Hvad er der at lave i Køng?

Køng er en lille by på Sjælland midt mellem Næstved og Vordingborg. Byen har knap 1.000 indbyggere, hvoraf to af disse er ganske interessante, nærmere bestemt Lord Titan og Necrodevil. Under disse dæknavne startede de Vomit Angel tilbage i 2014, og som man nok har gættet ud fra bandnavnet, er det ikke storslået og episk progressivt power metal, vi er ude i her. Det er dødsmetal og grindcore i éen stor pærevælling, der i 2016 kastede Ep’en Sadomatic Evil af sig, og nu er turen så kommet til debutpladen Imprint of Extinction.

Man kunne starte et band...

Imprint of Extinction består af 20 sange fordelt ud på godt og vel 30 minutter, og jeg kan lige så godt være ærlig: der er virkelig ikke meget godt at hente på denne plade. En del af numrenes eksistensgrundlag er sågarendda tyndere end plottet i dit gennemsnitlige romantiske drama. ”Poisoned Dreams” er et trommebeat indspillet i en sportshal med en foxterrier, der gør ind i mikrofonen. ”Unearthed Skull” er to sekunders grindcore og ellers lyden af en skovl, der graver. Men værst er ”Vomits” og ”Defecation”, som det er lyden af præcis det, som titlerne henviser til:, maveindhold, der kommer ud af hver sin ende. Og inden nogen kan sige: ”Cephalic Carnage havde også et opkastnummer på deres debutalbum”, så betyder det ikke, at alle grind bands må eller bør gøre dette.

For selvom grindcore altid har været en genre uden så mange regler, udover at det skal gå stærkt – en regel Vomit Angel da også lever op til – så betyder det ikke, at det alt sammen er fis og ballade, man skal også have noget at byde på musikalsk. På Imprint of Extinction er der bare ret langt mellem numre, der er værd at skrive hjem om, specielt når grindcoren bliver sluppet løs, og vi skal ud over stepperne. Riffs, trommebeats og generel sangstruktur er mere genbrug end i hele metalcoregenren.

Når Vomit Angel dog trækker noget mere på deres dødsmetalelementer, så bliver det faktisk ganske hæderligt. ”Hobo in the Woods”, ”U.S.G”, ”Satanic Eelhead” og specielt ”Freezing to Death” er klart pladens højdepunkter med solide riffs og simpel, men effektiv rytmesektion., Herså viser Vomit Angel, at de er mere end bare gak og løjer. Men når man skal trækkes igennem 13 enslydende numre plus de fire ligegyldigheder nævnt ovenfor for kun at høre fire gode numre, så er det altså noget af en ørkenvandring, Vomit Angel sender lytteren ud på. Hvilket egentlig er ganske imponerende, når man tænker på, at numrene i gennemsnit kun varer 1,5 minut.

...men man kunne også lade være

Hvad tankerne har været bag pladen, er ikke til at vide, men resultatet er en ustruktureret plade, som kun få gange formår at gøre sig bare en anelse positivt bemærket. Havde Vomit Angel valgt en tilgang til deres musik, der bare var en knivspids mere seriøs og været lidt mere kritisk i forhold til det, der skulle på pladen, kunne Imprint of Extinction godt have været ganske hæderlig. Det tyder på, at de har arbejdet med et filter, som kun sorterer cykelstel og motorblokke fra. På denne måde bliver det, mildt sagt, en lidt rodet og meningsløs omgang. Men når et band fra Sydsjælland på nummeret ”Vestfyen Classic” vælger at hylde netop en Vestfyen Classic og ikke en mere lokal øl, så skal det nok ikke give mening.