Håbet om nådesløshed
Usurper har siden deres begyndelse i 1993 flirtet med at kombinere thrash og black metal. Ligesom mange andre inden for black-genren har deres lyrik ofte drejet sig om det okkulte, djævletilbedelse, død og omtrent alle de andre klicheer, der nu kunne tænkes at være for et sådant ekstrem-metal band. “Usurper” er desuden også det engelske ord for en person, der vælter den siddende regent og gør sig selv til leder af deres område. Med det in mente skaber man sig hurtigt et håb om en plade fyldt med nådesløst smadder af bedste skuffe og med masser af brutalitet og ondskab. Men kan pladen så levere alt dette og samtidig formå at holde det spændende og originalt?
Lav produktion = Lav dynamik
Tjaa, både og. Det ville være direkte forkert at sige, at der ikke var noget at komme efter for fans af den mørkere thrash, men der er også flere tidspunkter, hvor sangene føles en smule for uinspirerende, og hvor der i høj grad mangler noget dynamik. Tager man eksempelvis åbningsnummeret “Skull Splitter”, hvis titel nærmest er en parodi på den genre de spiller, hører vi en akustisk intro akkompagneret af en lidt tam jubel, der vist nok skulle forestille at være en live-optagelse fra en koncert, selvom det ikke lyder så autentisk. Riffet er også meget simpelt og er mest bygget op om to akkorder, der bliver spillet efter hinanden på en meget traditionel og lettere forudsigelig måde. Bevares, man kan da ret hurtigt lære at skråle med på omkvædets brutale råb om kranieflækkelse. Pladen stiger dog en tand i graderne ved den næste sang “Beyond the Walls of Ice”. Sangen er meget mere simpel og har mere fokus på riffenes kvalitet frem for deres tempo. Nummeret er i mid-tempo, hvilket giver et mere groovy udtryk til bandet, dog uden at man bliver i tvivl om, at det er et thrash nummer, man har smidt på anlægget.
Ligesom det er tilfældet for mange andre sange på pladen, gør produktionen dog, at nummeret mister en del af sin slagkraft. Det er særligt trommerne, der ligger meget langt tilbage i mixet som gør, at numrene sjældent kommer til at føles synderligt dynamiske på trods af, at flere sange som “Black Tide Rising” byder på flere riff med meget forskellige intensitetsniveauer. Udover produktionen er det største problem med albummet primært den svingende kvalitet på sangene. Ligesom der var en ret stor forskel på kvaliteten af de to første numre “Skull Spliter” og “Beyond the Walls of Ice”, er det altså nærmest en generel tendens for albummet, at omtrent hvert andet nummer er et forholdsvis gennemført stykke fræs, og hvert andet nummer er desværre ikke helt lige så velkomponeret.
Mid-tempo og middelkvalitet
Desværre blev det dermed et meget ujævnt album fra Usurper denne gang. Et album med potentiale og med flere gode riff og melodier, men med desværre lige så mange uinspirerende kompositioner. Der er en generel tendens til, at sangene i mid-tempo fungerer en kende bedre, som det høres med “Beyond the Walls of Ice” og “Lords of the Permafrost”, selvom albummets absolutte højdepunkt i min optik forbliver den lynhurtige og dobbeltpedals-drevne “Warlock Moon”, der er nær et pragteksempel på, hvordan man skriver et ondskabsfuldt og diabolsk thrash-nummer med masser af vrede og fart over feltet. Dette er klart et nummer, jeg fortsat vil vende tilbage til ligesom enkelte andre fra pladen. Hvorvidt dette er et album, som jeg vil give flere intense gennemlytninger fra start til slut, finder jeg dog meget tvivlsomt.
