all gallows

Boomer Bloggen - Seasons in the Abyss og Eddie Van Halen

Boomer Bloggen

Slayer og Van Halen i samme blog? Intet problem

For dem, der beskæftiger sig med at hylde klassiske metalalbum, som vi jo i høj grad gør her på Boomerbloggen, er det en travl periode, vi er midt i. Sidste måned tacklede vi både Painkiller og Rust In Peace , der begge fyldte 30, og nu er den satanhjælpemig gal igen.

Hvis et metalhoved af en uindviet bliver bedt om at nævne ét band, der mere end noget andet definerer, hvad heavy metal er, så er Judas Priest vel det mest oplagte bud på rendyrket metal. Men der er en anden kandidat. For hvem er det mest arketypiske band, hvor alle klicheerne fra de mørke sider af genren, vi elsker, er repræsenteret? Slayeeeeeeeeer selvfølgelig, og fredag d. 9. oktober fylder deres næstbedste album, Seasons in the Abyss, såmænd også 30. Vi kan således med sindsro erklære 1990 som et ret fornuftigt metalår, men inden vi dykker lidt længere ned i Slayers sidste klassiker, er der et andet emne, vi tvunget af omstændighederne må tackle.

En game-changers farvel

For glæden over at skulle hylde en af thrashens helt store udgivelser blev i tirsdags overskygget af Eddie Van Halens tragiske død. Bare 65 år blev han, endnu et offer for kræften, men sikke et eftermæle, han har sikret sig. For det er ikke nogen overdrivelse at tale om Eddie på samme niveau som Jimi Hendrix og kalde ham den hårde rock og metallens mest indflydelsesrige guitarist nogensinde. I disse dage flyder de fleste musikinteresserede menneskers facebookfeed uden tvivl over med hyldester til geniet. Selv store danske medier som DR, TV2, ja sågar Tante Berling, der normalt aldrig beskæftiger sig med vores underlødige musikgenre, bragte nyheden.

Eddie Van Halen var en regulær game-changer, der løftede barren for, hvad man kan på en guitar. Der findes ikke en eneste håbefuld guitarshredder i verden, han ikke på en eller anden måde har inspireret. Han var en guitarist fra en anden verden, der for det meste undgik at forfalde til ren guitarmasturbation. Gu’ var han en blærerøv, der endda fik det hele til at se så ufatteligt let ud, når han stod der på scenen med sit fjogede grin, mens han lirede umulige soloer af, men sangen kom altid først. Hans funky og ekstremt rytmiske riffs og melodilinjer dannede ligeledes skole, især for 80’ernes hair metal-grupper, men det er jo altså ikke Eddies skyld, at den scene udviklede sig, som den gjorde. Som en ægte gør-det-selv-guitarnørd tilpassede han som regel selv sine guitarer. Mest kendt er nok den ikoniske Frankenstrat, som han på bedste Dr. Frankenstein-maner byggede med kroppen fra en Fender Stratocaster og så ellers en bunke Gibson-dele. Samtidig skabte han en på én gang fed, varm og kraftfuld guitarlyd (den såkaldte Brown Sound), som utallige guitarister og producere, med varierende held, har forsøgt at genskabe lige siden.

Men det var ikke altid let at være Eddie og leve op til den næsten overmenneskelige status, han fik allerede med deres vanvittige debut i 1978. Et nogle gange vanskeligt sind koblet med en masse misbrugsproblemer var med til at gøre afstanden mellem de store hits længere og længere, især efter monstersuccesen 5150 i 1986. Men at der også var guld at hente i karrierens senere år, kan man forvisse sig om på Boomerbloggens Van Halen Spotify-playliste, der ikke kun har favoritterne med, men også fokuserer på nogle af de lidt mere eksperimenterende sider af Eddies geni, og som i øvrigt også viser at han var ganske ferm på et keyboard:

Spotify.com

Fra døden til dybet

Det er lidt af en udfordring at skabe en naturlig overgang mellem en legende fra den melodiske hard- og partyrock og et blogindlæg om Slayer og deres 30-årige thrashmonster, Seasons in the Abyss. Men noget af det første, der slår denne aldrende rock- og metalfan, er alligevel, hvor imponerende mangfoldig vores genre er. For mig er der intet problem i at gå direkte fra ”Ain’t Talking ’Bout Love” til ”Dead Skin Mask” – tværtimod. Livet er kontraster, og hvis man ellers er i besiddelse af et nogenlunde åbent sind, er der ingen genre, der er bedre til at bekræfte det end metallen. Også selvom man så af og til risikerer at blive kaldt en poser.

I dag er der mange, der betragter Slayer som lidt af et jokeband, hvilket måske kan være svært helt at forstå for gamle fans der har været med fra starten. Selvfølgelig må man anerkende, at klicheerne står i kø, og at Kerry King og Tom Arayas band de sidste år med nogen ret har kunnet beskyldes for at være en kopi af dem selv. Men hånden på hjertet: Kan det udsagn ikke gælde for langt størstedelen af (ældre) metalbands i dag? Det tror jeg. Originalitet er generelt en sjældenhed. Måske er der også lidt ”man skulle nok have været der” over denne diskussion, for personligt glemmer jeg aldrig, hvor ekstrem Show No Mercy var, da den udkom i 1983. Heller ikke, hvor stor indflydelse både Slayers debut og opfølgeren Hell Awaits fra 85 har haft på ekstremmetallens udvikling, selvom amerikanernes betydning ofte overses i forhold til Venom, Bathory og Celtic Frost. Nuvel, Slayers egen udvikling kulminerede med de tre følgende udgivelser, hvor Seasons in the Abyss for mig står som det sidste store thrashalbum i det hele taget. Reign In Blood fra 86 er måske nok det bedste Slayer har bedrevet, men efter bandet satte tempoet lidt ned på South of Heaven to år senere, gik de endnu en gang ’all in’ på Seasons, der var proppet med udødelige thrashklassikere som ”War Ensemble”, ”Dead Skin Mask” og ikke mindst titelnummeret samt fremragende ’deep cuts’. Til dem hørte stort set alle de andre numre, men især ”Blood Red”, ”Born of Fire” og ”Spirit in Black”. Med andre ord: en udødelig klassiker.

Året efter udkom Metallica og Nevermind, og det er thrashen aldrig kommet sig helt over, men det er en anden historie.

 

Kommentarer (2)

Sinfjøtli

Indlæg: 4

Diabolus in musica

Hvorfor bliver “Diabolus in musica” ikke nævnt?

Steen Ozmec

Sæsoner i afgrunden

Pladen kom 9. oktober, men jeg fik den først dagen efter, hvor de spillede på clash of the titans i KB-hallen. Der kunne man godt have brugt LIDT mere forberedelsestid.

Tilføj kommentar