Endelig en ny fuldlængde fra græske Sorrows Path
Introduktion Sorrows Path er et græsk band med snart 20 år på bagen. Man skulle tro at Doom Philosophy, som er deres nyeste udspil, dermed også er én udgivelse af mange, men dette er ikke tilfældet. Doom Philosophy bliver udgivet nu, fire år efter bandets første fuldlængde: The Rough Path of Nihilism, der fik rigtig fine anmeldelser. Sorrows Paths nye udgivelse byder på en blanding af doom og power tilsat elementer fra en del andre subgenrer ligeså.
Gennemgang Albummet starter ud med en stemningsfuld intro med spoken word, der fortsætter over i "Tragedy", hvilket er et godt eksempel på, hvad hvad man kan forvente af resten af albummet. Musikken er tung og langt hen ad vejen præget af et islæt af melankoli, men også aggressivitet – især i tekstuniverset. Samtidig formår Sorrows Path at bibeholde en utrolig variation albummet igennem, hvilket klæder helhedsoplevelsen.
Dog er det langt fra doom-genren, der primært repræsenteres på Doom Philosophy. Da jeg modtog albummet var jeg meget skeptisk mht. blandingen af doom og power, men Sorrows Path formår alligevel at finde og – i hvert fald det meste af tiden – forblive på den gyldne middelvej. Desværre ødelægges doom-fundamentet engang imellem af de mange elementer fra andre subgenrer, og musikken kan dermed forekomme lidt rodet. Den form for sorgfulde elegance, der ofte er at finde i rendyrket doom, er der intet spor af her, og det er synd.
Det er dog, på trods af det til tider lidt rodede indtryk af Doom Philosophy, nemt at høre, at det er erfarne musikere, som står bag udgivelsen. Teknisk befinder vi os på et rigtig fint niveau, og der er mange steder i løbet af albummet, hvor især guitaristerne imponerer. Forsanger Angelos rene vokal rangerer bredt, og han er uden tvivl en dygtig vokalist, om end hans græske accent er meget udpræget – tænk Firewind x1000. Produktionsmæssigt står det også klart, at der er gjort rigtig meget ud af det fra bandets side.
Lyrikken er, som tidligere nævnt, gennemsyret af en følelse af melankoli, og tematisk er det elementer såsom tab, menneskelige relationer og filosofi omkring livet og døden, som lyrikken omhandler. Der er ligeledes en del referencer til religion og mytologi. Lyrikken er for det meste meget simpel, grænsende til at være banal, men alligevel er et par af sangene meget rørende – heriblandt "Brother of Life", der er min favorit på albummet. Andre numre, der skiller sig positivt ud er "Epoasis", som er det tætteste på et rendyrket doom-nummer, der er at finde på Doom Philosophy, samt "Clouds Inside Me".
Konklusion Doom Philosophy er et interessant album, der byder på elementer fra en del subgenrer foruden naturligvis doom og power. Sorrows Path har endnu engang udgivet et album, hvor det er tydeligt at mærke, at de brænder for musikken og er dygtige til det de laver. Albummet kan til tider virke rodet, men jo flere gange jeg har gennemlyttet det, jo klarere bliver det, at alt på dette album er gennemtænkt. Sorrows Path er bestemt et band, der er værd at holde øje med.
Trackliste: 01. First Beam of Darkness into Light 02. Tragedy 03. A Dance with the Dead 04. Brother of Life 05. Everything Can Change 06. The King with a Crown of Thorns 07. The Venus and the Moon 08. Epoasis 09. Clouds Inside Me 10. Darkness 11. Damned (O)fish-L.S.D.
Herunder kan du høre “Everything Can Change", hvor Snowy Shaw også er med: