Martin Egelund Poulsen – Doom metal-foredrag: en smertefuld rejse i afgrunden

Doom metal logo

En aften på museet

Det er nok primært af geografiske årsager, at valget af anmelder denne aften var landet på undertegnede. For lad os bare være ærlige: Jeg er ikke redaktionens doom metal-connaisseur, dog ej heller totalt noob, selvom jeg faktisk ikke var bekendt med begrebet funeral doom, før jeg læste det i promoveringen af aftenens arrangement. Jeg har aldrig været ked af at udvide min musikalske horisont. Hvis en aften med emner som death doom, dommedagsmetal og førnævnte funeral doom formidlet af en arkæolog/metalentusiast i en riddersal på et museum ikke pirrer ens nysgerrighed, så skal man være lavet af sten. Så hård er jeg ikke. Jeg havde tværtimod glædet mig vanvittigt til det her foredrag, netop fordi salgstalen i promoveringen havde sørget for at skrue forventningerne godt i vejret.

Borsjtj i en kælder fra 1700-tallet

Ad små snørklede landeveje, flankeret af vindblæste træer, der krampagtigt forsøgte at holde fast på de allersidste blade, dukkede den gamle herregård op bag en imponerende voldgrav. Herregården, der ligger placeret omtrent midt imellem Esbjerg og Kolding, bliver i dag kaldt Museet Sønderskov og danner denne kvæld for tredje gang rammen om et foredrag, der beskæftiger sig med metal. Tidligere har Martin Egelund Poulsen formidlet trivia om death metal og black metal på én og samme aften og såmænd også forsøgt sig med en fortælling om oldtidsfund/oldtidshistorie og dets virkemiddel i metallyrikken. Med sidstnævnte har Poulsen sågar entreret på Copenhell.

Museet havde venligst givet Heavymetal.dk adgang til hele pakken, hvor alle 80 billetter i forvejen var udsolgt. Derfor startede aftenen med konsumeringen af russisk rødbedesuppe (borsjtj) i restauranten i herregårdskælderen. Et smukt og stemningsfyldt område med rødt murstensgulv, hvidkalkede kampestensvægge og hvælvede lofter, delvist oplyst af stearinlys. Foredragsholderen bød velkommen og fortalte kort, at han havde bedt køkkenchefen om at tilberede noget mad, der mindede om blod. Suppen var god; jeg har ingen referenceramme, idet jeg aldrig har smagt retten før. Det var måske en anelse ensformigt, men er al suppe ikke det? Nu var maden jo heller ikke hovedattraktionen.

Doom metal i riddersalen

Til tonerne af Black Sabbaths ”Black Sabbath” fandt folk sig til rette på stolerækkerne i museets riddersal. Bag en talerpult med et pyntekranie foran sig stod Poulsen og startede med at præsentere sig selv som arkæolog og ikke mindst metalentusiast på 35. år, inden han prompte gik i gang med foredraget. Ikke overraskende med Black Sabbath i fokus, for som Poulsen selv pointerede: ”Vi arkæologer kan godt lide at gå kronologisk til værks”. Doomgenrens fundament kaldte han Ozzy og co. Nogle ville måske argumentere for, at The Doors endnu tidligere har været med til at så de første frø, men alt, hvad Poulsen fortalte denne aften, var udelukkende hans egen subjektive mening, hvilket han da også understregede fra starten. ”Sinister” af Pentagram blev spillet som endnu en repræsentant fra halvfjerdserne, efterfulgt af skæringer fra Saint Vitus og Candlemass, der demonstrerede udviklingen op igennem firserne. Hurtigt videre til death doom fra starthalvfemserne, i øvrigt min absolut favoritafart af genren. Her hev vores gode vært selvfølgelig det britiske firkløver bestående af Paradise Lost, Anathema, Cathedral og My Dying Bride frem som de banebrydende grupper. Han var heller ikke bleg for at affeje de tre første bands’ senere udgivelser som intet andet en dansevenlig poprock. Han rundede denne epoke af med amerikanske Winter og deres ”Servants of the Warsmen”. Som underlægning til pausen fik vi Skepticisms ”The March and the Stream”, der samtidig fungerede som indgangen til hovedtemaet i anden akt: funeral doom.

Det var tydeligt, at funeral doom har en stor plads i Martin Poulsens metalhjerte. Særligt at den endnu ikke var blevet kommercialiseret, vejede tungt, og det er der vel i virkeligheden mange metalfans, der kan relatere til. Det blev markant mere nørdet og nichepræget herfra og frem. Hvor vi i første halvdel var blevet mere eller mindre grundskolet i doommetallens ABC, hørte vi nu om en afkrog af genren, som for mange var ukendt. ”Man kan nå at bunde en bajer mellem trommeslagene”, blev vi fortalt. Poulsen ville dog ikke demonstrere det; ikke at han ikke kunne, men fordi han ikke måtte drikke i arbejdstiden. Den slags lunefulde morsomheder dukkede sporadisk op undervejs. Somme tider mumlet ud igennem skægget, men med en tilpas tørhed i leverancen hver gang, til stor begejstring hos publikum, der kvitterede med mere eller mindre højlydt latter. Det lykkedes på storartet vis at præsentere den allergrummeste funeral doom fra Thergothon op imod det langt mere polerede Evoken. Det var et glimrende bevis på en stor diversitet indenfor en tilsyneladende snæver subgenre. Danske Nortt blev også spillet. I det hele taget blev den danske scene godt italesat under hele foredraget.

Det ærgrede mig, at Poulsen kun spillede brudstykker af numrene. Aftenen var ikke overdrevet lang; begge sæt kun omkring 35 minutter. Jeg synes godt, man kunne have prioriteret at spille hele numre; det ville utvivlsomt også have udfordret tålmodigheden hos nogle af de fremmødte.

Q&A

Til sidst var der spørgerunde, der hurtigt udviklede sig til hyggelig pingpong og udveksling af diverse anbefalinger af mere eller mindre obskure doom metal-bands. Det mest interessante spørgsmål fra salen handlede om, hvilken gruppe Poulsen ville vælge som den mest retvisende repræsentant for doomgenren. Ikke hans yndlingsorkester; det havde han nemlig tidligere dømt umuligt at besvare. Svaret blev italienske Abysmal Grief, fordi de har lidt af alle doom-stilarter i deres lyd og er umådeligt dygtige.

Knap tre timer efter, vi havde sat os ved de runde borde i restauranten, sluttede foredraget. Blev jeg klogere undervejs? Ja, bestemt; anden halvdel emmede af Poulsens begejstring for genren, og i den times kørsel, jeg havde hjem, hørte jeg funeral doom. Var man helt grøn inden forelæsningen, har første halvleg været en kærkommen introduktion til doom metal. På den måde ramte museet både bredt og smalt med arrangementet. Flere af gæsterne, der tydeligvis var gengangere fra de to tidligere foredrag, opfordrede Martin Egelund Poulsen til at komme op med endnu et af slagsen – en tilskyndelse, Poulsen givetvis tog med sig derfra. Hvad fremtidens emner bliver, vides ikke, men opbakningen til en aften som denne var ikke til at tage fejl af.