Bag scenen: En dag med Eivør

Eivør af Rolf Meldgaard

• Bands: Eivør, Sylvaine

Velkommen til heavymetal.dk’s nye serie ”Bag scenen”, hvor vi vil give jer et eksklusivt indblik i en artists eller et bands verden gennem en reportage, hvor vi følger dem bag scenen. Vi har valgt at starte serien med Eivør. Hun er en artist, som metalverdenen i høj grad har taget til sig, selvom der intet metal er i hendes musik.

I år spillede Eivør på Copenhell for første gang, og vi fangede hende på en oktoberdag i smilets by, hvor hun spillede en udsolgt koncert på Train. Hvem er personen bag kunstneren, og hvordan forløber en typisk dag på en turné for hende? Det kan du læse mere om i det følgende, og hvis du slet ikke kan få nok af Eivør, kan du finde vores interview med hende her
 

Tirsdag den 22. oktober er nærmest som en forårsdag i smilets by med højt solskin, vindstille vejr og et termometer, som siger 15 grader. Train befinder sig i de forholdsvis rå betonrammer ved Sydhavnen, hvor luftet er fyldt med bilos. Foran Train holder en stor sølvfarvet nightliner med tonede ruder. Solens stråler spejler sig i bussens sølvlakering, som skiller sig ud fra de rå elementer. Klokken er 14.30, og der er forholdsvis lav aktivitet ude foran spillestedet. Jeg fanger Theodor Kapnas, som agerer Eivørs lydmand, som er ved at læsse instrumenter af traileren. Hvis navnet virker bekendt, så er det, fordi han også spiller guitar i Hamferð. Han hilser høfligt og tager mig med ind på spillestedet til backstageområdet.

Eivørs manager, Emily Preston, som er bosat i Norge, men er fra England, sidder ved sin bærbare computer ved den ene af de to sorte spiseborde og ser ud til at være travlt beskæftiget med at svare på mails. Hun rejser sig dog op, da hun opdager, jeg er kommet ind i rummet, og hun hilser pænt på mig. Preston er en høj, blond kvinde med piercing i næsen og en sort Eivør-hoodie på. Hun fremstår yderst imødekommende, glad, men også bestemt i sit væsen. Vi udveksler lidt ord om, hvad der skal ske resten af dagen. Få sekunder efter kommer Eivør smilende ind i lokalet og hilser pænt. Selvom hun efterhånden er blevet en verdensstjerne, så er der tydeligvis ingen stjernenykker. Hun er helt nede på jorden og rolig i sin fremtræden, og hun kommer i sin sorte og casual kunstneriske påklædning, som matcher hendes personlighed godt. Hun virker ubekymret i forhold til, at jeg skal tage billeder hele dagen, så længe de bare kan få lov til godkende billederne bagefter, så er alt fint. Jeg spørger derefter, om der er tid til en lille snak, hvortil Eivør svarer, at vi nok kan tage en kop kaffe og lille snak efter line-check, som de skal til at udføre nu.

• Fakta: Eivør Pálsdóttir blev født den 21. juli i 1983 og er opvokset i den lille færøske by Syðrugøta, som ligger på øen Eysturoy. Området er særligt kendt for festivalen ”G! Festival”, som var Færøernes første udendørs festival, og som klart er en af øens største årlige musikbegivenheder. Eivør har selvfølgelig været fast inventar på hjemstavnsfestivalen siden dens opstart i 2002, hvor det er blevet til 13. optrædener.

Vi går ud i Trains spillesal, som lader til at være ramt af en lokal tågebanke. Størstedelen af det store, sorte koncertlokale er diset, formentlig fordi nogle røgmaskiner er blevet testet tidligere på dagen. I venstre side på den øverste platform er Nina Schlipp og hendes kollega ved at klargøre Eivørs merchandise, og lad os bare sige det sådan: Det er ikke så lidt.

Eivør og hendes band træder ind på scenen, hvor de med stjernen i front starter med at spille ”Ein Klóta” fra den nyeste plade. Lyset testes også imens, og der rettes ad flere omgange mange spotlys mod hende, og der anvendes også lys med mønstre, som er rettet mod salen. Selv bevæger jeg mig lidt rundt i salen og tager billeder. Jeg tænker, at lydtjekket nok kommer til at vare forholdsvis længe, da det ofte er sådan. Selvom det blot er et lydtjek, så lever Eivør sig allerede helt ind i sit musiske univers.

Der er meget lidt kommunikation mellem bandet og lydmand Theodor Kapnas, og allerede efter tre sange er de færdige med lydtjekket. Da jeg taler med Eivør efterfølgende, siger hun selv: ”Som du så i dag, så har vi korte lydtjek, vi er godt forberedt. På den måde så kører det bare godt på skinner”.  Alt lyder umiddelbart også godt i mine ører.

• Fakta: Eivørs karriere startede helt tilbage i 1999, hvor hun blev sangerinde for bandet. Clickhaze. Mikael Blak, som er en del af Eivørs nuværende liveband, var også en del af Clickhaze. Allerede i 2000 udgav hun sit første soloalbum. Eivør har gennem sin karriere fået mange udmærkelser og anerkendelser. I 2004 blev hun for eksempel kåret til årets færing (Ársins Føroyingur).

Efter Eivør og band går af scenen, kan jeg umiddelbart ikke finde den enigmatiske færing. Jeg beslutter mig derfor at rette opmærksomheden mod de travle hollændere i merchandiseboden, hvor jeg tager en snak med Nina Schlipp. Hun tager tit rundt med artister fra Season of Mist og sælger merchandise. Hun fortæller entusiastisk, at dette faktisk er første gang, hun er med Eivør på turné, men også at det er første gang, sangerinden har folk med, som er dedikeret til at kun stå for hendes merchandise. Schlipp fortæller, at de to hollændere i merchandise nok er dem, som arbejder længst tid i hele crewet, da de altid går i gang med tage merchandise frem og sætte op, nærmest indtil dørene åbner, og det er også dem, som er sidst færdige med pakke sammen efter showet. Der er dog en masse smil og glæde at spore, da hun taler om det. I vores snak står hun heller ikke stille, da hun hænger trøjer op på bagvæggen.

Schlipp er tydeligvis glad for jobbet, selvom det er hårdt arbejde. Jeg spørger, om hun har nogen idé om, hvor mange stykker merchandise de sælger hver aften. Efter lidt betænkningstid svarer hun, at på en gennemsnitsaften bliver det 250-350 stykker merchandise. Mens jeg kigger rundt på deres merchandise, så vil jeg anslå, at gennemsnitsprisen for tingene nok er omkring 300 kr. Så kan man jo selv lave lidt hovedregning i forhold til, hvor mange penge der ryger over disken på en koncertaften. Eivørs omfattende bod har alt fra hendes egen personlige kunst på fint printet papir til vinyl og cd’er, men selvfølgelig også almindelige trøjer og højkvalitetshoodies. Der er altså noget til enhver smag.

• Fakta: Der er ingen tvivl om, at Eivørs popularitet er større i Danmark end nogensinde før. Hun har tidligere spillet steder som Fuglsøcentret i Knebel, Musikrampen i Silkeborg, Stars i Vordingborg og Jyderup Højskole. På denne turné lægger hun vejen forbi de store populære spillesteder, Train i Aarhus og Store Vega i København, som begge har været udsolgt i flere måneder med ventelister. Da det er hendes største turné til dato, er det også vigtigt, at der er merchandise nok.

I min optik vidner det hele også om, hvor stor Eivør efterhånden er blevet. Der er råd til mere at af alt på hendes turné. Men nok vigtigst af alt, så er der råd til at have mere personage med. Det er første gang, de tager på turné i en nightliner, og de ekstra medarbejdere på denne turné omfatter både hendes merchandise-medarbejdere og turnéfotografen Akira Carré.

Jeg bevæger mig backstage igen. Eivør er ved at forberede noget med sammen med fotograf Akira Carré, som også er ansvarlig for at lave indhold til SoMe og Patron. De fortæller, at de lige skal lave en video om alt det merchandise, de har med på turnéen, og Eivør vil tage en snak med Schlipp på videoen, hvor de gennemgår merchandise. Eivør taler med Schlipp om arbejdsgangen på turnéen. Begge er fyldt med smil, charme og varme. Deres væsen står i skærende kontrast til Trains sortmalede gulve og vægge, hvor de nærmest lyser op i rummet.

