Vinylbanner

Metalsnobbens Hjørne – Modepolitiet og kulturel appropriation

Snob

Danmarks Radio til undsætning

Lige siden mit sidste indlæg har jeg gået og filosoferet over, hvad mit næste skulle handle om. Oprindeligt var tanken, at jeg ville give mig i kast med at snakke om genrer, ganske som en læser havde spurgt om. Men halvvejs igennem det projekt gik jeg død. Dertil overvejede jeg, på baggrund af et skriv fra Devilution, at skrive om netop de minoritetsproblematikker, der er i metalmiljøet. Men efter at have indset, at det blot ville blive et langt skriv, hvor jeg teoretiserede over et problem, jeg ikke ville kunne løse, kom jeg fra i det.

Men heldigvis kom Danmarks Radio til min undsætning, da de udgav en artikel omkring en flok rasende metalfans, der mente, at deres kultur blev tyvstjålet af lægmænd. Det fremstår dog ikke helt klart, hvem det er, der er så rasende, men baggrunden er åbenbart et ”opråb” fra amerikanske Loudwire, hvor en af deres skribenter følte sig krænket, over at en ”normie” vovede at iføre sig in Iron Maiden t-shirt. Her skal vi lige huske, at Iron Maiden har eksisteret siden 1975, udgivet 39 album, igen og igen har toppet diverse hitlister og solgt mere end 100 millioner album.

Ergo må vi konstatere, at Iron Maiden er essensen af folkeeje og ikke et lille nicheprojekt, som du kan gå og have for dig selv. Ligeledes har jeg en stinkende fornemmelse af, at selv samme skribent hviner henrykt, hvis lokalradioen spiller ”Number of the Beast” – så jeg vælger at trække det sorte kort; hyklerkortet.

Jeg læste kommentarsporet på P3’s opslag, men også på den deling vi selv her på heavymetal.dk lavede. Og lur mig, om ikke jeg også spottede en solid håndfuld hyklere der!

Næsten alle kommentarerne handlede om, at folk slet ikke kunne se problemet i, at ikke-metalfolk gik med trøjer, der repræsenterede diverse metalbands. Næ nej, de mente, at folk skulle da bare bruge alle deres penge på T-shirts med Metallica og KISS i H&M.

Og se, det er jo alt sammen meget fint, og det kan da snildt være, at alle dem, der har kommenteret, rent faktisk mener det, men derfor ved vi jo stadig, at det vrimler med de såkaldte ”gatekeepers” derude. Dem som, helt uden at blinke, kan finde på at overfuse fremmede på gaden, mens de med fråde om munden, kræver, at de straks kan fortælle, hvilket nummer der kom først på Metallicas Ride the Lightning, eller hvilket nummer der lukker og slukker Slayers Hell Awaits.

Og guds nåde og trøste de stakler, der ikke kan svare, for så er hr. Gatekeeper klar til at give dem et foredrag af en anden verden som et aggressivt Jehovas Vidner-medlem, der fortæller dem, at de burde skamme sig, gå hjem og lytte og straks erkende deres synder samt bede om syndsforladelse hos Lemmy eller Dio.

Men hvad med dig selv?

Jeg skal ikke spille hellig, for da jeg selv startede med at høre metal ”for alvor” for 15-16 år siden, var jeg helt sikkert selv lige så åndet og rædderlig – det er jeg faktisk helt sikker på. Dengang kunne jeg sikkert, ligesom ham fra Loudwire, finde på helt uironisk at citere Manowars ”Wimps & Posers” – bare tanken giver mig en dårlig smag i munden – den smag der kun kan skylles væk med uhyrlige mængder kold cava. Men pointen er, at jeg jo netop ikke længere er en bøvet teenager, og selvom jeg knuselsker metal og ser mig selv som en, der dyrker metal, så kan jeg da ikke være mere ligeglad med, hvem der har hvilken T-shirt på – hvilket desuden også rager mig en papand, jeg skal da ikke rende rundt og lege modepoliti! Tværtimod synes jeg kun det er fedt, når jeg ser folk, der har diverse band T-shirts på, uanset om de hører bandet eller tror, der står Ratlord i stedet for Bathory.

Jeg arbejder, tilfældigvis, med børn og unge mennesker, og det sker ganske ofte, at de har en T-shirt på med Ramones, Metallica, KISS eller Nirvana, og de har ingen anelse om, hvem eller hvad de reklamerer for – og det skal de heller ikke, de er børn og unge – to grupper, der brillerer ved ikke at vide noget om noget.

Jeg ville da være en kæmpe nar, hvis jeg overfusede dem, fordi de ikke vidste, at Ramones havde skrevet ”Commando”, eller at Metallicas trommeslager var dansk.

