Klicheen om den svære toer findes af en årsag
Tænk sig, at det allerede er fire år siden, jeg sidst sad med en Wythersake-skive. Kvintetten fra Washington udgav nemlig sin ganske udmærkede debut tilbage i 2021. Dengang sluttede jeg min anmeldelse af med at sammenligne dem med en form for maggiterning af henholdsvis Uada, Wintersun og Emperor, hvilket må siges at være stor ros, men samtidig var mit primære kritikpunkt, at der manglede fokus og retningssans. Derudover anfægtede jeg, at bandet selv mente, de spillede symfonisk blackened death, for bevares, de elementer var da at finde, men langt henad vejen var der mindst lige så meget prog-death og melo-death over Antiquity. Men lad os da høre, hvordan Wythersake lyder i 2025!
Will it chug?
Det er stadig, enormt, tydeligt, at Wythersake er et amerikansk band. Bandets måde at komponere rytmeguitaren er så rød-blå-og-hvid, at man får lyst til at kalde alle i sit nærområde for ’partner’ samt at blive koblet op på et IV-stativ fyldt med Bud Light. Har man nogensinde set nogen af Ola Englunds WILL IT CHUG?-videoer, hvor man virkeligt får lov at høre, at den mand er vokset op med Pantera, så er det præcis sådan, rytmeguitaren lyder – for der ’chugges’ til den helt store guldmedalje. Tag nu bare introen på ”Dancing Plagues of Modern Man”, hvor der ellers bare er åben E-strengsprygl ad libitum. Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke rigtigt synes, det klæder Wythersakes overordnede lydbillede. Det gør musikken markant mere bøllet, hvilket er en alt for stor kontrast til de symfoniske elementer. Heldigvis er guitarsoloer med til at hæve niveauet fra barslagsmål til salondiskussion.
Det har dog aldrig været sværere at opsnappe blackmetallen i Wythersakes musik, end det er på album nummer to her. Det lader virkeligt til, at bandet har valgt at lade sig inspirere af grupper som The Black Dahlia Murder og Allegaeon fremfor Emperor, som de ellers tidligere var glade for. Lyt engang til ”Devour the Throne of Grace”, og fortæl mig, at det ikke minder markant mere om amerikansk melodød end om noget som helst andet.
Vi skal faktisk helt hen til det sjette nummer, ud af tolv, før der kommer noget, der bare minder om Bergen og omegn, og det er ”Gotterdammerung” – et instrumentalt nummer, som selv om det da lyder udmærket, mest bare fylder på et album, der allerede er overproppet, som var det et tog i New Delhi. Det står desværre klart, at Wythersake – ulig føromtalte tog – ikke ved, hvor de skal hen. Hvilket desværre er ret skuffende, da jeg helt oprigtigt havde set meget frem til at høre, hvad bandet havde på hjerte denne gang – ak!
Vi skal til højre, nej, den anden højre!
At War with Their Divinity er egentlig den perfekte opfølger til Antiquity – på godt og ondt. Alt hvad de i forvejen gjorde godt, gør de mindst lige så godt, og alt hvad der så ikke virkede – ja, det har de taget med, og quelle surprise så virker det fortsat ikke. Der er ingen tvivl om, hvorvidt de fire musikanter er dygtige eller ambitiøse. Det er bare ikke altid nok – desværre! For musikken fremstår stadig rodløs og ufokuseret, og Wythersake mangler stadig det, som gør, at de kan få de små hår til at rejse sig. Derudover finder jeg det svært skuffende, at de symfoniske passager fortsat er et påklistret backingtrack – det er for tyndt, drenge. Især nu, hvor bandets promomateriale (som naturligvis skal tages med et gran salt) lover følgende: ”With At War With Their Divinity Wythersake push the creative boundaries even further and affirm their place as a force of destruction elevating the spirit through chaos and defiance”. Jeg kunne få lyst til at skrive noget i stil med ’bedre held næste gang’ eller ’tredje gang er lykkens gang’, men jeg ved sgu ikke helt, om jeg stadig er med på toget til den tid.