Chancen er lille, men den er der

Var man en pessimistisk og elitær type, så ville det være utrolig nemt at sammenligne store dele af metalscenen med biomen tundra. Et næsten evigt frossent landskab, hvor intet af nogen nævneværdig størrelse kan vokse frem. Skulle der dog, mod forventning, dukke noget større op af jorden, så ville det uden tvivl få stor opmærksomhed. Hvilket kan være årsagen til, at en flok gutter fra Kansas netop har kaldt deres band Tundra. Spørgsmålet er dog, om deres nyeste plade dør af næringsmangel eller lever op til titlen Eternal.

Selv en plagieret skabelonskåret plade havde været bedre

Ville man skylle lidt mere indhold ned i skeptiktanken, så har Tundra bestemt ikke gjort et langtidsholdbart værk nemt for sig selv ved at begå sig i farvandene mellem death -og metalcore.

Bandet lader dog til at nyde at give sig selv voldsomme udfordringer. Introen “Alone” har en så rædsom tonedøv efterskoletalentshows ren vokal, der er så ringe til at holde takten, at jeg allerede nu synes, at Tundra skulle returneres til permafrosten. Men så kan det vel kun gå fremad herfra, ikke? Ikke rigtig. Vokalen, hvad end der skriges, råbes eller brøles, bærer altid præg af, at man har udgravet fossiler fra MySpace-dagene. Specielt den skregne vokal lyder så meget som et vredesudbrud fra en trodsig teenager, som har fået nej til weekendens Attack Attack! koncert af sine forældre. At brølene lyder som en influenzaramt Master Fatman, og hele pærevællingen skal gives i et rap-flow på “The Pit”, og “Hostage” gør næsten, at finspritten skal hives frem fra barskabets dyb. For pladens instrumentaldel, ja, den er virkelig heller ikke værd at råbe hurra for.

Igen lyder det nemlig til, at vi skal tilbage til efterskolens talentshow. Starten af “The Pit” kæmper en brav kamp for at holde takten, og “The Witch” kaster så kedelige vers og omkvæd efter dig, at selv den udskældte metalcore-skabelon griner højlydt. Glem alt om breakdowns, c-stykker og opbygning til andet end det samme riff tre minutter i streg. Nu hvor vokalen tydeligt længes efter de sociale mediers spæde ungdom, så skal instrumenteringen selvfølgelig følge med. “Undead” åbner med en grov skitse af et acceptabelt barslagsmåls-deathcoregroove, og så introduceres ellers slutnuller-corens vildeste trick. Atmosfæriske lydflader. Glem dog alt om Northlane, Novelists og deslige. Efterskolen, som vi åbenbart stadig er på, har kun råd til et keyboard og to langtrukne toner med mindre personlighed end en nordkoreansk nyhedsvært. Ud af pladens 11 numre er det faktisk kun “Revelation”, som til dels lykkes med at have noget potentiale. Lyder det godt? Gud fader bevares, nej. Det er som en strikkepind, der roder i øregangen. Men var Tundra en flok teenagere i nullerne, som diskede op hvepsesværmsriffs, tunge breakdowns, et storslået omkvæd og en god forståelse af datidens metalcore, så ville jeg have ønsket dem held og lykke med en tro på, de nok skulle blive til noget. Desværre skriver vi bare 2025, Tundra er voksne mænd og dette nostalgitrip bør smides tilbage i den frosne jord.

Spild af tundraens sparsomme næring

Skulle man være så uheldig at falde over Eternal og af uransagelige årsager give det en chance, så bør man væbne sig med Buddha-værdige niveauer af forståelse og Hemingway-niveauer af alkohol. Det er death –og metalcore af den mest jammerlige Myspace-skuffe, hvor alt skriger amatør-teenage-hobby-projekt med alt hvad dertil hører af tvivlsomme musikalske evner, mangel på kreativitet og absolut ingen selvindsigt. De eneste formildende omstændigheder er, at et enkelt nummer har et strejf af potentiale og det faktum, at Tundras debut fra 2020, Wastelands, er endnu ringere.