Heavymetal.dk bliver 20 år i år - Et tilbageblik på The Gathering

Testament_TheGathering The Gathering omslag.

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

90’ernes testamente

Denne måneds retroanmeldelse bliver forskellig fra At the Heart of Winter og California i den forstand, at jeg ikke i forvejen havde et indgående kendskab til The Gathering. Ligesom så mange andre af de oprindelige thrashbands, bevægede Testament sig i 90’erne væk fra den klassiske thrashlyd, og inkorporerede en anselig indflydelse fra Panteras Vulgar Display of Power. The Gathering kom desuden efter skuffelsen Demonic fra og i en periode med ændringer i bandets sammensætning, hvor Skolnick, Christian og Clemente var erstattet af Murphy, DiGiorgio og såmænd Lombardo (Slayer). Resultatet var, måske lidt uventet, en vigtig brik i amerikansk musikhistorie, også selvom jeg personligt synes, at The Gathering siden er blevet overgået.

Vulgær opvisning i thrash

The Gathering var og bliver et blandet album, hvilket ikke er det samme som et dårligt album. Thrash-puritanere har sikkert fået sig den værst tænkelige skuffelse, idet albummet faktisk starter hurtigt og offensivt, førend gruppen finder sig til rette i det velkendte hårdtslående midtertempo. Åbneren ”D.N.R. (Do Not Resuscitate)” er en mægtig opvisning i daværende moderne thrash, hvor tempo, riffs og vrede dominerer i tre og et halvt kortfattede minutter. Billy lyder ganske galsindet, og for de fans, der var skuffede over Demonic, har der nok været stor lettelse. ”Down for Life” følger op med et fingernemt trioliseret riff og en overraskende hookfyldt vokal, førend kontraststykket bringer fine temposkift i begge retninger. Andetsteds på albummet finder man semi-dødsthrasheren ”Legions of the Dead”, hvor Billy growler ufortrødent, mens guitarerne flænser gennem Morbid Angel-inspirerede tremolo-riffs.

Albummets midtersektion er der, hvor folks holdninger deles i ”for” og ”imod”, og med enkelte undtagelser tilhører jeg den sidste lejr. Hvor åbningsduoen er gennemført thrash, bringer sange som ”Eyes of Wrath”, ”3 Days in Darkness” og ”Allegiance” Pantera-inspireret aggressivt groove i stedet, og ikke alle med lige stort engagement. Den virkelige vinder her er ”Careful What You Wish For”, som foruden albummets stærkeste groove-riff også bringer et rigtigt Down-refræn og endda runder af med en fin solo efter blot tre og et halvt minut. ”3 Days in Darkness”, derimod, slider sit ”Walk”-lydende hovedriff temmelig tyndt trods to kontraststykker, fordi refrænet kun varer sølle én takt og er komplet uinteressant. Endelig er der det væsentlige faktum, at både ”Eyes of Wrath”, ”3 Days in Darkness” og ”Riding the Snake” minder rigtig meget om hinanden, selvom sidstnævnte klarer skærene bedre end de øvrige, fordi den bringer et fornemt kontraststykke.

Tilbage står ”True Believer” og ”Hammer of the Gods” som albummets værste numre. Førstnævnte veksler et truende renspillet guitarstykke med et hypercatchy rocket refræn, der nærmest lyder som et mere bøffet radiohit. Gruppen forbigår deres ellers fine riffskrivning for at række ud efter en ligefrem akkordprogression, mens Billy lyder ikke helt ulig Load/ReLoad-æra Hetfield. ”Hammer of the Gods” runder albummet af med et besynderligt instrumentalnummer, som ikke tjener noget formål. Næstsidste ”Fall of Sipledome” havde været en mere værdig afslutter med sit hvidglødende thrasheri.

Samlet om metal

Baseret på min baggrundslæsning var The Gathering et vigtigt metal-album, fordi det ankom på et vigtigt tidspunkt. Alle de fire store thrashbands havde skuffet deres fans på den ene eller den anden måde, mens nü metal-perioden var på sit højdepunkt. Albummet rummer én del thrash og to dele groove, og for mit eget vedkommende er førstnævnte aldret bedst. Groovesangene er ikke konsekvent dårlige, men de er svingende, og kombineret med deres klare overvægt og koncentration kunne The Gathering have stået stærkere, hvis én af dem var skåret fra og rækkefølgen blandet en anelse mere. Dertil rummer albummet to sange, jeg helst havde været foruden, og at albummet stadig lander over middel, bærer vidnesbyrd om høj kvalitet. The Gathering er ikke bare et vigtigt album, fordi det udkom på et vigtigt tidspunkt – albummets højdepunkter er stadig kolossale i 2019.

Karakter: 6/10

Anmeldelsen er baseret på Prosthetic Records’ genudgivelse fra 2007, som er remastered af Andy Sneap.

Tilføj kommentar