Efter videoen er optaget, så tager jeg med Akira Carré og Eivør op på Trains balkon og vindeltrappe for at tage lidt billeder af sangerinden. De bruger billeder til Patron eller SoMe for Eivør som en slags teaser til aftenens show. Eivør står skarpt og mystisk i skæret fra de røde lysstofrør, der oplyser balkonen. Hun poserer, som om hun har gjort det tusinde gange før. Carré har ikke brug for at guide hende ret meget – kun i forhold til hvor hun skal stå, resten kommer naturligt. Eivør har i den grad været vant til at få taget billeder af sig, da hendes musikkarriere strækker sig over 25 år. Det må være blevet til mange pressebilleder.

• Fakta: I Norden har Eivørs talent længe været velkendt, og det har blandt andet ført til flotte samarbejder med DR Big Band. Det helt store gennembrud kom i 2015, men hendes udgivelse af albummet Slør, hvor sangen ”Trøllabundin” fik mange til i udlandet til at slå øjnene op for Eivørs helt særlige talent og soniske landskab. Det førte til mange nye spændende samarbejder for sangerinden, blandt andet at skabe soundtracket til serien The Last Kingdom, og sammen med Bear McCreary at skabe noget af soundtracket til God of War og God of War: Ragnarok. Disse numre optrådte hun for nylig med i DR Koncerthuset sammen med DR Symfoniorkester til koncerten ”Viking – et symfonisk vikingetogt”.

Eivør går backstage igen og spørger mig, om vi skal tage en snak nu. Vi går ind i hendes separate backstagelokale, hvor der er et lille sort bord, og hendes make-up, føntørrer og diverse andre ting ligger på bordet, som er ved siden af det vægmonterede spejl. Bagerst i lokalet er der en lille topersoners sofa, som Mikael Blak lige nu har indtaget. Lokalet er som det andet backstagelokale dekorationsmæssigt. Vi rydder stille bordet og sætter os. Eivør er heldigvis meget nem at snakke med. Hun virker superengageret med åbent kropsprog og holder masser af øjenkontakt. Hun har rimelig nemt til latter og giver udtryk for, at hun oprigtigt bare er glad for at snakke med mennesker, hvilket også er mit eget indtryk af hende.

Vi er nået til det punkt på dagen, hvor der er en halv time til aftensmad. Jeg spørger Preston lidt til, hvad der skal ske. På dette tidspunkt slapper folk som regel af. Carré redigerer billeder, Schlipp arbejder videre på merchandise, Preston selv svarer på flere mails, mens resten mentalt lader op til begivenheden. Nogle tager kontakt til venner eller familie. Dette tidsrum udnytter jeg selv til drøne ud og få noget at spise.

Da jeg vender tilbage fra min genopfriskning, er stemningen meget mere livlig backstage. Pizzaerne er lige ankommet, og hele backstageområdet er fyldt med duften af varmt brød og ost, og temperaturen har da også lige fået et nyk opad. Eivør og hendes hold får på dette tidspunkt også besøg af bekendte, som holder dem med selskab inden klargøringen til koncerten begynder.

Jeg vælger at tjekke køsituationen på Train. Dørene åbner kl.19, og lige nu er der kun fem minutter til. Regnen siver stille ned fra den nu mørke og kolde nattehimmel, og der er lang kø ved begge indgangspartier på spillestedet. Folk er mødt op i god tid, hvilket må vække begejstring hos opvarmningen, Kathrine Shepard, som går under kunstnernavnet Sylvaine.

Jeg går backstage igen, hvor Shepard også har trukket sig fra spisningen og er ved at gøre sig klar i sit backstagerum.

• Fakta: Sylvaine er et soloprojekt af Kathrine Shepard, hvor meget af musikken er blackgaze med tunge inspirationer fra det gamle nord. Shepard er født i USA, men opvokset i Norge, hvorfor meget af hendes musik er på norsk trods hendes engelskklingende navn. Hendes seneste udgivelse er EP’en ”Eg Er Framand” fra i år, og den er væsentligt mere folk-orienteret og er metalfri. Ligesom Eivør, så er hun en del af pladeselskabet Season of Mist. I 2023 optrådte hun på Copenhell med Møl, hvor de spillede sangen Diorama, som hun også har lagt stemme til i studieversionen.

