Interview med Stine Omega om Boneyard
I forbindelse med etableringen og offentliggørelsen af Boneyard på Copenhell 2024, har vi her på heavymetal.dk været så heldige at få os en lille snak med Stine Omega, hvor hun forklarer om konceptet, og hvad publikum kan forvente.
Du kender hende fra radioen, hvor hun i Omegalisten med stort vid og kompetence introducerede lytterne for et hav af kendte såvel som ukendte kunstnere.
Med et hjerte bankende for musik i alverdens afskygninger kom det næppe som en overraskelse, at Live Nation/Copenhell introducerede Stine Omega som en del af staben, for er der en kvinde, der har fingeren på musik-pulsen, så er det hende!
Hej Stine. Først vil jeg sige dig tusind tak, fordi du tager dig tid til at tage denne lille snak med mig.
Jamen, mange tak fordi du vil snakke med mig.
Lad os hoppe direkte ud i det. Boneyard. Prøv at beskrive dette helt nye og spændende koncept. Hvordan kom den idé på banen? Kan du prøve at tage vores læsere med tilbage til dengang, det blot var en idé og til nu, hvor det er en realitet?
Jamen, jeg er jo egentlig kommet ind sådan lidt fra højre, fordi jeg har fået den her promoter-/bookingstilling, efter jeg var færdig med at lave radio. Så hele Boneyard-konceptet var et eller andet sted defineret, så derfor har jeg måttet spørge mine kolleger, hvordan det er.
I år har vi jo ikke noget Smadreland, så der er jo en hel plads, der skal bruges til noget, så derfor blev hele denne her idé skabt af de her folk, der i forvejen står for atmosfære-temaet, og fordi det er et af de her industrielle steder, var deres tanke at lave sådan en post-apokalyptisk stemning derovre, og der var mange ting frem og tilbage, men det hele handler i bund og grund om, at det er et sted, hvor man får udfordret de fysiske og de psykiske grænser og ikke mindst fordomme. Især snakken om hvordan man kan udfordre folks fordomme, var jeg med inde over. Så det her sted, hvor der bliver prøvet mange, mange ting af.
Der kommer jo folk, der bliver hængt op i kroge (red.: suspension), du kan få testet din smertegrænse, Peech kommer, og det er – for dem, der ikke ved det – en moderne sexshop.
Altså hele det her område kommer jo til at være virkelig smadret, vildt og sejt, og der kommer til at være BMX- og skate-konkurrencer, fordi der i forvejen er Copenhagen Open, så vi har inviteret en masse af de her topprofessionelle skatere til også at køre og lave konkurrence samtidig. Så det hele bliver sådan et vildt sted.
Så jeg tror, at ud af det, at man tænkte, at hvis man nu lavede de her ”in your face-shows”, det ville bare passe rigtig godt ind. Derfor spurgte Jens Carlsson, som er en af bagmændene bag konceptet, mig, om jeg kunne tænkte mig at få teten på det i forhold til bands, og det ville jeg jo gerne. Jeg var jo ny i denne sammenhæng, var lige kommet ind i gamet og var sådan lidt ”uhhh”, men det var fedt at få ansvaret og samtidig sidde med et område, der er vores i fællesskab, men at det musikalske udtryk, den havde jeg bare. Der blev snakket meget frem og tilbage, hvad skulle vi, og vi havde nogle flere folk inde over og frem og tilbage, men lige pludselig faldt femøren, og så var jeg bare: Fuck det. Nu gør vi, som JEG siger (Stine bryder ud i latter), og det var der total opbakning til fra alle de andre her. Det skulle jeg bare gøre, så man kan sige, at vi har et område, der er industrielt. Hvad kunne man mon lave der? Man kan lave det her post-apokalyptiske univers med alle mulige ting, hvor du bliver testet fysisk og psykisk, på fordomme, på atmosfære og på dine egne grænser.
Jeg glæder mig helt vildt, for det er, som om alle de ting, man kan opleve, bliver løftet på et andet niveau. Nu kan man gå ind og interagere på anden vis, end hvad Smadreland var. Nu har vi re-tænkt det hele, og det kommer der det her meget spændende og lidt skræmmende sted ud af, og det synes jeg er superfedt.
Hvem er det helt konkret, der har udover dig har været med til at søsætte Boneyard? Hvem er i arbejdsgruppen?
Jamen, det er Jens Carlsson og Morten Ricevuto Hansen der i forvejen står for atmosfæren, og så er jeg blevet trukket ind for at stå for bands.
Jeg kan forstå, at det var idé, der har været på tegnebrættet i lang tid. Vil du betegne det, som om du har været en slags katalysatoren for, at NU skulle det fra idé til handling?
