Slik eller ballade?

Dårligt var sidste mjødhorn tømt og scenografien pakket bort, førend folkene bag Epic Fest 2025 stod klar med de første navne til fjerde udgave af festivalen. Foruden profiler som Roy Khan, Sonata Arctica og Firewind finder vi længere nede på næste års plakat italienske Trick or Treat. Oprindeligt stiftet som et Helloween-tributeband kan gruppen, yderligere influeret af Edguy og Unisonic, således placeres i den kulørte ende af power-skalaen. Omvendt trækker deres tematiske præferencer for de mørke og mere makabre afkroge af populærkulturen i højere grad mod dødsartister som Aborted og Frozen Soul. Med andre ord: Lytter, tag dig i agt – du er ved at blive Ghosted!

Bøh … nu er du bange!

I skærende kontrast til katolicismens jerngreb om det italienske folk står selvsamme demografis begejstring for den okkulte fiktion. Navngivet efter bopælsadressen for paranormal efterforsker og nationalklenodie Dylan Dog sætter ”Craven Road” standarden for de følgende 45 minutters gak og løjer. Anført af vokalist Alessandro Conti fremstår nummeret med sine floromvundne riffs og et neoklassisk C-stykke insinuerende ”Humlebiens flugt” som en helt igennem munter størrelse. Joh, underholdningsværdien er sandelig i top, skønt grænsen mellem det gale og geniale konstant udfordres. Det er i al fald den eneste logiske forklaring på ”Dance With The Dancing Clown”, der samtidig besvarer spørgsmålet, ingen ved sine fulde fem kunne drømme om at stille: ‘Hvordan mon det ville lyde, hvis Danny Elfman havde skrevet Bajadser?’.

I kategorien for kunstformidling på de skrå brædder får operafornemmelsen sidenhen karakter af varieté gennem afstikkerne ”Polybius” og ”Return To Monkey Island”, der begge bevæger sig ind på territoriet for arkade- og videospil. Gennem brug af medrivende oplæg og autentiske virkemidler formidles først urbane vandrehistorier om mystiske spillemaskiner, hemmelige regeringseksperimenter og sidenhen fortællinger om de caribiske piraters guldalder (ca. 1650-1730). Som med så meget andet gør Trick or Treat intet halvt, hvorfor man til lejligheden naturligvis har kapret den gode Christopher Bowes (Alestorm, Gloryhammer) som gæstesolist på sidstnævnte skæring. Argh, så border vi dem, matey!

Det bliver dog et par horrorikoner med amerikansk pas, der får de sidste skrig ombord på spøgelsestoget. Her tilfører først ”The 13th” ekstra tyngde og relevans for grundkonceptet, omend originaliteten åbenlyst glimrer ved sit fravær. Trommerne og bassen får ikke desto mindre ligeligt fordelt rampelyset i denne fortolkning om manden med hockeymasken fra Crystal Lake. Med ”Bitter Dreams”, albummets monumentale crescendo, sættes nye grænser for det muliges kunst. Her demonstreres ikke alene en dramatisk sans for musicalformatet, der formentlig ville høste anerkendelse hos selv Benny Andersson og Björn Ulvaeus. Men på forunderlig vis formår man i samme moment at integrere underlægningen fra A Nightmare On Elm Street med ABBA-insinuerende klaviaturflader.

Halloween, monstergrin …

Hvor skiver som Vault of Horrors og Glacial Domination gennem deres brutale udtryk i højere grad kunne tages for pålydende, gør Ghosted omvendt en dyd ud af at holde en langt mere uformel og humoristisk tone. Man er således aldrig i tvivl om, at ’det hele bare er noget, vi leger’, hvorfor de 11 skæringer da også ender med at fremstå omtrent lige så gruopvækkende som Maiken Ingvordsens hovedbeklædning. Med det sagt understreger albummets mange teatralske facetter genistregen i at booke italienerne til Epic Fest anno 2026. Det bliver til otte flotte kranier og endnu et stort, fedt kryds i koncertkalenderen for denne anmelder.