Jeg går tilbage i salen, som er ved at være godt fyldt. Man kan godt mærke, at aftenens publikum er en meget blandet skare, der er alt fra de helt unge til de ældre og gangbesværede. Særligt Trains siddepladser i lædersofaerne er godt fyldt. Både baren i venstre side af salen og i midten er godt besøgt lige nu.

• Fakta: Train er Aarhus største regulære spillested. Der kan være 1.000 mennesker på en udsolgt aften. Train har en fortid som natklub, hvilket også er derfor, indretningen er usædvanlig for et spillested. Det er også en af landets 19 regionale spillesteder. De gamle lokaler er dog nedslidte, og et helt nyt spillested står klar i 2026 ved Sydhavnen under samme alias.

Jeg stiller mig klar i fotograven til de første tre numre med Sylvaine. Lyset slukkes, og der er total stilhed i salen. Shepard går stille ind på scenen, hvor hun er omgivet af blåt lys. Alt tøjet er sort, og hendes utroligt blonde krøllede hår og flotte, blege hud gør, at det blå lys næsten får hende til at ligne en elver, som danser i nattens skær. Danser er også noget, Sylvaine gør en del, men på hendes helt egen fortryllende og indlevende måde. Hun starter med ”Dagsens auga sloknar ut” fra sin nyeste EP, som både er melankolsk og meget dragende, men mest af alt er den meget stemningsfyldt.

Hun har uden tvivl publikums fulde opmærksomhed, og det står også ret klart, hvorfor hun er med som opvarmning for Eivør. Ligesom færingen, så har Sylvaine stor karisma på scenen, men også en lyd, som emmer af stemning og kalder på fordybelse. Der er nerve og melankoli, men også masser af ynde. Næste sang er ”Mørklagt” fra Atoms Aligned, Coming Undone, som er blackgaze til den store guldmedalje. Særligt ledes ens tanker hen mod Alcest, hvilket ikke er så mærkeligt, da Neige fra bandet har spillet trommer på albummet. I aften bliver det en forenklet version, som Sylvaine spiller, for hun har kun sig selv på scenen. Elguitaren er fundet frem, og hun står nærmest svævende, mens hun spiller de atmosfæriske passager. Selv når hun skal lave fry-screams, er det på en meget lav og underspillet måde, som egentlig passer godt til det afdæmpede sæt, hun spiller.

Klokken rammer 20.15 – et kvarter inde i Sylvaines sæt – og jeg vandrer nu backstage igen for at følge Eivør og holdets sidste forberedelser til koncerten. Hele bandet, foruden Eivør, er mandlige musikere, og de er trukket i sort tøj, hvor undertrøjerne er halvgennemsigtige. Eivør kan høres i sit backstagerum, hvor hun varmer stemmen op. Det er alt fra det høje, lyse register til de dybe mørke toner. Jeg besøger Eivør kort i hendes backstagerum, hvor hun lægger den sidste makeup og klargør sig. Der er klart en følelse af, at de er tre uger henne i deres turné. Der er masser af ro og fokus, og der er på ingen måder nogen stress eller nervøsitet at spore, selvom de snart skal på scenen foran 1.000 mennesker.

Eivør kommer glad og smilende ind til resten af bandet. De udveksler lidt ord på færøsk, og alt imens har aftenens midtpunkt fundet ud af, hvilket af de sorte outfits der skal bruges til aftenens koncert. Hun har forinden taget det sorte korset på. Ud over det tager hun en dragt med kæmpe ærmer og en finurlig tekstur på, og Preston må hjælpe hende med det og sørge for, at hendes in ear-monitor er monteret ordentligt.

Der er ingen slinger i valsen her. Da Eivør er klar, går de op ad load in-rampen i den ene side af scenen, hvor de stiller sig sammen i en cirkel. Efter fem sekunder med hænderne på hinandens skuldre lukker cirklen helt sammen, hvor de står et minut i stilhed. Det er tydeligt, at det handler om nærvær og om at mærke hinanden, så man ved, at alle er klar til det, der skal udfolde sig om lidt. Fra den side af scenen de står, kan et hav af menneskehoveder anes i det noget disede koncertlokale.

