Strigoi - Abandon All Faith

Abandon All Faith

· Udkom

Type:Album
Spilletid:44:05
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra Paradise Lost til romersk mytologi

Ordet Strigoi har sin oprindelse i den romerske mytologi og refererer til en forpint sjæl, der vender tilbage til verden for at suge blodet fra de levende. Væsnet har ikke bare lagt grundlaget for myten om vampyrer, men er også blevet inspirationskilde for Paradise Lost-guitaristen Greg Mackintoshs nye band, som tilmed har valgt at opkalde sig efter det. Mackintosh påtager sig her rollen som guitarist og sanger, imens han har slået sig sammen med bassisten Chris Casket og studietrommeslageren Waltteri Väyrynen, der også har været med i Paradise Lost siden 2016. 

Blandede bolsjer fra genreposen

Med navnets Strigois association til vampyrer kan man hurtigt danne sig en vis association til midt 00’ernes emobands og Twilight-sagaen. Dette er dog langt fra, hvad lydbilledet bringer, når man sætter Abandon All Faith på, for Strigoi leverer et musikalsk udtryk, der er svært helt at kategorisere. Albummet skal derfor måske mest opfattes som et mix imellem flere af ekstrem-metallens undergenrer, da der gennem pladen høres spor fra alt fra doom til dødsmetal. Tilføj derudover en god sjat tremolopickede riffs og de lejlighedsvise blastbeats, og så er der også en smule black at finde. Der er altså med andre ord lidt for enhver smag på dette album, hvilket både er pladens styrke og ulempe. For selvom jeg nyder pladens mix mellem de hurtige og brutale sange og de mere langsomme og tunge, så kan blandingen af disse meget forskellige genrer godt få albummet til at virke en lille smule usammenhængende. Sammenligner man for eksempel den korte og intensive “Throne of Disgrace” med det noget langsommere og mere langtrukne titelnummer, mærker man et – måske to – lidt for modstridende udtryk.

Selvom jeg ikke har noget problem med de mere mørke og sløve sange, vil jeg dog mene, at “Abandon All Faith” bliver en smule for lang at komme igennem, trods den “kun” varer omkring seks et halvt minut (hvilket jo ikke er usædvanligt for en doom-sang). Det, der ærgrer mig, er nok, at bandet har valgt at holde sangen nede i dette lave tempo, da de nu har vist, at de også kan spille hurtigt. Her ville et mix imellem doomen og dødsmetallen nok have været med til at give sangen en smule mere dynamik og alsidighed. Men lige så ærgerlig, som jeg er over albummets afslutning, lige så henrykt er jeg over åbningsnummeret “Phantoms”. Efter den dystre og disharmoniske “The Rising Horde” bliver vi mødt med et langsomt og makabert riff, som i den grad opbygger en følelse af spænding hos lytteren. Spændingen og forventningerne bliver indfriet, idet Väyrynen kommer ind med et brutalt og hårdtslående blastbeat. Denne sang virker som et pragteksempel på, hvordan de forskellige genrer kan blandes, og hvordan et band i højeste grad kan benytte temposkift til at fange lytterens interesse. 

Lige ved og næsten… 

På mange måder har dette album enormt meget at byde på. Når det skal være, er der fart over feltet samtidigt med, at der også er plads til de tungere passager. Albummet har dog en anelse svært ved at fastholde min interesse, og selvom jeg godt kan anerkende musikken, kommer der hurtigt et tidspunkt, hvor jeg får lyst til at skifte til noget andet. Jeg har haft svært ved at sætte fingeren på præcis, hvorfor jeg fik det sådan, da albummet jo som sagt bestemt har sin egen lyd. Jeg er kommet frem til, at det mest af alt skyldes, at musikken hurtigt bliver en smule forudsigelig, og at den kører lidt for meget efter den samme opskrift. Det er på mange måder en skam, da albummet har masser af potentiale. Jeg er ikke desto mindre glad for at have dannet bekendtskab med albummet, da der er flere sange, som jeg tænker, jeg kommer til at vende tilbage til i det næste lange stykke tid. Strigoi har som sagt også en rimelig speciel lyd, så selvom dette album ikke har slået benene helt væk under mig, er jeg stadig spændt på, hvad de finder på næste gang. 

Tracklist

  1. The Rising Horde
  2. Phantoms
  3. Nocturnal Vermin
  4. Seven Crowns
  5. Throne of Disgrace
  6. Carved Into the Skin
  7. Parasite
  8. Iniquitous Rage
  9. Plague Nation
  10. Enemies of God
  11. Scorn of the Father
  12. Abandon All Faith

Tilføj kommentar