Det sker da, at jeg spørger, om de ved, hvad/hvem de har på trøjen. Hvis de svarer ja, siger jeg noget anerkendende, hvis de svarer nej, svarer jeg tilsvarende anerkendende, eller også kan jeg finde på at anbefale et nummer eller tre. Men til syvende og sidst har jeg ikke noget at skulle have sagt – jeg påtaler det jo heller ikke, hvis en af dem har en Billie Eilish-trøje på, men her antager jeg så også, at de har den trøje på på samme måde, som ”vi” har en Slayertrøje på. Personligt har jeg da i skrivende stund en T-shirt med Alcest på. En trøje, som de børn og unge faktisk har spurgt ind til… ganske vist fordi de ikke var sikre på, hvorvidt der stod Aladdin eller Incest på den…!

Sure gamle mænd

DR-artiklen valgte også at have fokus på den famøse sag, hvor Gary Holt var blevet gal over, at en Kardashian havde en T-shirt med Slayer på, hvilket fik ham til straks at få fabrikeret en ”Kill the Kardashians” trøje. Hvilket ærligt talt er pinagtigt barnligt – og her føler jeg, det lige er nødvendigt at påpege, at jeg bestemt ikke vil beskytte eller tale pænt om hele Kardashian/reality-tv-kulturen, den mener jeg ærligt talt er en svøbe og intet, absolut intet, godt gør for noget eller nogen. Men det er ikke et problem jeg kan løse, altså udover at undlade at se diverse programmer.

Men derfor er Holts reaktion stadig plat. Men hvad er det egentligt der kan få en granvoksen mand til at blive så gal, at han laver den slags T-shirts?

Som jeg nævnte i mit tidligere indlæg, så er vi metallere en befolkningsgruppe, der tager vores musik meget alvorligt, og absolut også for alvorligt. Vi balancerer ofte på knivsæggen mellem passion og fanatisme, men man kan jo heller ikke stave fanatisme uden først at skrive ”fan”.

Så når vi ser vores kultur blive besmittet af nogen, som vi ikke føler værdig, sker det, at vi ser det som en korsfarer så en pavelig bulle; altså et opråb om at dræbe vores modstandere og sprede den sande tro. Bevares, vi er primært blege, småborgerlige mænd i den vestlige verden, så vores måde at gribe til våben er ved at hidse os op på internettet, så det er jo ikke en reel trussel. Det er faktisk bare til grin.

Påtagede familieværdier

Men til grin eller ej, så ændrer det ikke på, at vi ser vores musik som en hellig kultur og ser vores idoler som afguder eller helgener. Vi bygger statuer af dem, opkalder festivaler efter dem og ærer dem sådan, som vi mener, de bør æres. Vi snakker utroligt meget, og om at stå stammen om brødrekærlighed og familieånden og om hvor godt vi har det, når vi står skulder ved skulder og glammer med på ”Walk”, eller kniber en tåre til ”Nothing Else Matters”. På samme måde som fodboldspillere har en hånd på hjertet, når nationalsangen spiller ud over stadion.

Med så stærke kulturelle bånd og ideer skulle man da mene, at vi var urørlige, og at intet kunne genere eller skade os, for novra, hvor vi bryster os af at være bedre end alle de andre. Men alligevel, så krævede det bare at en kendis iførte sig en Slayer trøje, før vi var klar til at nedkalde en fatwa. Ja hold da magle, hvor er vi bare seje og stærke – vorherre bevares! Sort kort til jer alle – forpulede hyklere!

Vi vil så gerne fremstå som unikke og bedre, fordi vi hører noget, som andre mener er farligt eller uhyggeligt, men samtidig higer vi efter alle andres accept og anerkendelse – hvilket man da også hurtigt kunne læse i begge kommentarspor. Der var godt nok mange der mente, at det – helt urelateret – var for dårligt, at P3 aldrig spillede metal. Nu må I sgu vælge mine herrer, vil I være de seje outsiders, som håber, at folk synes, I er uhyggelige på grund af jeres musiksmag, eller vil I accepteres bredt? Nu må I vælge, hvilken lejr I vil have et ben i.

Lad falde, hvad ej kan stå

Metalkulturen… Vi er jo ikke en kultur, derfor får du simpelthen ikke lov til at stå og bjæffe op om, at nogen har stjålet dine værdier og din arv, og du kan godt glemme alt om at påberåbe dig retten til at føle dig krænket. Hele ideen med, at vi er et folk med fælles normer, smag og værdier er jo helt til hest. Konceptet med at vi skulle være en familie, er så påtaget og så søgt, at det jo er decideret pinagtigt. Jo hurra, vi har begge to en Metallica T-shirt på, og vi har begge lagt en nyre i pant for at få lov til at erhverve os en varm fadøl, men så stopper det også der. Vi er ikke brødre, vi er ikke kammesjukker – og nej, jeg skal ikke have en robotplæneklipper eller et køleskab med hjem, er du da blevet komplet vanvittig? Og nej, jeg skal ikke synge med på den nye fællessang – så stop dog og gå væk! Normalt er jeg stor fortaler for fællesskabet, men ikke når det bliver trukket ned over ørene på mig, uden jeg selv har lov at sige noget til det. De sekteriske elementer af et broderskab er der, hvor jeg står på bagbenene, jeg skal sandelig nok selv sige til, om jeg ønsker at tage del i fællessang, eller om jeg skal være med i diverse metal-facebookgrupper – tak!

