Oh Finland-aaaa!
Ahh Finland, vores nordiske nabo som vi ikke helt ved, om vi er på hold med eller ej. De er Nordens svar på Canada – bortset fra, at i stedet for beredent politi og ahornsirup, så kører de den ind med sauna og hjemmebrændt. Finsk metal er i særklasse, og har alle dage været det. Man er sjældent i tvivl, om hvorvidt et band er finsk, for de har altid en helt unik lyd (ofte et vanvittigt misbrug af keyboard) som gør, at man bare VED, det er krøllede, finske hjerner, der står bag. Soutana er ingen undtagelse! Fra første tangentstrøg af intronummeret ”Alku” står det klart, at de næste tre kvarter er rendyrket, finsk galimatias, med alt hvad det indebærer.
Winterserumsa
Når man hører Soutana, kan man ikke undgå at komme til at tænke på de andre store finske mestre, især dem der sætter fokus på det eventyrlige, folkelige og melodiøse udtryk som f.eks. Wintersun, Ensiferum og til dels Turisas. Til trods for, at Soutana er tvunget til at skulle dyste med andre og større bands samt folks forudindtagelser omkring finsk metal, så formår de faktisk at løfte opgaven. Nemlig den massive opgave det er at lyde unik, eller i hvert fald relativt unik. De gør det uden at genopfinde den dybe tallerken, men i stedet ved at tilføje små tricks og elementer, man normalt ikke forbinder med klassisk finsk melo-død. F.eks. saxofonsolo i ”Alku” eller ”Thousands of Forests”, der erstatter den klassiske dødspowerlyd med en mere thrashet lyd. Generelt er albummet fyldt med disse små perler, der gør, at musikken fremstår en kende mere spændende, og ikke blot som ”endnu et finsk metalband”. Men træerne vokser heller ikke ind i himlen, for der er nogle skønhedsfejl. Primært i form af Tuomo Marttinens vokal, der på ingen måde har noget nyt eller spændende over sig. Det er helt klassisk skrigeri a la Norge anno 1992 spædet op med få grynt, hvilket hurtigt bliver noget ensformigt. Her mangler noget kontrast, som man ofte finder hos andre finske bands, enten i form af noget clean singing eller en vokal fra det andet køn. Men omvendt, hvis Soutana også havde benyttet sig af de virkemidler, så ville de måske fremstå endnu mere formulariske end de allerede gør. Så som med så meget andet, er det jo en balancegang.
Den svære toer
Land of the Ending Time er faktisk kun bandets andet album, og når man tænker på det, så er det ret imponerende, at de allerede har så poleret en lyd. Samtidig forklarer det delvist, at der stadig mangler lidt mere sjæl i projektet. De har ikke helt fundet deres niche eller særpræg endnu. Men hvis man lige tænker på, hvor stort metal er i Finland, og hvor mange metalbands der efterhånden er, så bliver det jo mere og mere svært at skille sig ud, hvis man da ikke ønsker at lave noget dybt mystisk og avantgarde musik. Især indenfor død og black virker det til at være virkeligt svært at lave noget nyskabende, da der virkelig er blevet tærsket langhalm på de to genrer de sidste par år. Men som sagt, så er der grobund for noget helt fornuftigt her, og jeg er faktisk spændt på, hvordan deres tredje album bliver.