Genkendelige toner
I januar udkom debutalbummet Go for the Throat af den danske kvintet Stügg. Tilbage i 2019 deltog bandet i musikkonkurrencen Emergenza festival og nåede til finalerne, hvilket herefter bød på muligheden for at indspille Go for the Throat sammen med Frederik Uglebjerg, kendt fra bands som Svartsot og Isbjörg. Stügg spiller hård heavy metal tilsat elementer fra grind og groove og med klare inspirationer fra banebrydende bands som eksempelvis Metallica og Megadeth, som kan høres pladen igennem, og til tider lidt for meget.
Gå efter struben
Lige så aggressivt som det lyder, lige så aggressivt bliver vi mødt af albummets første nummer ”Headcrusher”, som er en hæsblæsende affære fra start til slut. Et hårdt thrashet guitar riff bliver fadet ind og bliver suppleret af trommer og bas, og så er vi ellers i gang. Versene byder på en ikke så overbevisende scream-vokal, men lyder til gengæld noget bedre og mere clean i omkvædene. Omkvædet har en god melodi, et yderst kompetent breakdown, og så demonstreres der yderligere, at der kan shreddes på den onde thrash-guitar – klogt af drengene at vælge dette nummer som pladens første. Næste nummer på pladen, ”hardwired to self” – øh, jeg mener ”Grind Your Teeth” – indeholder bare så mange elementer fra en masse andre velkendte sange, og det kan man bare ikke undgå at lægge mærke til. Et minut inde i sangen slås der over i et riff, der næsten lyder identisk med Metallicas ”Hardwired”, guitarsoloen slutter ligeledes identisk af med Megadeths ”Hangar 18”, inden den slår over i en Dave Mustaine-inspireret outro-monolog og endnu et brutalt breakdown. Igen på pladens næste nummer ”Bitch”, kommer der et Metallica-klingende guitarriff, et Mustaine-lydende pre-chorus, og et omkvæd bestående af et råbende ligeud ad landevejen: ”You´re a fucking BITCH”. En sjov blanding, men sikkert fornøjelig at gasse ud til i koncertmæssige sammenhænge.
Sangene kører meget ud ad de samme tangenter resten af pladen igennem, og mildest talt er der meget genbrug af riffs og inspiration fra idolerne. Jeg vil dog fremhæve nummeret ”Nameless King”, som i min optik er det, der står stærkest. En Hetfield-klingende cleanguitar sætter nummeret i gang, inden den drejer i en noget mere thrashet retning. Riffene er mere kreative, omkvædet har en genkendelig og fangende melodi. Og ligesom man tror, sangen er slut efter den sidste 30 sekunders guitarsolo, startes der et nyt guitarriff og et aggressivt ”RUUUUN”, som netop driver sangen i en ny retning og giver det fede twist, som de forsøger at sætte på den old school heavy metal.
Klare inspirationer
Jovist er det ikke særlig svært at gennemskue, hvem kvintetten fra Nordsjælland har lyttet til, da de fik lysten til at svinge instrumenterne frem og starte et band. Når det så er sagt, er der bestemt positive takter at finde på Go for the Throat. De viser eksempelvis, at de har evnerne til at skrive nogle stærke, helstøbte sange. Udover dette kan de også spille fandens hurtigt og levere nogle solide breakdowns, der er svære at undgå at blive øm i nakken af. Som nyt band er man jo altid i gang med at finde sin ”egen lyd”, og jeg er overbevist om, hvis de formår at få gjort bandet mere tight, finpudset vokalen og skrevet nogle flere originale sange, er der meget mere i vente fra Stügg. For man kan jo heller ikke få nok af bands, som er med til at holde metallen i live!