Here Come The Infidels er 11 sange om vrede og brutalitet og de rammer som et baseballbat lige i ansigtet
Stuck Mojo: pionerer inden for rapmetal
“Welcome everybody to the dirty dirty south!” råber den nye frontman Robby J. Fonts og velkommen til Stuck Mojo anno 2016. Det er 7 år siden vi sidst hørte fra Rich Ward og hans band Stuck Mojo. Bandet er pionerer inden for rapmetal og mens andre bands har haft større succes, så er få der er så loyale over for deres rødder.
I 2014 blev det ellers annonceret at det klassiske line-up med Bonz (vokal) Corey Lowery (bass) Rich Ward (guitar) og Frank Fontsere (trommer) skulle gendannes i forbindelse med nogle reunion koncerter og et nyt album var på trapperne. Bandet nåede dog kun at spille et par koncerter, inden Bonz og Lowery igen trak stikket. Derfor blev Len Sonnier (bas) og den unge canadier Robby J. Fonts (vokal) inviteret med i bandet, og i dag er Stuck Mojo's syvende album, Here Come The Infidels, kommet på gaden.
Baseballbattet svinges lystigt på albummets 11 numre
Allerede fra første sang og titelnummer, giver Stuck Mojo en advarsel om enten at flytte sig eller blive kørt over og dette sætter tonen for resten af albummet. For første gang, hører vi den nye frontmand Robby J. Fonts og det er umiddelbart klart, at Robby tilføjer et ekstra element til bandet, da han ud over at rappe også kan synge. Hvis ”Here Come The Infidels” er en knytnæve lige i ansigtet, så er ”Rape Whistle” baseballbattet der smadrer dig til ukendelighed. Dette er ikke et album for sarte sjæle, og som lytter konfronteres man både musikalsk og lyrisk. Et eksempel på det er ”there’s no peace love and happiness here, but you want something done? Grab your barretta and go vigilante” som der rappes på albummets tredje nummer ”Charles Bronson”. Det let genkendelige guitarriff fra Rick Ward, falder godt i hak med Len Sonnier's basspil. Hvor et fedt groove er i højsædet, takket være Fontseres hårdtslående trommespil. Albummet emmer af klassisk Stuck Mojo med vrede tekster til en vred verden.
”Verbal Combat" er en hyldest til de andre pionerer der var med til at skabe rap metal-genren som Run DMC, Chuck D, Public Enemy og Anthrax, der alle respektfuldt bliver nævnt.
”Destroyer” er en mere regulær rapsang og har en lille smule old school Xzibit over sig. Hvis man altså bytter Xzibit's pumpende beats ud med Wards guitar spil. Sangen giver en et kort break fra de hårde toner og viser en modenhed der ikke har været til stede på bandets tidligere udgivelser.
Den næstsidste sang der bør nævnes er ”Tamborine”. Det er en funky lille satan, der minder om det tidlige Red Hot Chili Peppers, hvor Robby giver Anthony Kiedis kamp til stregen og Sonneir får vist hvorfor han blev hevet ind på bas. Albummet slutter med en god dosis af ”Blasphemy”, endnu en sang der indkapsler alt, hvad Stuck Mojo står for – en stærk vokal, funk og metal.
Stuck Mojo er tilbage og vil smadre alt på deres vej
Albummet viser at Stuck Mojo er tilbage med fordums styrke og vrede, hvor lyden er vokset og tilgangen af Robby J viser sig at være et perfekt match. Albummet er spækket med in your face attitude. ”Style packing, trend setting, no regretting, gun packing, mouth smacking, southern fried. Original, mythical, fearless and invincible – Here come the infidels” Stuck Mojo er tilbage og smadrer sig til 9 kranier.
