Kom det eksempelvis nogensinde på tale at droppe samarbejdet helt, og i stedet gå ud søge efter en ny vokalist til "Immortal"?

Jeg var selvfølgelig meget skuffet og frustreret over situationen lige til at begynde med. Og vi diskuterede da også indbyrdes i bandet om vi skulle droppe samarbejdet. Matt havde sagt at han godt kunne forstå hvis vi ønskede at sparke ham ud øjeblikkeligt, men at han meget gerne ville være med til at lave albummet færdigt. Så vi besluttede os egentlig temmelig hurtigt for at gøre arbejdet færdig sammen med Matt. Jeg tror alt andet ville have været et antiklimaks både for os selv og for vores fans. Alle havde simpelthen sat sig op efter at høre hvordan Matt ville lyde på vores nye materiale, så vi valgte bare at spille med åbne kort og sige: OK, vi laver det her album, og bagefter koncentrerer Matt sig så om Iced Earth igen. Så den kære Jon Shaffer måtte pænt vente på at vi blev færdige med "Immortal", he-he. Egentlig gik der kun en uges tid fra jeg hørte at Matt skulle tilbage til Iced Earth, til at jeg var positivt stillet over for situationen igen. Selvfølgelig var det surt at skulle af med Matt, men hans grunde for at genoptage samarbejdet med Jon og Iced Earth var tungtvejende. Jeg tror hvis jeg havde været i Matt’s sko ville jeg have gjort det samme. Så Matt forlod ikke Pyramaze og efterlod ondt blod. Vi er venner, og snakker stadig godt sammen. Der er den dybeste respekt fra begge sider, og vi er alle stolte over det korte samarbejde vi havde, Matt inklusive.

Apropos sanger, har I så en anden i kikkerten?

Ja, vi har en anden (eller flere andre) i kikkerten. Vi kører sådan lidt en uofficiel audition lige nu med sangere som vi selv synes kunne være en mulighed. Der er nogle virkelig dygtige vokalister i puljen, men vi har ikke lavet en endelig beslutning endnu.

Hvorfor fungerede det ikke med Lance King, og er der mulighed for at han på et tidspunkt vender tilbage til Pyramaze?

Lance var en type der gerne så at ting skete på hans præmisser, og gjorde det ikke det var enten han eller hans psyko-kone hurtige til at stille sig på tværs. Så da vi havde fundet os i Lance’s diva opførsel i lang tid, blev det bare for meget. Det hele kulminerede til et show vi skulle spille på en vigtig festival i Atlanta. Lance har altid været ivrig efter at inkludere hans børn og kone i band-relaterede ting. Og op til showet i Atlanta havde han spurgt mig om vi ikke skulle lave en teater intro med hans søn, som skulle passe til konceptet på vores andet album "Legend of the Bone Carver", som jo også var det album vi var ude for at promovere. De ideer han havde til forløbet lød egentlig umiddelbart fine, og jeg sagde at det syntes jeg bestemt vi skulle arbejde på. Han bad mig så om ikke at nævne noget som helst til resten af bandet om hans intro-idé, indtil han havde udviklet den noget mere, og så ville han selv give bandet en introduktion om det, og høre folks mening. Det var jo fair nok, så det overlod jeg sådan set til ham, og tænkte stort set ikke mere på det, da jeg stod for alt det andet der skulle arrangeres med hele turen, plus de andre shows vi skulle spille først. Da vi så kom til Atlanta fik vores manager pludselig et opkald fra festival arrangøren, som fortalte at Lance havde sendt ham 3 tætskrevne sider med hvad der skulle ske i introen, hvordan lyset skulle være, hvordan røgen skulle ligge osv., og arrangøren synes det hele lød lidt i overkanten for hvad vi kunne gøre. Da opkaldet kom, var hele bandet samlet hos Jonah som dengang boede i Atlanta, og det viste sig så at det var første gang de hørte om den intro – altså kun et par dage inden showet. Med andre ord, Lance havde IKKE fortalt resten af bandet om ideen, og ikke nok med det så havde han også udviklet den til at blive dobbelt så lang som vi egentlig havde snakket om. De andre bandknægte syntes at ideen lød som noget der kunne være farligt at gøre, i den forstand at nogle publikummer måske nok ville kunne lide det, men andre ville synes det var mega plat. Vores manager syntes i forvejen det var en skod ide. Da dette var vores vigtigste show til dato, og da jeg godt kunne se fornuften i at køre showet uden den intro, besluttede vi os for at droppe det. Dette fortalte vi så Lance dagen efter under vores øver, og det faldt mildest talt ikke i god jord. Lance var knust, selvom det var hans egen skyld fordi han ikke havde fået alles mening – det er trods alt et demokrati i bandet. Han endte så med at være helt ved siden af sig selv, og truede nærmest med ikke at ville fuldføre showet. Hans kone (som også var med i Atlanta) hørte naturligvis om det, og opførte sig som en psyko-ko overfor bandet. Det endte med at Lance fik lov til at gennemføre den ene del af introen med hans søn, simpelthen fordi vi kunne se at hans humør ellers ville ødelægge showet. Men det var åbenbart ikke nok, for da vi endelig kom af scenen og var høje af et velspillet sæt, stod hans kone klar og gav os den største verbale overhaling man kan forestille sig. Vi blev svinet til, og hun råbte og skreg og skabte sig, og ALLE folk backstage kunne få det hele med. Lance var skide ligeglad med at hun svinede os til, og lod hende rase ud – han forlod bare backstage rummet og gav hende frie tøjler. Det hele var i den grad uprofessionelt håndteret af ham og hans kone, at vi mistede al respekt for dem begge. Dette var som tidligere nævnt kun den sidste dråbe, der har været andre ting, hvor Lance har haft nogle mærkelige meninger, og hvor konen også har blandet sig og skabt sig, så nu måtte det være slut. Da vi kom hjem holdt vi et band møde, hvor vi besluttede os for at smide Lance ud. Så jeg kan med sikkerhed sige at Lance ikke kommer tilbage til Pyramaze. Og misforstå mig nu ikke, jeg er stolt over de albums vi har optaget sammen med Lance, og Lance havde da også nogle gode sider – men de grimme sider blev bare for meget.