Vi er ikke på hold sammen, Flemming, så fat det dog!

Vi er en flok mennesker, der på baggrund af vores musikalske præferencer bliver sat i samme kasse, om vi vil det eller ej. Nogle nyder den kasse – novra den er hyggelig – mens andre straks leder efter udgangen som en anden Theseus, dog uden den røde snor. Men det er også det, mere tilfælles har vi simpelthen ikke!

”Er du sår’n en, der kun hører det der metal eller hva’, det der uargh-argh-djævlemusik?!” Det er et spørgsmål, vi ALLE har fået smidt i hovedet alt for mange gange, og jeg skal – som den snob jeg er – være helt ærlig og sige, at mit svar omhandler, hvad personen helt præcist mener med ”sår’n en der”. For ja, jeg er sådan en, der hører obskur black metal. Ja jeg er typen, der hører avantgarde metal fra tidligere Sovjetstater, og ja, jeg kan sagtens være at finde til både Metallica- og Ghost-koncerter – check. Men om jeg er sådan en der, der står og skriger ”SLAYARG!” i et S-tog, sådan en der kaster med fadøl, sådan en der kommer op og slås eller kun går i forvaskede t-shirts fra midten af 80’erne, så er svaret et rungende nej. Det har jeg aldrig været, det bliver jeg aldrig, og det vil jeg godt nok heller ikke være. Og vigtigst af alt, så er jeg hverken på hold med eller, gud bedre det, i familie med dem, der er sådan.

Jeg står tilfældigvis bare samme sted som dem, og tro mig, jeg ville da også ønske, det ikke helt var sådan det forholdt sig – men ak, de har jo også købt billet, så de har præcis ligeså meget ret til at være der som jeg, og de er heldigvis for fulde til at bemærke, at jeg ruller øjne af dem – hvilket også er superbarnagtigt af mig, men i det mindste laver jeg ikke en T-shirt, hvorpå der er trykt ”Kill Flemming”, eller hvad han nu hedder.

Pli uanset uenighed

Og så lige for at slå noget fast med enorme syvtommersøm, fordi vi lever jo i en tid, hvor alting skal skæres i pap og bøjes i neon… Hvis DU matcher en af mine mange beskrivelser, hvis du bare elsker påtaget kammerateri eller mener, at man skal kunne samtlige sangtekster, et band nogensinde har skrevet, før man overhovedet må så meget som overveje at købe en T-shirt med bandet på, så er det sådan, du er – og du har lige så meget ret til at mene og tænke det, du tænker, som det jeg tænker. Jeg har ikke ret (det har du heller ikke), og bare fordi jeg ikke kan lide noget, betyder det hverken, at det er skidt eller kanel – det er bare sådan, min virkelighed er.

På samme måde som når jeg ruller øjne af dig, der skråler med på ”Ace of Spades”, på samme måde kan du slet ikke forstå, at jeg får gåsehud af Deafheaven. Vi er nemlig forskellige – og det er okay, det er faktisk skønt! Men derfor skal vi stadig opføre os ordentligt overfor hinanden og overfor andre, uanset hvor snobbet du synes, jeg er, eller hvor bøvet jeg synes, du er, capiche.

-

Traditionen tro skal vi jo slutte et indlæg af med en playliste. Men hvad dælen er dog det soniske tema for præcis denne uhæmmede omgang nonsens? Bedrevidenhed? Individualisme? Raseri? Sammenhold? Sammenfald? Uenighed? Kommercialisme? Forbrugerisme?

Jeg ved det simpelthen ikke, jeg kan ikke rigtigt selv få øje på det. Derfor må I desværre undvære denne gang, men hvis I trænger til noget muzak til aftenkaffen, der kan sætte lidt klasse på jeres fredag, så vil jeg da anbefale den playliste, der fulgte med forrige indlæg, den holder stadig!

Kommentarer (5)

SLAYARG

Fesent....

Kan du nu få skyllet en masse kold cava ned imens du tuder til Deafhaven.

Jonathan Pichard

Anmelder

Indlæg: 17

Jo tak

Gerne! Sender du en flaske eller skal jeg bare sende dig regningen?

Kenneth

Fed(back)

Jeg elskede din blog.
Hold kæft jeg grinede højt af din Alcest kommentar.

Jonathan Pichard

Anmelder

Indlæg: 17

Det bliver værre endnu!

Det skal siges, at sekundet efter ordet "incest" blev ytret, var der et andet barn der straks begyndte at synge "Sweet Home Alabama".

shadowmade

kold cava

fint le

Tilføj kommentar