Ja, ligesom for at samle det. De har jo i lang tid snakket om, at der skulle være bands, men de skulle lige finde ud af hvordan og hvorledes. Hvad skal vi gøre med de her bands? Hvad skal det være for noget? Hvem skal vi have til at spille og så videre, og den var jeg ligesom med inde og lukke og sige, ja, vi gør sådan her. Det er sådan her, at det skal være.
Er Boneyard et tiltag, der er opstået ud fra publikums feedback, ønsker og idéer, eller er det helt og holdent jeres egne ideer, der ligger bag?
Uha, der må jeg blive dig svar skyldig, for det er som sagt noget, der har været på tegnebrættet, før jeg blev en del af det. Jeg kan kun tale for musikken og bands, og jeg kunne da absolut ikke forestille mig andet, end at der er blevet lyttet til publikum, og at man måske hele tiden har tænkt, at de ville lave noget, der var endnu federe, end dét der i forvejen er på festivalen. Men jeg har da helt klart en fornemmelse af, at vi løfter festivalen med det her tiltag, da det bliver meget mere publikumsinddragende, fordi det er sådan et område, som du i bogstavelig forstand går ind i og går rundt i.
Du skal ikke skrive dig op til noget. Ja, tro det eller lad være, men du kan også blive skilt derinde. Hvordan det lige kommer til at fungere i praksis, ved jeg ikke, men du kommer til at kunne prøve rigtig mange ting af. Måske skal man tænke på det som et nyt område a la Udgård, altså hvor man har Boneyarden, som du kommer ind i – det er en helhed.
Det er sådan lidt Fallout, Mad Max møder Terminator, den her helt punkede Mayhem-agtige ting, helt smadret. Det forbudte!
Kan man sige, at Boneyard er for de subkulturer/personer indenfor metallen, som finder det ordinære Copenhell lidt for poleret? At de savner noget, der er mere i tråd med det, de hører, og hvor de føler sig hjemme, og som nødvendigvis ikke hører sig til normalt på Copenhell?
Ja, altså man kan sige, at med det her koncept har vi haft mulighed for at trække bands fra undergrunden ind og så lave en mikro-Copenhell, men som rummer det hele, og så laver man det her sted, som er helt smadret, men samtidig er indbydende, fordi alle er jo velkomne derinde. Så derfor synes jeg, at når man har købt en billet til Copenhell, så skal man også have muligheden for de her oplevelser lidt ud over det sædvanlige. Og der skal man kunne blive overrasket og stå tilbage med tanken: Hvad i alverden er det her for noget? Og det er måske rigtigt, at det ikke er så folkeligt som eksempelvis at gå i Biergarten, som ja … er Biergarten.
Er det meningen, at Boneyard er tiltænkt som et tilbagevendende koncept, eller er det ”bare” noget, der skal afprøves i år?
Ja, det er meningen, at Boneyard er tiltænkt som noget, der skal blive, men det er klart, at første år altid er sådan en slags betaversion. Der vil helt sikkert være ting, der fungerer rigtig godt, og ting, der skal nytænkes, men det tager vi op til revision efter festivalen.
Sådan noget er superspændende at være med til at starte, og jeg er sikker på, at det er kommet for at blive, altså, det regner jeg med, men lad os afvente og se, hvordan det udvikler sig i fremtiden.
Nu har I annonceret de bands, der skal spille. Kommer der flere?
Nej, der kommer ikke flere. Vi kører med to bands om dagen. Det handler også om, at vi ud over bands har alle de her skater-konkurrencer, OG så ligger vi lige ved siden af Helviti. Hvis vi propper flere bands ind, så kommer vi i konflikt med lyden. Helviti gør det ikke noget for, men det gør det for de små bands, og det vil være ærgerligt. Og fordi det er floor-shows, altså hvor de står på jorden, så vil vi gerne have muligheden for at sige, at vi rykker spilletiden lidt, hvis det eksempelvis står ned i stive stænger.
Der må gerne være en buffer med hensyn til tid, så det bliver en succes. Jeg tænker også, at det er bedre at være safe than sorry, netop fordi det er et nyt koncept, der skal afprøves.
Fordi det er sådan en lille scene, kan man så måske forestille sig, at de små bands med tiden bliver at finde på de større scener?
Ja, absolut. Det er ikke umuligt.
Men er det så fair at sammenligne Boneyard med et arrangement som When Copenhell Freezes Over? Altså denne her famøse Copenhell-stige, hvor man stille og roligt ”spiller sig op” for til sidst at kunne spille på en ”rigtig” festival?
Jeg ved ikke, om man kan sætte den op en til en med Freezes over, netop fordi det også er en branchefest, hvor de bands, der spiller der, er klar, brander sig selv, er sultne og virkelig gerne vil ud over stepperne, og som rigtig gerne vil spille festival, men hvor det for mange af de mindre bands fra undergrunden slet ikke er et mål. De befinder sig rigtig godt i undergrunden og har egentlig ikke et behov for at skulle ud og have for eksempel en pladekontrakt. Det er slet ikke der, hvor de er. Selvfølgelig er der de bands, der har de visioner, men mange har det lige så fint med at være det her ukendte øvelokaleband.
