Vinylbanner

Interview med Shinedown

Zach Myers Zach Myers

Få timer inden tirsdagens koncert med Shinedown fik vi en snak med guitarist Zach Myers. Læs med her, hvor han fortæller om livet på landevejen, store øjeblikke – og om, hvordan ”Simple Man” blev til ved et tilfælde.

I udgav jeres seneste plade, ATTENTION ATTENTION, i maj 2018. Hvad har I lavet siden da?
Vi har været på turné konstant! Jeg tror, at Rolling Stone udnævnte os til verdens mest hårdtarbejdende band sidste år. Vi er måske det band i verden, der har turneret mest i 2018. Helt ærligt så tror jeg, at det bliver det samme her i år. Åh, jeg får helt ondt i kroppen af at tænke på det. Folk undrer sig nogle gange over, at der kan gå tre-fire år mellem, at vi udgiver et album, men det skyldes faktisk bare, at vi altid er ude at spille. Du ved, når man udgiver en ny plade, skal den promoveres gennem en masse koncerter – og først når man er færdig med dem, kan man sætte sig ned og arbejde på ny musik.

Vi skriver sjældent, mens vi er på turné. Nogle af sangene på ATTENTION ATTENTION er blevet til i bussen eller på hotelværelser rundtomkring i verden, men typisk er det ikke noget, vi gør. Jeg tror ikke, vi begynder at arbejde på en ny plade før 2021. Næste år er vi trætte; vi har brug for en pause – koncerten i København er nummer 213 under ATTENTION ATTENTION.

Wow! ATTENTION ATTENTION er jeres første konceptalbum. Hvad er din erfaring med det format – er det noget, Shinedown vil kaste sig ud i igen?
Hmm, det ved jeg ikke. At det skulle være et konceptalbum, var ikke noget, vi planlagde på forhånd. Vi kunne bare se, at de sange, vi havde indspillet, kredsede om de samme temaer og ligesom passede sammen. Det var én historie. Derfor besluttede vi en dag at gøre ATTENTION ATTENTION til en konceptplade. Vi er meget glade for resultatet, og ATTENTION ATTENTION er nok min favorit blandt vores egne album.

Hvordan kan det være?
Jeg synes bare, at både hvad angår tema, musik og tekster, har det album noget helt særligt på hjerte. Man kan også høre, at som tiden går, bliver vi dygtigere musikere. Vi bliver bedre til at skrive sange, og det er selvfølgelig godt. Førhen var enten The Sound of Madness eller Amaryllis min yndlingsplade, men nu har ATTENTION ATTENTION overtaget pladsen. Det er jo også et meget personligt album for os. Det er en samling af sange, der alle betyder noget.

Jeg læste et sted, at Bring Me The Horizon nok aldrig vil udgive en hel plade mere. Det er lidt… Du ved, selvom tiderne skifter, behøver du ikke følge trop. Mange ting ændrer sig i musikindustrien lige nu, og man skal selvfølgelig tilpasse sig, men jeg tror bare, Shinedown er et albumband. Vi producerer hele plader, fordi vi tror på, at de viser et øjebliksbillede af, hvor bandet er lige nu. Jeg vil meget hellere lytte til en cd end en ep – hvis cd’en altså er god, ha ha!

I tackler en masse tunge emner i jeres musik: selvmord, afhængighed, depression og lignende. Hvor meget er baseret på jeres egne erfaringer, og hvor meget er ren fiktion?
Der er absolut ingen fiktion. Vores bassist, Eric, forklarede det meget godt i et interview sidste år; han sagde, at vi aldrig har haft en ”Jack & Diane” – kender du den sang af John Mellencamp? Vi har aldrig skabt et fantasiunivers med fiktive karakterer og sådan noget. Vores musik er altid personlig. Vi skriver om ting, vi har oplevet. Tag bare ”Get Up”. Den sang handler jo om Eric – hans depression og hvordan han kæmper med den hver dag. Vi er ikke så meget til de der tankeeksperimenter, hvor man bare digter løs og finder på ting. Alle vores sange handler om os – vores sejre, vores nederlag, vores liv.

