The Three Tremors - The Three Tremors

The Three Tremors

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Thrash metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De andre tre tenorer

Lad mig lægge ud med at sige, det smerter mig at uddele sølle fem kranier til Peck, Owens og Conklin endnu mere end det smerter jer fans at læse det. Dagens tre-retters menu besidder tårnhøj kvalitet, som har fortjent bedre, men scoren er altid en helhedsvurdering, og desværre hæmmes The Three Tremors’ første udspil af adskillige dårlige beslutninger. Hvis du havde glædet dig til dette historiske samarbejde, så hold igen med kajmunden lidt endnu, og lad mig forklare. For The Three Tremors har, trods sine fejl, meget at byde på.

Til dem, som ikke ved, hvad der foregår: The Three Tremors er et kosteligt ordspil over ”The Three Tenors” (De tre tenorer), som desuden dækker over et samarbejde mellem vokalisterne Sean ”Hell Destroyer” Peck, Tim ”Ripper” Owens og Harry ”Tyrant” Conklin, kendt fra hhv. Cage, Judas Priest/Iced Earth og Jag Panzer. Således er der lagt i ovnen til knap en times power-thrash uden mådehold overhovedet (se for fanden på coveret ovenfor), og hvis det lige er dig, så har jeg en glædelig nyhed til dig.

Power thrash tour de force

Det giver sig selv at vokalerne er det store fokuspunkt, og jeg kommer til dem lige om lidt. Først skal jeg lige sige, at så vidt der er nævneværdig forskel mellem Cage, Iced Earth og Jag Panzer, ligger albummets stil tættest på Cage’s Hell Destroyer hvorfra Peck har sit kunstnernavn. For de uindviede betyder det power thrash med fokus på tyngde, riffs og kraft. ”Invaders From the Sky” åbner hårdt og truer med én på snotten, mens opfølgeren ”Bullets for the Damned” gør trussel til virkelighed. Vi skal frem til fireren, ”Wrath of Asgard”, før tempoet sænkes til en galoperende midttempo krigsmarch, hvor økserne hvæsses i forberedelse til angrebet på ”The Cause”. Vokalerne hooker som Mike Tyson, understøttet af et endog meget kompetent akkompagnement, så selv hvis projektet virker som et stunt, er det i hvert fald et veludført stunt.

Det står ikke til diskussion, at de tre herrer er i topform. Fra højtonede skrig til kampklar gudepatos lyder herrerne fulde af energi og lidenskab. Det står heller ikke til diskussion, at de rent typemæssigt er meget ens, og at albummet som sådan kunnet være sunget af blot én af dem (vælg selv hvem), men det i sig selv lægger jeg dem ikke til last. Til gengæld afsløres en gennemgående dualitet i vokalerne allerede i åbningsnummeret, for hvor treenigheden kommer til sin ret på et fedt kald-og-svar-refræn, virker det tilfældigt om andenstemmen samarbejder eller konkurrerer med førstestemmen. Ofte synger mindst én af stemmerne ikke en identificerbar tone, og her skærer vokalen i ørerne. Førnævnte ”The Cause”, for eksempel, er fornem højoktan powerthrash galskab, men broen ødelægges af, at vokalerne ikke følger nogen plan – det er utilrettelagt skrigeri.

Så selvom sangene generelt er kvalitetsrige, er der kun to ægte klassikere på. ”Fly Or Die” har en fin intro og river ellers hul på en tour de force af intense riffs, flyvende vokalmelodier og hæse skrig. Broen her har i øvrigt det bedste trestemmige skrig på pladen, hvor resultatet er voldeligt energisk i stedet for rodet. Efterfølgeren ”Lust of the Blade” lyder med sine durtonede riffs, legato-licks og harmoniserede omkvæd som klassisk Iron Maiden, og kan slå hvilken som helst sang af Powerslaves b-side (titelsangen undtaget).

Albummets længde og produktion vil jeg lige knytte to kommentarer til. Skiven varer 58 minutter og 35 sekunder, men ikke alle sangene holder niveau. ”Speed to Burn” rummer intet, som ikke allerede er hørt bedre tidligere på albummet. ”King of the Monsters” virker undervældende oven på riff-festen ”The Cause”. ”Sonic Suicide” er temmelig anonym med et meget, meget simpelt akkorddrevet vers og ditto omkvæd… og så er der produktionen, ak og ve. Produktionen er marginalt bedre end på rædslerne Death Magnetic og Dance of Death. Musikken er meget, meget komprimeret, og vokalerne støder flere gange på bitloftet og klipper hørbart. Der er en god årsag til, at Death Magnetic fik en mere dynamisk remaster, og den årsag er, at det lød livløst på den dårlige måde. Det gør The Three Tremors også. Øv.

Modarbejde

The Three Tremors er, når alt kommer til alt, et rigtig godt heavy metal-album, som holdes tilbage af nogle graverende fejl. Produktionen får industristandarden til at se gylden ud, og hverken struber, strenge eller skind lyder rigtig levende. Individuelt er vokalpræstationerne fremragende, men samarbejdet skader næsten lige så ofte som det beriger. De fleste sange rummer øjeblikke, hvor vokalerne synes planløse, fordi to-tre stemmer skriger atonalt og/eller asynkront. Endelig er der i hvert fald to sange, nok også tre, som albummet kunne have været foruden, hvor niveauet ellers svinger mellem ”solidt” og ”fantastisk”. Det er med disse problemer in mente, at The Three Tremors bliver det mest anbefalelsesværdige femtal, jeg nogensinde kommer til at give.

Tracklist

  1. Invaders From The Sky
  2. Bullets Of The Damned
  3. When The Last Scream Fades
  4. Wrath Of Asgard
  5. The Cause
  6. King Of The Monsters
  7. The Pit Shows No Mercy
  8. Sonic Suicide
  9. Fly Or Die
  10. Lust Of The Blade
  11. Speed To Burn
  12. The Three Tremors

Tilføj kommentar