Finland ligger i Canada
Den canadiske blackscene, især den fra Québec-området, har virkeligt fart på disse dage, faktisk i en sådan grad at der er opstået begrebet ”Québécois-black” anført af bands som Forteresse, Departure Chandelier, Sorcier des Glaces, Délétère og så – naturligvis – Spectral Wound. Det er egentlig ikke, fordi Spectral Wound gør noget, som de førnævnte ikke gør – og har gjort i længere tid – men alligevel virker det til, at de har fanget publikum på en måde, som nogle af de andre bands ikke har formået. Siden sin undfangelse i 2015 har bandet udgivet en plade hvert tredje år, og da A Diabolic Thirst udkom i 2021, ja, så må der da være en ny skive på vej sådan cirka … nu!
Parlez-vous Québécois-black?
Hvis man ikke er velbevandret i ”Québécois-black”, så er det afgjort nemmest at sammenligne den med den finske black metal; især virker det til, at bands som Satanic Warmaster, Behexen og Sargeist er blandt de primære inspirationskilder. Ergo er der tale om en rå og primitiv lyd med tendens til melodiske riffs og punkrockrytmer. Førstesinglen med det helt utroligt dumme navn ”Aristocratic Suicidal Black Metal” er det absolut bedste eksempel på netop dette. Det er nok også det mest langsomme nummer, bandet endnu har præsteret, men egentlig klæder det dem at skrue lidt ned for tempoet. Der bliver dog skuet imod andre områder end lige Finland, for det efterfølgende nummer, ”The Horn Marauding”, lyder mere som en kombination af UADA og Darkthrone, men begge bands kommer trods alt også fra området med sneklædte bjerge og frostbid, så må man tænke sig til saunaen.
Det største problem ved Québec-black og derved også Spectral Wound er, at indholdet af værktøjskassen er ret begrænset; faktisk er det udelukkende forskellige former for hamre og rustne søm, der ligger dernede.
Det betyder også, at henimod slutningen så føler man nemt, at man lidt har hørt, hvad Spectral Wound egentlig havde på hjerte. Især lyder ”Less and Less Human, O Savage Spirit” som en sammenklaskning af albummets første par numre, og først efter næsten fire minutter åbner det sig for alvor op.
Heldigvis formår de at komme ganske fint i mål med lukkernummeret ”Twelve Moons in Hell”, som er en reel slutspurt og endda med en fin lille akustisk outro som krølle på halen.
Jamen så skål da!
Songs of Blood and Mire er dog overordnet en ganske fornøjelig affære, og det er nemt at forstå, hvorfor det netop er Spectral Wound, der nyder så stor en fremgang lige nu og her. Jo jo, nok er det da black metal, og nok er det da skramlet, men det er også ekstremt lettilgængeligt qua bandets melodiske og punkrockede tilgang. Tag bare ”A Coin Upon the Tongue”, som næsten har noget Iron Maidensk over sine rytmeriffs – det er sgu hyggeligt! Ikke nok med at det her lige p.t. er den bedste omgang ”Québécois-black”, jeg har hørt i år, det er afgjort også den bedste skive, Spectral Wound endnu har præsteret, så porter un toast aux messieurs!