Men det er da klart, at jeg er nysgerrig på at se og høre, hvad de kan. De får en platform, og så kunne det da være spændende, hvis nogle af dem havde potentiale til at spille på Gehenna næste år. Hvem ved?
Der er selvfølgelig også undergrundsbands, der synes, at det er for kommercielt at spille Copenhell, så jeg er faktisk stolt af, at det er lykkedes os at få så mange med. Det er så fedt, at de her bands også føler, at de kan bidrage med noget, og ja, det kan da godt være, at de laver fejl, men det er så fedt, at de vil det her, og måske at det giver dem blod på tanden på endnu mere.
I stedet for at vi skal vente på, at alting skal være så perfekt. Det kan jeg næsten ikke holde ud! Jeg elsker det umiddelbare, jeg elsker, når ting har kant, og det er så fedt at få lov at ryste posen og sige: I kunne være fede at have med, kunne I tænke jer det?
Hvad ser du selv allermest frem til at se på Boneyard?
Jamen, og jeg ved godt, at det er en kliché, men jeg ser frem til at se det hele. Jeg har bare brug for at se helheden i det. Der er jo nogle af bandene, som jeg har set før, men jeg tror, at det at se dem i Boneyard-regi er det, som jeg glæder mig allermest til. Hele miljøet og universet.
Jeg vil, og jeg skal se dem alle sammen. Jeg vil ned og highfive dem alle sammen.
Hvis vi så lige retter blikket mod denne her flydende spilleplan, hvor lang tid har hvert band?
De har 20 minutter. De har alle sammen fælles bag-gear, og så er det ellers bare plug and play. Der er ikke lydprøve eller noget. Det er jo det, vi godt kan lide. Det skal være skramlet, smadret, og så stikker de bare ind og spiller. Der skal være plads til det umiddelbare, og ja-ja, hvis de fucker lidt op til at starte med, jamen så er det bare sådan, det er. De skal kunne mærke, at de lever. Det skal være råt – og det er det fedeste.
Er der en bestemt publikumstype, konceptet som helhed appellerer til?
Det ved jeg ikke. Der vil jo altid være nogen, som det slet, slet ikke appellerer til. Der vil jo altid være dem, der synes, at det er federe at gå i Udgård og høre nogle spille på fløjte eller slå på tromme, men jeg tror i bund og grund, at folk vil finde det ret interessant, netop fordi det henvender sig lidt til det mørke i mennesket, som jo er en side, vi alle sammen har. Men nej, jeg tænker ikke at det henvender sig til nogen bestemte typer. Jeg har simpelthen tænkt, at der skulle ske noget nyt.
Jeg tror som sagt for det rent musikalske udgangspunkt, at det kunne være sjovt at lave et mikro-Copenhell. Altså ... for pokker, vi har et ska-band med (red: Ska er en blanding af jazz og R&B fra USA tilsat jamaicanske rytmer), hvor folk har sagt: Wtf?! Et ska-band på Copenhell, hvad sker der?
Der skal man lige huske på, at sidste år spillede Fishbone på Copenhell. Det er også et ska-band. Det er jo det, der er så skægt, at vi kan rumme alle de her ting.
Vi kan rumme Mayhem-bands, ska-bands, øvelokalebands, hardcorebands, riot-girlbands, og så kommer der et band, der aldrig nogensinde har spillet før, som kommer til at få debut på Boneyard. Det kan vi rumme der.
Det, jeg også godt kan lide, er, at folk ikke på forhånd præcis ved, hvad de forskellige bands er for nogle. Jo, de har måske hørt et enkelt navn før, men at man er nysgerrig på at se, hvem for eksempel R3ktum er, og kigger ned for at få stillet nysgerrigheden. Folk behøver ikke at få serveret og vide alt på forhånd.
Og ja, der har været meget snak om spilletider, og at der ikke er nogle spilletider, men bare rolig. Der skal nok være mennesker, og der skal nok blive gjort opmærksom på, på en eller anden måde, at nu sker der noget. Som sagt kommer der konkurrencer, og ja, som publikum skal man ikke være bange for, at man misser noget. Det er 20 minutter. Det er umiddelbart, og ja, en gang imellem behøver ting ikke at være fuldstændig firkantede, selvom jeg godt ved, at publikum elsker at kunne slå alt op og at have styr på tingene. Det har også sin charme, at vi har et sted, der er impulsivt, og hvor vi ”bare kører”.
Så lige meget hvordan man end vender og drejer det, og man måske ikke når at se et bestemt band, så skaber det noget opmærksomhed?
Ja, helt sikkert. Det tror jeg.
