De gamle grækere slår igen!
Yoth Iria er måske nok et nyt navn, men de to herrer bag – George Zacharopoulos og Dimitris Patsouris – er ikke just nye spillere. Tilbage i 80’erne var de sammen med Sakis og Themis Tolis med til at skabe, hvad vi nu kender som ”hellensk black metal”. De to musikanter var at finde på de første tre Rotting Christ-udgivelser, før de besluttede sig for at bruge tid i andre projekter som Thou Art Lord og Necromantia. Så hvis man er bekendt med den græske variant af black metal, ved man allerede, hvordan As The Flame Withers lyder ,før man har sat første nummer på – om det er godt eller skidt, er jo så det store spørgsmål.
Noget nyt, noget gammelt og noget rod
Af åbenlyse årsager minder As The Flame Withers utroligt meget om Thy Mighty Contract og Non Serviam, lige fra riffstrukturen, som lægger sig utroligt meget op ad start 80’ernes metal som Iron Maiden, Judas Priest og Venom kombineret med lyriske efterladenskaber fra Celtic Frost og Merfycul Fate – alt sammen dog serveret med den produktion og skarphed, vi forventer af det 21-århundrede.
Det er faktisk meget charmerede og tilpas familiært og retro, dog uden at virke decideret kitschet. Omvendt sidder jeg også og tænker, at hvis ikke det var, fordi Sakis og George har to ret forskellige vokaler, er det ikke usandsynligt, at jeg ville tro, jeg sad med en ny Rotting Christ-skive. Men det er jo ikke fair at kritisere to musikere for at lyde som sig selv. Men uanset hvad, så lyder Yoth Iria ganske godt! ”Hermetical Code” er et af de lidt langsommere numre, komplet med gotisk keyboard, der giver et lille hint af Moonspell. ”The Mantis” kunne nemt være et glemt Immortal-nummer, og på ”The Red Crown Turns Black” befinder vi os næsten i Sodom-territorium.
Der, hvor det dog bliver problematisk for Yoth Iria, er, når de lyder som de Rotting Christ-numre, som de to herrer ikke har været med til at skrive, for der bliver man en kende konspiratorisk og tænker, at det næppe er et totalt tilfælde. Tag et nummer som ”Unborn, Undead, Eternal”, som helt oprigtigt er et godt nummer, men omvendt lyder det som en tro kopi af ” Ahura Mazdā-Aŋra Mainiuu”, som blev skrevet i 2013 – næsten 20 år efter de to forlod Rotting Christ. Det bliver det ikke til et dårligt nummer af, bestemt ikke, men hvis Dave Mustaine lavede et nummer, der hed ”Master of Muppets” ville folk nok også ryste på hovedet.
Men måske er As The Flame Withers største problem ikke, hvem og hvad det lyder som, men det at de helt har glemt fiskemodellen – altså at man skal starte med et bid og slutte med et smæk med halen. For de absolut svageste numre er introen og outroen. ”The Great Hunter” er en værre kakofoni af usammenhængende riffs, der drukner i blastbeats, og ”The Luciferian” er så dræbende kedelig, at det er en sand bedrift, at de fik indspillet det uden selv at falde i søvn!
Kill your darlings!
As The Flame Withers er ikke et dårligt album, og for et nyt band er det en stærk debut. Man kan så undre sig over, at to så erfarne herrer laver så mange begynderfejl. Jeg ved ikke, om der har manglet en producer til at guide dem forbi diverse faldgruber, eller om de to herrer har været alt for stædige og nægtet at dræbe deres darlings. Som tidligere nævnt er her nogle fremragende numre, men også nogle, hvis eksistensberettelse totalt udebliver.