Vinylbanner

Dem gik vi glip af i 2019 - Del 4

Abigail Williams www.blood-music.com

I den sidste del af vores tilbageblik på 2019-albums, som Heavymetal.dk ikke fik anmeldt i første omgang, gennemgår vi Minenwerfer, In Mourning, Blood Incantation og Abigail Williams.

Dem, der har set tilbage, var: Cecilie Roos, Christian Søndergaard, Jonas Larsen, Kent S. Lillelund, Søren Højer Larsen og Thor Sejersen Riis.

 

Minenwerfer – Alpenpässe 8/10  Oktober

Fra det solrige Californien til de tyske skyttegrave anno 1914

Alpenpässe er endnu et søm i den ligkiste, der er blevet snedkereret til mine fordomme om amerikansk black metal, der ikke er enten Deafheaven eller Ghost Bath. Minenwerfer har begået et album, der oser af den slags charme, der følger med at beskæftige sig med krig, død og andre hyggelige sager. Resultatet er en skarpladt omgang krigsmetal, der sneg sig ind på mig og mere eller mindre ramte plet. Enkelte steder er de ganske trivielle, men gør egentlig ikke noget forkert, på et album der fortjener at blive fremhævet i vrimlen af udgivelser, vi gik glip af sidste år.

Åbningsnummeret ”Der Blutharsch” er klassisk riffsalat, og trommer der halser af sted skarpt forfulgt af bluesy soli. En rå vokal, der lander et sted mellem den typiske frømetal og halsbetændelse, løber som en rød tråd igennem hele pladen. Men æstetikken er ikke forladt til fordel for vredt hærg. Reverb er lig med rumklang, og det løfter musikken ud af skyttegraven og op over trægrænsen. Seks numre bliver fordelt på 50 minutter, og første nummer tegner sig for godt og vel en fjerdedel, men det lægger man ikke rigtig mærke til, da det er skruet ret godt sammen.”Dragging the Dead Through Mountain Passes” åbner med trommer, der minder om skudsalver, inden helvede bryder løs. Man kan næsten se de stivfrosne lig for sig; der er ingen nåde, ingen frelse at hente her. Stemmen er en, til tider, ulidelig omgang skrigeri – ganske passende for genren, og nummeret er en herlig omgang fræs til dem, der sætter pris på den slags. ”Cloaked in Silence” disker op med mere bulder i det fjerne, der enten er blitz eller trommer, der dog bliver blødt op af en enkel, men virkningsfuld melodi. Hvad enten du trak frinummer eller ej, så kan du betragte det her som en obligatorisk indkaldelse.

(Cecilie)

 

In Mourning - Garden of Storms 8/10 Oktober

Med Garden of Storms sætter In Mourning et afbalanceret og vellydende punktum for deres albumtrilogi

Svenske In Mourning udgav i efteråret 19 deres femte studiealbum. Det er samtidigt det tredje og sidste kapitel i deres albumtrilogi, som startede med albummet Weight of the Ocean i 2012, Afterglow i 2016 og Garden of Storms 2019.

I forhold til de to foregående plader, så er Garden of Storms et mere afbalanceret og harmonisk album. Der er en rigtig god balance imellem det atmosfærisk svævende og det mere brutale og hårdtslående. Det er med til at opretholde en god dynamik pladen igennem, og man bliver flere steder overrasket, fx på ”Yields of Sands” og ”Magenta Ritual”, og kedeligt bliver det aldrig. Pladen er godt produceret med god plads til alle instrumenter. Trommer og bas ligger som et tungt og fast fundament, på hvilket både tunge guitarriffs og svævende klangflader solidt bygges ovenpå. Det hele toppes med en helt igennem suveræne vokalpræstation fra frontmand Tobias Netzell. Som var det en leg, skifter han fuldstændig ubesværet mellem ren sang, vrede brøl og afgrundsdyb growl. Det sidder lige i skabet, og både musikken og vokalen får opbygget et troværdigt og poetisk mørkeland, der langsomt, men sikkert, suger lytteren længere og længere ind til sig.

Er du til progressiv og melodisk dødsmetal, så skylder du dig selv at begynde det nye årti med at give dette album et lyt eller to.

(Jonas)

 

Blood Incantation – The Hidden History of the Human Race  8/10 November

Syret opvisning af dødsmetal i verdensklasse

I modsætning hertil er Blood Incantations nyeste udspil et glimrende eksempel på, hvor fantastisk dødsmetalgenren kan være. Blood Incantation spiller teknisk dødsmetal med glimrende stemningsfyldt sangskrivning, der bugner med interessante riffs, arrangementer og idéer. De fire numre, der udgør albummet, har masser af variation, dog uden at den røde tråd på noget tidspunkt går tabt; den ondskabsfulde, drømmende og ”spacy” atmosfære er gennemgående.

Albummet minder mig en del om Nocturnus’ Thresholds fra 1992, dog uden at blive helt nær så genialt. Ikke kun musikken sender tankerne i retning af Nocturnus, men også lyrikken, som er enormt syret, og som tilsyneladende er inspireret af en god del Lovecraft, Sci-Fi og spiritualitet. Alle bandets medlemmer sørger for at levere varen, dog er leadguitaren ikke helt på niveau med alt det andet, som bandet fremviser. Her kunne amerikanerne med fordel have lyttet lidt mere til førnævnte Nocturnus, der i den grad mestrede den atmosfæriske sci-fi shred.

(Thor)

 

Abigail Williams – Walk Beyond the Dark  8/10  November

Karrieren opsummeres og opdateres på fornem vis
Walk Beyond the Dark er på mange måder hele Abigail Williams’ bagkatalog komprimeret sammen på en enkelt plade. ”I Will Depart” og ”Ever So Bold” sender øjeblikkeligt lytteren tilbage til In The Absence of Light, hvor ”Born of Nothing” er endnu længere tilbage, til debuten In The Shadow of a Thousand Suns og EP’en Legend. Dog skal man ikke være bange, for det lyder ligesom dengang. Hele pladen er svøbt i det atmosfæriske black metal lydbillede, som efterhånden er blevet holdepunktet for bandet. Et lydbillede, som bandet startede på den ambitiøse Becoming, men nu har fået finpudset og gjort til sit eget, og ikke bare et sammensurium af alt atmosfærisk black metal fra USA med ekstra Wolves in the Throne Room. På ”Black Waves” varsler de stemningsfyldte strygersektioner et kommende mørke, der senere bryder ud i fyldt flor med tordnende black metal, som trækker lytteren ned i dybet og evigheden. Man kan beskylde Walk Beyond the Dark for at være en lidt for pæn plade, da den nogle gange mangler den isnende, beskidte ondskab fra black metal. Men er man villig til at acceptere dette og lade det storslåede mørke skylle ind over sig, får man den bedste plade, som Abigail Williams til dato har udgivet.

(Kent)

 

Tilføj kommentar