Som den vaskeægte fotograf jeg er, så hopper jeg straks i fotograven, hvor jeg foruden Carré er den eneste, som er til stede i aften i professionelt ærinde med kamera. Bandet træder først ind på scenen på podier, hvor deres instrumenter står, hvorefter hovedfiguren selv træder på scenen i sin store sorte dragt, mens hun stiller sig foran mikrofonstativet. Den flotte, sørgmodige keyboard-intro til åbningsnummeret ”Ein Klóta” fra Enn, starter, mens Eivør spreder armene ud, og lyset danser forbi hende som solstråler. Det er på en anden eller måde næsten guddommelig karisma, som udstråler fra hende.
 

De første ord stryger ud af hendes mund og danser igennem salen. Der er masser nænsomhed i ordenes lyd og vibration i hendes klang. Jeg føler lidt, at flere på forreste række står måbende i påskønnelse af det, der lige nu udfolder sig. Eivør selv er helt indlevet i musikken, med lukkede øjne, fagter og en ufattelig mængde præcision og teknik i sin vokal. Særligt da sangen rammer sit klimaks, og Eivør skal op i det høje næsten operalignende register, føles det, som om hele salen er et synkroniseret åndedræt og fortryllet.

Eivør må efter de første to sange også tage den store dragt af, da salen er ved at blive til en sauna. Dragten er selvfølgelig heller ikke praktisk, når hun om lidt selv skal spille på instrumenter. Sætlisten har foruden de nye sange fra Enn også de efterhånden obligatoriske som ”Trøllabundin”, hvor Eivør udfolder sig med shaman-trommen og sin unikke åndedrætsteknik, som altid efterlader folk med store, opspærrede øjne.

Derudover er der selvfølgelig også plads til nogle af hendes større popballader som ”Skyscrapers”, hvor hun danser indlevende rundt med guitaren som fast følgesvend.

Et af koncertens særlige højdepunkter må være, da sangerinden henvender sig til publikum for at få dem til at synge med på åndedrætssegmentet i ”Í Tokuni”, som næppe andre end hun selv kan finde ud af. Nogle griner, og andre prøver på at gøre hende kunsten efter. Hun får atter publikum til at prøve, hvorefter flere giver det et skud. Sangerinden griner højlydt på scenen og siger: ”Okay, lad os prøve”. Bandet sætter i gang med ”Í Tokuni”, og da de når til segmentet, sigter hun mikrofonen mod publikum, som ret forbavsende gør et hæderligt stykke arbejde.

Sidst på sætlisten har Eivør & Co. ”Gullspunin”, som er afslutningsnumret fra albummet Segl. Selvom folk tydeligvis nyder sangen, så kan jeg også mærke, at de fleste i salen har lugtet lunten, at det ikke bliver afslutningsnummeret i aften. Jeg står fra siden af scenen og ser Eivør badet i blåt lys, mens hun giver den fuld gas på guitaren.

Eivør siger tak for i aften og går storsmilende og vinkende af scenen, mens hele salen lyses op af blinders – og selvfølgelig kommer hele bandet lige i hælene på hende. Bifaldet i salen er stort, mens Eivør udbryder til sin manager: ”It’s really hot in there. Might have been warmest show on the tour”, hvilket egentlig er en lidt overraskende udtalelse for mig, da de lige er kommet fra de mere sydlige himmelstrøg i Europa. Der tages et par dybe indåndinger, og bandet går på scenen igen med Eivør i front, som straks udbryder ”En mere så”. Selvfølgelig skal sættet lukkes med en af fan-favoritterne, ”Falling Free”, som med sit poppede udtryk, storladne omkvæd og flotte melodi altid er en sikker vinder. Jeg tror også, flere i Aarhus har gode minder forbundet med netop denne sang.

• Fakta: Da smilets by blev kåret til kulturhovedstad i 2017, var en del af fejringen et optog om aftenen med lysende vikingeskibe, hvor Eivør stod på skibet i front og blandt andet sang ”Free Falling” til glæde for de 70.000 mennesker i optoget.

Denne aften er sangen også gåsehudsfremkaldende. Efter de sidste toner takker Eivør af og gestikulerer til resten af bandet, de skal komme hen til hende. Med armene på hinandens skuldre bukker bandet foran den glædesfyldte sal, som klapper og jubler, og der bliver selvfølgelig bukket flere gange.

Derefter bliver det en forholdsvis hurtigt exit fra scenen, hvor Eivør kommer smilende ud og laver lidt grimasser til mit kamera, hvilket jeg desværre ikke fanger i mørket. Hun går ned backstage, hvor hun hurtigt får skiftet til lidt mere casual tøj. Der gives lidt kram og highfives, og stjernen selv fylder et glas hvidvin op og sætter sig til rette med andre fra sit hold.

