Det er jo en kliché af en årsag

Det er lidt en joke samt kliché, at den sydamerikanske metalscene sidder fat i det forrige årtusinde, mere specifikt 1980’erne og 1990’erne. Brasilianske Speedkiller er en af grundene til, denne joke eksisterer. De tre herrer bag projektet er dog lovligt undskyldt for denne retrodyrkelse, da ingen af dem er født før år 2000. Der kan være noget utroligt charmerende i unge mennesker, der bare ønsker at hylde noget, der gik af mode lang tid før, de overhovedet blev født – så er spørgsmålet, om Inferno er netop en charmerende hyldest eller punchlinen i en joke.

Har vi ikke hørt det her før?

Speedkiller spiller, hvad der bedst kan beskrives som ”ekstrem” metal, forstået på den måde, at de spiller en blanding af thrash, death og black, men alle i sine protoformer. Tænk Venom, Bathory, Slayer og Morbid Angel i én pærevælling. Ergo ikke ligefrem noget, vi aldrig har hørt før – tværtimod. Men det betyder jo ikke, at det derfor er en dårlig skive. Det gør bandets ujævne sangskrivning og Yan Nielsens vokal derimod. Inferno består af ni numre, hvoraf nogle af dem er ganske udmærkede, mens andre er det stik modsatte, og Nielsens growlvokal gør dem absolut ingen tjenester. Den er ikke decideret pivringe, men den matcher slet ikke resten af musikken, der læner sig markant tættere op ad proto-thrash a la Show No Mercy og proto-black a la Bathory. Den slags musik er langt bedre tjent med en lys eller skrigende vokal, fremfor en, der grynter og øffer derudad. Det instrumentale er dog, som udgangspunkt, godkendt, men igen er den ujævne sangskrivning en enorm hæmsko. ”The Birth of the Immortal Evil” er en habil åbner, og den akustiske intro samt fræsersoloer giver en indtrykket af, at der altså er både store armbevægelser og fart over feltet på Inferno. Det indtryk bliver dog hurtigt trukket om bag laden og aflivet med en spade, for de efterfølgende numre er kluntede og ekstremt banale. Faktisk skal vi helt frem til titelnummeret, som er det sjette nummer på pladen, før det igen bliver spændende lytning, selvom introen virker som en dårlig kopi af Diamond Heads ”Am I Evil?”. Helt generelt stiger niveauet på den anden halvdel af albummet, hvilket er atypisk, men de sidste fire numre er alle ganske habile, selvom Nielsens vokal fortsat er et minus. På mange måder minder Inferno om at se en koncert med et band, der lige skal spille sig varme, men som så også rykker den maks. af derefter. De sidste to numre, ”Invoke the Lord” og ”Black Blitzkrieg”, er begge sublime eksempler på retrometal, og her beviser den gode Nielsen, at nok er han en slatten vokalist, men han er en fremragende guitarist. Det er bare alt for sent …

Less is more

Havde Inferno været en EP, der udelukkende havde indeholdt de fem gode numre og derved skrottet de fire dårlige, ja, så havde det været et markant stærkere værk – der af selvsamme årsag ville have høstet en betydeligt højere karakter. Det er dog desværre ikke tilfældet. Men trods det så formår Speedkiller at vise, at der altså er potentiale i projektet her. Men der er lige så stor sandsynlighed for, at de jokker i spinaten endnu en gang – så tiden må vise, hvor vi havner henne.