Hvad med hele processen med booking af bands? Har der været lydhørhed?
Ja, for pokker da. Der har simpelthen bare været ”you go”. Jeg har bare kørt med den. Jeg har lige været inde og snakke lidt med Jeppe (red.: Nissen) en gang imellem, som har sagt: ”Du kører bare”.
Det er fedt. Der har jeg været meget egenrådig i forhold til bookinger. Der har overhovedet ikke været noget mikromanagement. Der er blevet stolet på mig igennem hele processen.
Er det Boneyard som helhed, du er stolt af, eller er der elementer, du er mere stolt af end andre?
Nej, det er helheden. Jeg er superstolt af, at vi har så godt et team, som har så godt et samarbejde. Vi har nogle super dygtige mennesker i atmosfæren, som er med til at bygge det her op, så det bliver vanvittigt at gå ind i og opleve. Vi har nogle rigtig dygtige mennesker, der arbejder med kommunikation, altså i det hele taget det teamwork, vi har omkring det. Det er jeg også superstolt af. Nu skal det så selvfølgelig afvikles, og så skal vi, som jeg sagde tidligere, revurdere det hele, men jeg er stolt af det som en helhed, og især at der bliver gjort plads til undergrunden derude, og at den kan få plads på Copenhell.
Med dine egne ord, hvorfor skal folk så kigge forbi Boneyard, hvad gør det unikt?
Det er selve oplevelsen. Det prikker til noget i mennesket. Enten den her ”ej-ej-ej-følelse” ELLER en ”wow”-oplevelse. Der er musik, konkurrencer, og så er der alle de her ting, du kan mærke på din egen krop. Det er hele følelsen af eksempelvis musikken, der understøtter BMX- og/eller skatershows. Alt det, jeg drømte om som teenager, har jeg fået mulighed for at realisere nu. Når jeg drømte om at stå på skateboard i Tampa og så videre. Det er også nostalgisk, hvilket de lidt ældre formentlig vil kunne nikke genkendende til derovre.
At det går op i en højere enhed, at man kan blande det, og også at vi har det her område med helt fucked up ting. Det er naturligvis ikke for alle. Altså vi taler om smerte, kødkroge, sexlegetøj. Det er den indre, ja, hvad kan vi kalde det? Den indre bandit kan få lov at kigge frem.
Så det, jeg hører dig sige, er, at folk bare skal dukke op og slå sig løs?
Ja, helt sikkert, men samtidig opføre sig ordentligt, hvilket vi jo naturligvis regner med, at folk gør, men også at folk kan se nogle ting, som de ikke nødvendigvis er vant til at se, og at se andre folk slå sig løs. Der er ikke så mange grænser, og i bund og grund vælger folk jo selv, om de vil gå ind eller ej.
Der kommer givetvis til at være ting, der er for meget for nogle mennesker, men så kan man jo heldigvis vælge at gå igen.
Jeg vil lige skynde mig at pointere, at musikken naturligvis er førsteprioritet, men det er jo også oplevelsen at tage på Copenhell. Jeg synes virkelig, at vi løfter os i år, og der er virkelig noget at se frem til.
En ting, som jeg synes er vigtigt at nævne, er, at jeg synes, vi i Danmark skal være bedre til at bakke op om hinanden i stedet for alt det her gatekeeperi. ”Jeg hører kun black” eller ”Jeg hører kun thrash metal”. Vi skal blive bedre til at rumme hinanden, bakke op og støtte hinanden, og derfor er det så vigtigt at lave et rum, hvor der er plads til alle, og hvor vi kan lytte til hinandens musik. Hvis vi ikke kun går i vores små grupper hele tiden, men i stedet bliver eksponeret for ”anderledes” musik, så kan vi blive glædeligt overrasket. Vi skal blive bedre til at støtte op om hinanden, lytte til hinanden og ikke være så fastlåste. Lade være med at have alle de her barrierer, men i stedet unite og skabe nogle fællesskaber på tværs af genrer. Det er især noget af det, som jeg synes, de unge er rigtig gode til.
Og det er jo absolut ikke noget hate til nogen, men det er bare vigtigt at ryste posen og give plads til alle, og det er det, som Boneyard kan. Så mit råd er, tag til koncerter. Få udvidet den musikalske horisont, og kan jeg og Copenhell være medvirkende til det, så er jeg glad.
-------------
Efter vores samtale med Stine har der været en aflysning fra bandet 311, som skulle have spillet på Hades. Det betyder, at The Chains er rykket fra Boneyard til Hades, og dette har gjort plads til et nyt navn på Boneyard, nemlig Big Mess.
Lineuppet på Boneyard er nu som følger:
Onsdag:
R3ktum
Big Mess
Torsdag:
Lesion
Scimitar
Fredag:
Anti Ritual
Decorticate
Lørdag:
Schmooch!
New Money