Pausen bliver dog ganske kort, for Preston informerer nu Eivør om, at hun kun har fem minutters pause, før hun skal ud at signere og hilse på folk. Der er nemlig curfew på Train kl. 00.00. Lige nu er klokken 22.35, så der kun halvanden time til signering og til at få alt grej pakket. Eivør rejser sig stille fra sin stol, tager hvidvinen med sig og går sammen med Shepard og Preston ud i Trains koncertsal igen. Midt i salen er der et par glade, fulde mennesker, som danser, mens en del er trukket ud i garderoben for at finde overtøjet. Det er jo også tirsdag, så arbejdslivet kalder i morgen for de fleste, inklusive undertegnede. Dog er der en lang kø foran to borde, som er placeret et par meter fra merchandiseboden. Folk i alle aldre står klar til at få signeret vinyl, CD’er og ja, en enkelt sætliste fra aftenens koncert. Eivør og Shepard stiller sig ved bordet, selvfølgelig med Eivør stående som den første til at modtage folk og Preston i midten mellem de to, mens en af Trains sikkerhedsvagter står og holder øje med situationen.

Der er ingen tvivl om, at de fleste i køen er der for at udveksle lidt ord med Eivør, og stor del af dem spørger også om en selfie med hende. Det er alt fra de unge omkring begyndelsen af tyverne til de ældre, som nok er et stykke over 50 år. Sangerinden udveksler ord med alle, glad og smilende, og er også meget opmærksom på, hvordan de skal stå på Train for at få en god selfie med hende. Der meget hjertevarme at spore hos færingen, som i sin åbenhed og glade væsen virkelig udviser, at det her ikke er noget, hun gør af tvang, men af ren lyst. Desværre for Shepard, så er de fleste der for Eivør, men en del af dem vælger at få Eivørs ting signeret af Shepard også. Heldigvis er der også flere af dem, som siger, at hendes show var virkelig flot. Mens Eivør snakker med fans, benytter jeg lejligheden til at spørge Shepard, om det har været sådan på hele turnéen, at fans beder hende om at signere Eivørs ting, og hvordan hun egentligt har det med det. Det er noget, hun griner lidt af og svarer: ”Det er faktisk første gang, det sker, at folk beder mig om at signere hendes ting. Jeg synes, det er lidt spøjst, men det er fint nok for mig, hvis de gerne vil have det.” Shepard er også meget varm og folkelig i sit væsen. Der er noget utroligt rart og mildt over måden, hun taler til folk. Så både musisk og menneskeligt er Eivør og hende altså et godt match.

Det sidste af køen ebber ud, og Eivør og Shepard siger pænt farvel til de sidste, som er blevet hængende, og de følges med Preston backstage igen, hvor de har en kort periode til lidt cooldown. Noget af holdet sidder og forsyner sig, mens andre arbejder med pakke grejet sammen. Selv går Eivør ind og pakker sine ting sammen, mens hun også går i gang med udstrækningsøvelser ovenpå dagens strabadser. Jeg beslutter, at dette er et passende tidspunkt at ende min dækning. Jeg har en bus, der skal nås, og billeder, der skal sendes af sted. Jeg tager pænt afsked med folkene, som sidder i backstagerummet, og jeg fanger Eivør og Preston sammen, hvor jeg takker dem pænt for at have givet heavymetal.dk lov til at komme med bag scenen på sådan en dag.

Da jeg går ud af Train, er det en mur af mørke og kulde, som rammer mig. Noget, som står helt i kontrast til, da jeg ankom. Det passer også på blændende vis med Eivørs musiske univers, som har kontrasterne som et bærende element. Generelt er det et utroligt positivt indtryk, jeg går herfra med. Der er ingen tvivl om, hvorfor Eivør har opnået det, hun har. Foruden det kæmpe talent hun besidder, så har hun omringet sig med dygtige og arbejdsomme folk, og vigtigst af alt, så står musikken tydeligt i højsædet frem for prestigen. Succesen er ikke steget hende til hovedet på nogen måde. Hun er en artist, som bare elsker at spille, har rødderne dybt plantet i jorden og elsker at møde de mennesker, som kommer til hendes shows.