12 års tavshed, ét album fuld af ar
Der findes comebackalbum, der mest af alt virker som en pligtøvelse, som da David Vincent vendte tilbage til Morbid Angels og udgav Illud Divinum Insanus. Under Bright Sadness er det stik modsatte. Tolv år efter debuten, A Human Comedy, vender amerikanske Unteachers tilbage med et værk, der føles levet snarere end skrevet. I mellemtiden har livet sat sig tungt i bandets udtryk. Familien, troen, sorgen og årene mellem ungdommens rastløshed og voksenlivets slid præger albummet, som blev påbegyndt allerede i 2021 og først nu ser dagens lys. Bandets lineup er samtidig kogt ind til kernen: Grundlægger Stephen Mark Sarro håndterer vokal, guitar og bas, mens den mangeårige samarbejdspartner Rick 'Wyse' Wise tager sig af trommer og elektronik. Resultatet virker som en dybt personlig dialog mellem to musikere, der nægter at lade sig begrænse af genremæssige hegn.
Når sludge, post-hardcore og progressiv rock nægter at vælge side
Unteachers er ikke lette at placere. Under Bright Sadness gør opgaven endnu sværere. Albummet bevæger sig ubesværet mellem sludge, noise rock, progressiv metal, punk og post-hardcore, uden at overgangen føles konstrueret. Tværtimod virker de voldsomme stilskift som en naturlig del af fortællingen. Unteachers er et kristent heavyband, hvilket godt kan fornemmes i temaer og tekster, hvor Helvede og Satan tilgås anderledes end hos mere sataniske bands. Jeg lever fint med de længere bønner, kirkeklokker, messen og så videre, som er med i lydtæppet. Det er genreforvirringen, der gør kål på mig. De laver gode overgange, og som værk hænger det sammen, men som lytter ved jeg ikke, hvilket humør jeg skal være i, for at jeg får lyst til netop den genre.
Åbneren, “Passage I: The Harrowing of Hell”, sætter scenen med kirkeklokker, støj og nærmest klaustrofobiske lydlag, før “Psalmnambulist” åbner landskabet med pulserende bas, melodiske vokalharmonier og en sær blanding af tyngde og luftighed. “Households of a Cosmic War” demonstrerer albummets evne til at forene spirituelle temaer med beskidte, næsten punkede riffs, mens “Song of Seven Pillars” eksploderer i aggressiv energi, der sender tankerne mod både Melvins og klassisk amerikansk hardcore.
Et af albummets stærkeste øjeblikke findes i “Last Rites for Lesser Magick”. Nummeret indledes med ord fra teologen Francis Schaeffer, en kendt kristen filosof og kirkeleder født i Pennsylvania, hvor Unteachers også kommer fra. Herefter driver et insisterende groove driver sangen fremad med en sjælden kombination af tanke og kraft. Endnu stærkere rammer “The Orb Was Only Dust”, hvor Sarro lader melodierne få plads. Her træder albummets følelsesmæssige kerne frem, og omkvædets vemod bliver hængende længe efter sidste tone.
Undervejs fungerer de korte “Passage”-stykker som åndehuller. De binder albummet sammen tematisk og understreger, at dette er tænkt som én samlet rejse gennem tab, håb og tro. Produktionen er bevidst rå og organisk. Guitarlyden knaser, bassen fylder, og trommerne lyder menneskelige frem for kliniske. Det gør albummet ujævnt hist og her, men også langt mere troværdigt. Unteachers søger ikke perfektion. De søger mening.
Lys i mørket uden lette svar
Under Bright Sadness er ikke et album, der giver sig selv væk ved første gennemlytning. Det kræver tid, koncentration og en vis tolerance overfor musikalsk uforudsigelighed. Til gengæld belønnes den tålmodige lytter med et værk, der rummer langt mere end blot riffs og arrangementer. Det handler om tro uden prædikener, håb uden happy endings og sorg, der aldrig helt forsvinder.
Nogle vil sikkert finde albummets spring mellem genrer udfordrende, og enkelte passager kunne med fordel have været strammet en smule op. Men netop den kompromisløse tilgang er også årsagen til, at Under Bright Sadness skiller sig ud i en tid, hvor mange progressive udgivelser lyder alt for polerede. 12 års ventetid er lang tid, men Unteachers bruger hvert eneste af de år som brændstof. En usleben diamant måske, men stadig en diamant, hvis du klarer smeltediglen af musikalske genrer bedre end mig.