Hvornår kommer hovedretten?

Da Taagefanger i februar 2022 debuterede med ep’en Live in Grenaa, var der – ud over den høje kvalitet – navnligt to ting, der var værd at bide mærke i. Den ene var det modige valg at debutere med en liveudgivelse. Den anden var, at de tre numre var en forsmag på en kommende plade. Hvornår denne plade kom, var der dog ingen, der vidste. Sidst i marts kom singlen ”Tankesmuld”, og næsten præcis en måned senere kom pladen så. Ostara hedder den, og det er en fiks lille sag på små 27 minutter.

Sejhed er en mangelvare i dansk metal

Nu Live in Grenaa var en smagsprøve på Ostara, så kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at den nye plade igen byder på en tung gang sludget black-inspireret doom – en lyd, som bandet selv kalder ”sort ørkenhævi”.

En betegnelse, jeg må indrømme, passer perfekt til Taagefanger. Numre som ”Tankesmuld” og ”Mareridt” tager dig hårdt i nakken, kaster dig rundt og smider dig direkte ned på passagersædet ved siden af heksen fra The Blair Witch Project, som cruiser gennem Death Valley i en stor amerikansk muskelflyder. Det rammer perfekt ned i Venn-diagrammet over skramlet blikskurs-black og dundrende groovy doom. Især ”Bogen" og ”Ritual”, hvor andenbølgeguitaren kolliderer med den knurrende bas, er så rebelsk tilbagelænede og nærmest midnightske i deres attitude, at det er umuligt ikke at føle sig voldsomt sej og rock’n’roll-agtig, mens man lægger vasketøj sammen. Skal vi blive ved The Blair Witch-referencen, så har damen nu klappet klampen i kælderen, givet fingeren til ordensmagten og givet sig hen til sin indre Hunter S. Thompson. Ostara er overordnet set Taagefanger, som endnu en gang demonstrerer, hvor meget badass læderjakke og cool aviators, der er over heksebryg og hedenske ritualer, og hvor stort potentiale der på den danske scene er i at sludge sin sorte doom metal bare en smule op. For uden at have det præcise tal så er mængden af black/doom-bands med rock’n’roll-attitude forsvindende lille på et nationalt plan.

Noget, der også er forsvindende lidt af, er mængden af ren vokal på Ostara – i dette tilfælde er det dog ikke et minus. Vokalen rummer nemlig ikke samme fandenivoldske rebelskhed som resten af Taagefangers lydbillede – det er vokalen ganske enkelt for utrænet til. Det skal dog pointeres, at på ”Bogen” og ”Ostara”, som er de eneste numre med ren vokal, gemmes den ikke væk eller skjules af noget. Taagefanger står ved den, og jeg er ikke i tvivl om, at med lidt mere træning så bliver den pænere del af Taagefanger lige så medrivende som resten.

Det behøver ikke at være finsk for at være fedt

Jeg hørte engang værterne i Go’ Morgen P3 omtale Bomfunk MC’s’ nummer ”Freestyler” som ægte sejt. Det udsagn vil jeg ikke benægte, men nu handler denne anmeldelse ikke om finsk hiphop, men om Taagefanger. Og på trods af at de fleste nok ikke ville forbinde hedensk sludget black/doom med noget, der minder om sejhed, så har kvintetten fra Djursland dog noget til fælles med Bomfunk MC’s: For Taagefanger, det er fandme ægte sejt.