Coveret med pentagrammet og titlen "God The Lux" gav mig indikation om, at dette måtte dreje sig om en sort udgivelse. Skiven blev smidt på, og infosedlen læst igennem. To navne blev på infosedlen glædeligt genkendt, nemlig Orion fra Behemoth og Daray fra Vader.
Meget overraskende er "God The Lux" en symfonisk black metal skive til punkt og prikke. Hvis jeg skulle dele pentagrammet op i 5 stykker efter inspiration, ville jeg her kunne fylde de tre af dem ud med Dimmu Borgir, en med Emperor og den sidste til Behemoth. Den sidstnævnte del er den jeg bedst kan lide, idet det drejer sig om "berserker delen" hvor der bliver givet fuld gas. Skivens længde snyder dog lidt, idet det sidste nummer varer 26 minutter, hvoraf der kun spilles i det sidste minut (irriterende). Så regn kun med ca. 41 minutters galskab.
Selvom pladen ikke er helt så original skruet sammen, så viser det polske band dog sit potentiale, og vil med stor sikkerhed kunne lukkes ind i mange black metal hjerter.