Andet Kapitel: dekonstruktioner og dårlige ideer
Hvor kom vi fra? Nå, ja! Vi efterlod Waldgeflüster ude i den sprøde, gyldne efterårsskov, hvor løvet daler mod den mudrede jord. (Indsæt link til KS1) var måske ikke det bedste udspil fra bandet nogensinde, men dog en godkendt udgivelse sine mange fejl til trods. Men nu er der jo tale om et dobbeltalbum, og er tiden kommet til kapitel to i knoglesangsfortællingen. Hvor Knochengesänge var en forholdsvis regulær omgang atmo-skovturs-black, er Knochengesänge II en noget anden størrelse. Bandet selv har udtalt, at toeren skal forstås som en total dekonstruktion af Knochengesänge, som var det en forret fra Noma. Det kan lyde enormt flyvsk og artsy-fartsy og nok også som en ide, der kun giver mening for bandet selv – og så måske de allermest passionerede Waldgeflüster-fans. Så læg vandrestaven og uldsweateren, for nu går vi ud af skoven og ind i filosofistuen!
Jeg piller ikke, jeg dekonstruerer!
Den føromtalte dekonstruktion betyder egentlig blot – helt lavpraktisk – at bandet har taget samtlige syv numre fra Knochengesänge og så vendt dem på hovedet, vendt vrangen ud ad og omfortolket dem i nye retninger. Eksempelvis har nogle sange fået ændret lyrikken fra tysk til engelsk, mens andre er blevet forvandlet fra atmo-black til industriel goth-rock eller hillbilly-country. ”Bamberg, 20. Juni” hedder nu ”Frankfurt, 19. März”, ”Knochengesänge” hedder nu ”Singing of Bones”, og ”Von Hypnos und Thanatos” hedder så … ”Crusade in the Dark” – forstå det dem, der kan.
Ideen og konceptet bag Knochengesänge II er både sjov og interessant, og jeg tror faktisk, det er en sund øvelse for alle kreative sjæle at prøve at vende sine værker og tanker på hovedet og se dem fra en ny vinkel. Men omvendt er der jo også en grund til, at vi har mundheldet ’skomager, bliv ved din læst’, for nok er ideen bag albummet her god, desværre er resultatet bare langtfra godt.
Sange, der førhen var udmærkede, som ”Der kleinste König und sein Architekt”, er nu noget forbistret rod. Fremragende guitarmelodier er blevet erstattet af enerverende keyboardpassager, og endeløsheden har virkeligt taget overhånd. Og som det endelige søm i kisten så er ”The Parting Glass” fandengalemig med igen – og nu endnu værre end på den forrige skive. Før var der trods alt nogle instrumenter til at akkompagnere vokalen, men de er væk, så i stedet får man bare tre minutters ’skønsang’ – det er intet mindre end tåkrummende at lytte til.
Bare fordi man kan, betyder det ikke, man skal!
Det er faktisk svært at sige noget pænt om Knochengesänge II, hvis vi altså skal skære de værste banaliteter fra, som at produktionen og mixet er udmærket, og at de alle jo sagtens kan se, hvad der er op og ned på deres instrumenter. Det kan godt være, de selv mener, at denne dekonstruktion var en god – og spændende – ide, men slutresultatet er ikke anderledes, end hvis et barn splitter sit legetøj ad. Der var nok en idé med processen, men produktet var alt andet end ønskværdigt. Tillad mig at gentage mig selv, for jeg kan ikke forestille mig, at nogen, udover bandet selv og så de allermest dedikerede fans, vil finde dét her album fornøjeligt. Albummet her understreger ganske fint, at bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal!