I mit eget anmelder eksemplar med dertilhørende typisk kortfattet bandbiografi fra selskabets side, finder jeg ikke meget info omkring selve numrene. Men med både en intro og en outro, på et album med samlet 10 skæringer, forstiller jeg mig vi er ude i et koncept?

Det er faktisk ikke noget koncept album. Pyramaze har bare en tradition med at starte et album med en intro. Og da Jonah havde skrevet et spændende instrumental nummer blev dette også brugt som "outro" til albummet. Ellers består teksterne af en blandet omgang historier, der spænder lige fra personlige oplevelser og følelser, henover historie, legender, fantasy og ting der er baseret på f.eks. bøger.

Hvordan forløb selve indspilningen denne gang? Jeg kan forstå I brugte ’Triish’ som producer/tekniker i ALU studiet i Haderslev, og efterfølgende sendte materialet til Matt, som så sammen med Jim Morris stod for indspilningen af vokalerne i Morrisound.

Jamen, på den praktiske side kan jeg da fortælle at vi brugte Triish (Tommy Riis Hansen) til at optage alle instrumenterne, og det foregik som du rigtigt nok nævnte i ALU-SOUND studio i Haderslev. Og ja, så fik Matt og Jim hele molevitten sendt til Tampa hvor de stod for at optage vokal og kor. Og til sidst fik vi så alle tracks tilbage igen for derpå at mixe det med vores gamle producer Jacob Hansen. Det hele forløb egentlig forholdsvis problem frit, dog viste det sig hurtigt at vi havde booket alt for lidt tid til at optage instrumenterne. Men det problem fik vores tekniske troldmand og trommeslager Morten hurtigt løst, ved at etablere "studio 2". Morten fik simpelthen sat et mini-protools studie op i et andet lokale, hvor han og Jonah kunne arbejde på keyboard sporene, imens mig og Toke optog guitar sporene i "studio 1" sammen med Tommy. Det fik lige redet vores tidsplan. Ellers havde vi det såmænd skægt som vi plejer. Jonah fik lært nogle nye danske fy-fy ord, og han fik drukket sig stjerne-lam i kaffe-punch. Og som han plejer rendte han rundt og savlede over de danske piger, for som han siger så er 80 procent af pigerne i USA enten overvægtige eller tude grimme he-he. Men som regel arbejdede vi monster hårdt, og den ene dag tog vi faktisk en 14 timers session. Vi spildte ikke tiden, men havde det skægt.

"Legend Of The Bone Carver" blev udgivet på Massacre, hvorimod "Immortal" er udgivet på det noget mindre Locomotive. Fortæl lidt om baggrunden for skiftet.