Og det har I tydeligvis haft stor succes med! Shinedown har eksisteret i snart 20 år, og du har været med i mere end 10. Hvad er det vigtigste, du har lært af at være i musikbranchen så længe?
Jeg har været en del af Shinedown i 16 år nu. Det har lært mig, at man rent faktisk godt kan stole på folk – også selvom branchen sommetider er grim. Jeg fik en pladekontrakt som 14-årig og tog på min første turné samme år, så jeg kender efterhånden spillet. Mit første møde med forretningsdelen af at være musiker var forfærdelig. Jeg ville bare væk, og da jeg var 18 år, stoppede jeg med at tage mig af forretningssiden. Dengang var jeg guitartekniker, og da jeg fyldte 21, kom jeg med i Shinedown. I dag er jeg 36. De år har lært mig, at der er mange gode mennesker i denne branche – de kan bare være svære at finde, ha ha! Og så lærer man også, i takt med at man bliver ældre, at navigere bedre; man lærer at styre uden om problemerne.

I er alle fire ret aktive på de sociale medier. Hvor vigtigt tror du, det er at være online og tilgængelig nu om dage?
Selvom jeg ikke bryder mig om det, er det utrolig vigtigt. Vores ven og businesspartner Darren Doane, som har instrueret en masse af vores musikvideoer, gjorde os opmærksomme på det. Du ved, alle de store virksomheder har marketingafdelinger, men det er slet ikke nødvendigt i dag. Du er din egen marketing! Hvis man skulle promovere en ny plade for 20 år siden, kostede det helt ufatteligt mange penge: Reklamerne skulle printes, der skulle laves radiospots, tv-reklamer skulle produceres osv. I dag kan jeg vitterligt fortælle hele verden om det på 30 sekunder. Det er helt vanvittigt.

Men jeg vil også kalde det et nødvendigt onde – for internettet har på samme tid ødelagt mange ting. Tag bare den måde, hvorpå folk hører musik i dag. Du ved, streaming… Det er bare ikke den tradition, jeg kommer fra. Jeg savner at holde en fysisk plade i hånden og se på billederne, studere hvem der har skrevet, produceret osv. Selvfølgelig er det meget nemmere i dag, hvor man ikke behøver at rejse sig fra sofaen for at finde ny musik. I fremtiden kan man sikkert streame direkte til en chip i vores hjerne! Så har vi direkte adgang til alle sange i verden.

Apropos sange, et af jeres mest populære numre er coverudgaven af Lynyrd Skynyrds ”Simple Man”. Den sang er jo en klassiker i sig selv; er der nogen numre derude, som I aldrig vil turde røre?
Hmm, Brent [Smith, red.] og jeg har et andet projekt – Smith and Myers – hvor vi laver covernumre, men i Shinedown er det ikke rigtigt noget, vi gør os i.

Der er en million sange, jeg aldrig ville røre: alt fra Led Zeppelin og The Beatles bare for at nævne nogle. Jeg ville heller aldrig tackle ”Bohemian Rhapsody”. Men så igen… Panic! At the Disco har spillet den, og det var helt fantastisk. Det kan godt lade sig gøre. Jeg tror, at nøglen er, at man skal genskabe nummeret; man skal ikke bare kopiere det.

Det er faktisk en sjov historie med ”Simple Man”. Bandet var inde på en radiostation og blev bedt om at spille et covernummer – men Brent kan ikke huske tekster, han ikke selv har skrevet. En af hans yndlingssange er ”(Sittin’ On) The Dock of the Bay” af Otis Redding, men hvis jeg spillede den nu, ville han skulle læse teksten for at synge med. Han har bare ikke den der hukommelsesmekanisme. Nå, men ovre på radiostationen var ”Simple Man” den eneste sang, Brent kunne teksten til. Det var helt tilfældigt – og så endte det jo med at blive en kæmpe succes. Jeg tror, at sangen blev downloadet fra radiostationen mere end én million gange i løbet af et par dage. Det var før streaming og alt det der. Helt vanvittigt.

Nogle dage orker jeg virkelig ikke at spille den sang, men jeg ved jo, at der er folk derude, som bare venter på, at vi sætter gang i ”Simple Man”. Den sang er så gammel nu, at teenagerne ikke engang kender originalen! Vores version udkom nærmest, før de blev født. Vi ved, at mange fans sætter stor pris på den sang, så vi spiller den stort set hver aften.