Altså, for det første er Locomotive ikke et mindre label end Massacre, de er blot nyere. For det andet var vores skift helt og aldeles noget vi selv ønskede og valgte, så det har intet med vores live aktiviteter at gøre. Massacre gjorde ganske enkelt ikke et godt stykke arbejde for os. Vi ville ud af kontrakten, og da de kun havde rettighederne til ét album, sagde vi stop efter det korte samarbejde vi havde. De havde optionen på et album mere, hvis de vel og mærke ville betale fornuftigt for det. Men da vi spurgte dem hvad de ville, og sagde hvad prisen var for det nye album, sagde de nej tak, og vi havde frie tøjler til at finde et andet selskab. Da de så senere hørte at Matt kom med i Pyramaze, har de nok fortrudt deres beslutning he-he. Men hvorom alt er, så sendte vi "Immortal" ud til en håndfuld selskaber som vi gerne ville arbejde med. Locomotive var et af disse selskaber. Vi endte med at få tilbud fra 4 selskaber, hvoraf nogle var større end Locomotive. Men Loco var dem der lød mest entusiastiske, og de kunne love os nogle ting på promotion siden, som de andre ikke var så gode til at få meldt ud. Derudover ville vi hellere være det store band på et mindre label, end en lille prioritet på et stort label. Så derfor valgte vi Loco, og det har vi ikke fortrudt.

Det virker som et bevidst valg at I ikke turnerer så meget, da mange af Jer både har enten job, hus og familie at passe ved siden af… men én gang musiker, altid musiker, så det må vel alligevel krible lidt i fingrene for at komme ud at spille, eller hvordan... er scenen helt udhulet?

Selvfølgelig kribler det i fingrene for at få spillet lidt, men ikke så meget som før i tiden. Som du selv nævner, er der for de flestes vedkommende andre prioriteter i dag, så som hus, job, familie osv. Og de ting går nu engang ikke så godt i spænd med turne livet. Derudover ville vi ikke tilnærmelsesvis kunne tjene de samme penge på at turnere, som vi kan ved vores normale jobs. Og da der efterhånden er faste regninger osv. der skal betales, kan vi ikke bare smide det hele for at komme ud og spille. Så er der også et par stykker af os som har gang i vigtige studier, som Niels der snart er færdig på musik konservatoriet med udmærkelse, og Toke der læser til grafiker. Det er faktisk kun Jonah som lige nu satser mere hårdnakket på metal musikken som fuldtids proffesion, derfor har han også en håndfuld projekter ved siden af Pyramaze for at få tiden til at gå, og skrabe lidt penge sammen. Men vi kommer da ud og spille, og man vil også kunne se os i Danmark i November. Mere info om det kommer i løbet af sommeren.

Som band virker I ret sammentømret, og hvor kun forsangeren har været udskiftet. Deler I som band dermed de samme prioriteter og visioner, om hvad det vil sige at være en del af Pyramaze?

Stort set ja, borset fra at Jonah og Toke gerne så at vi spillede mere live. Men ellers er vi alle på bølgelængde, og det at vi ikke mødes hver uge for at øve gør nok også at vi har haft nemmere ved at holde hinanden ud i så lang tid he-he. Nej – vi er såmænd gode venner i bandet, og det er man også nødt til at være for at arbejde så hårdt med noget, der giver så lidt økonomisk afkast som heavy metal gør nu om dage. Vi ønsker bare at Pyramaze skal være et stort og respekteret navn indenfor vores genre, og det lader til at vi efterhånden har fået sømmet vores navn godt fast i metal verdenen. Top 5 og Top 10 placeringer i Europas store metal og Rock blade siger os i hvert fald at vi gør noget rigtigt. Og så når man ser sine egne plakater hænge i den lokale Fona, uden at man selv har bedt om det, så ved man at navnet efterhånden er så stort og distributionen så god, at vi kan være tilfredse.

Du har, og med rette, fået meget ros for dine kompositoriske evner i Pyramaze, men hvilke kunstnere er du selv blevet inspireret af i tidens løb – både lyrisk og musikalsk?

Tak for roserne. Tjaaa, sang skrivere som Tuomas Holopainen fra Nightwish, eller Hansi Kürsch fra Blind Guardian er nok nogle af de personer indenfor metal der i min bog er de bedste. Så har jeg også i mange år været imponeret af Jon Shaffer fra Iced Earth, men jeg synes måske at han kører lidt for meget i det samme her på det sidste. Dog skal han have stor ros for det han har lavet i fortiden. Ellers må komponister som Hans Zimmer og James Horner også nævnes, da jeg virkelig nyder episke film soundtracks.

Jeg takker for din tid til dette interview, og vil lade dig runde af med de sidste ord. Og håber I snart kommer ud og spiller nogle koncerter.

Selv tak, det var en fornøjelse. Jamen jeg vil bare takke vores danske fans, og jeg lover Jer at vi vil være at se rundt omkring i Danmark i November. Skål!