I det hele taget har Shinedown klaret sig rigtig godt – I sælger millioner af plader, har flotte placeringer på diverse hitlister og spiller koncerter verden rundt. Er du nogle gange nødt til at knibe dig selv i armen?
Hver dag! Nu, hvor jeg er blevet lidt ældre, er jeg faktisk meget eftertænksom. Jeg tænker tit over, hvad jeg har opnået, hvad vi har opnået… Det er et vildt liv. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville komme ud af min mors garage, og nu er jeg her. Jeg er rejst tværs over kloden og skal gøre det eneste, jeg vil: spille musik – og jeg får endda løn for det! Havde du fortalt mig som barn, at dette var min fremtid, havde jeg ikke troet dig. Jeg tænker virkelig på, hvor heldig jeg er, hver eneste dag. Det at vi fire fandt sammen, og at Shinedown nu er vores levevej… Det er ærligt talt lidt overvældende.

Hvad er nogle af de største øjeblikke, du har haft med Shinedown?
Det er både de store og de små sejre, der tæller. I 2010 tog vi på vores første arenaturné. Det var ret vildt – og i dag er det faktisk det, vi gør mest. Vi har også spillet i Ryman Auditorium i Nashville og Red Rocks i Colorado. Det var fantastisk. Derudover… Kender du Casey Kasem? Han var den største DJ nogensinde i Amerika. Alle kender hans stemme; den er lyden af vores barndom. Shinedowns sang ”Second Chance” blev nummer ét på hitlisterne, lige inden Kasem lukkede og slukkede for sit radioshow. Den sidste sang, der nogensinde blev spillet af Kasem, var ”Second Chance”. Det er vi bare helt vildt stolte af. Der er små sejre alle vegne, men vi stiller os aldrig tilfredse. Vi er altid på udkig efter vores næste mål, og det er nok det, der motiverer os.

I dag er første dag på jeres europaturné. Er der noget særligt over den første dag?
Tja, både og. Vi skal selvfølgelig lige ryste spindelvævet af os; vi kommer lige fra tre ugers ferie. Og så er det jo også noget særligt at være i Europa. Det er faktisk ret sjovt, for vi kan se, at nogle bands er meget større her, end de er i Amerika – og omvendt. Alter Bridge er meget større her end derhjemme. Det samme gælder et band som Black Stone Cherry. For os… Vi er ikke lige så populære her, som vi er i Amerika. Derfor har vi lidt mere arbejde foran os; vi har noget at bevise herovre i Europa. Vi giver den fuld gas til koncerterne – skruer lidt op for energien.

Apropos turnéer, for tre år siden spillede I på den store danske metalfestival Copenhell. Kan du huske noget fra den dag?
Ja, det kan jeg: Det var mega varmt, og jeg havde en hat på under koncerten! Hvem spillede ellers den dag? Hmm… Rammstein spillede vist ikke, men jeg kan huske, at Till [Lindemann, red.] var der. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg er desuden vild med Copenhells æstetik: store tårne med flammer og alt det. Vi vil gerne tilbage til den festival. Vi kommer desværre ikke næste år, men måske året efter! Jeg elsker festivaler; det er lidt ligesom at være på lejrskole.

Vi krydser fingre for, at I snart vender tilbage. Her på falderebet: Hvad er planen for Shinedown, når I er færdige med jeres europaturné?
Så holder vi fri i tre måneder. Fuldstændig fri – vi skal ikke engang se hinanden. Efterfølgende laver vi noget, der hedder The Deep Dive Tour i Amerika. Her skal vi ind på nogle mindre venues og spille nogle af de sange, vi ellers aldrig spiller. Du ved, B-sides, sange fra vores første tre plader osv. Vi spiller en masse numre, der ikke er vores singler. Det glæder jeg mig meget til – selvom det betyder, at jeg skal genlære en masse sange…

Den turné bliver vores eneste i 2020. Efter så mange koncerter har vi brug for at komme lidt væk fra hinanden. Vi enes godt i bandet – måske bedre end de fleste – men vi er ved at være trætte. Vi har jo også vores familier. De fleste af os er gift og har børn, og dem savner vi selvfølgelig. Men helt ærligt så tror jeg også, at verden trænger til en pause fra os. Vi har turneret så meget i forbindelse med ATTENTION ATTENTION: tre runder i Europa, seks i USA, to i Canada. Vi trænger til en pause.

Kan du ikke få nok af Shinedown? Så læs vores anmeldelse af bandets koncert i KB Hallen lige her.

Tilføj kommentar