Sol Sistere - Extinguished Cold Light

Extinguished Cold Light

· Udkom

Type:Album
Genre:Ambient Black Metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

You had me at Chilean black metal!

Som anmelder kan det være utroligt sjovt bare at kigge på bunken af ukendte navne, der hver uge vælter ind. Jeg anser mig selv som værende rimeligt velbevandret i metallens verden, men det hænder, at jeg må give fortabt og i stedet kigge på bandets oprindelsesland samt genre for at få en idé om, hvad der forgår. Nogle gange så er kombinationen simpelthen så special, at jeg ikke kan lade være med at kaste mig over bandet som en Gollum i rullekrave, der højlydt udbryder ”My precious!”. Det har tit givet bagslag, men det har været erfaringen værd. På samme måde stiftede jeg bekendtskab med chilenske Sol Sistere – for hvem kan modstå kombinationen af ordene ”chilensk” og ”black metal”?

Gul bil!

Bandets navn Sol Sistere er latin og betyder groft oversat, at solen stopper – klassisk, klassisk black metalnavn. Musikken er knapt så klassisk black, men det er heller ikke sådan, så man sidder med kæben nede omkring anklerne af ren og skær forbløffelse og overraskelse. Vi er ude i noget atmosfærisk, men alligevel relativt riffbaseret black metal, der får en til at tænke på både ORM og Solbrud fra bette Danmark.

Dvs. at musikken er forholdsvis atmosfærisk med masser af trommer og repetition, præcis som man kan forvente af genren. Men der er visse lyspunkter hist og pist, som er med til at give musikken en identitet samt løfte det op af dynget. Fx nummeret ”The Faceless” der pludseligt gennemgår en metamorfose og forvandler sig til noget, der er langt tættere på blackgaze, hvilket fungerer super fint. Derudover er introriffet i ”Elemental Chaos” sublimt, så der er masser af potentiale i albummet – og hvis man så husker på, at det blot er bandets andet album, så er det tydeligt, at vi allerede er rigtigt godt på vej! Derudover så er produktionen dejligt ”moderne” i stedet for rå og norsk, som man jo nogle gange kan forvente af diverse black bands. Dog er der lidt for få af disse lyspunkter på albummets syv numre, så man får hurtigt lidt fornemmelsen af, at man hører én lang sang med enkelte ”bump” på vejen, som man bemærker – lidt som at lege ”gul bil”, når man kører langs Herningmotorvejen.

Ønsker du salsa til din metal?

Her i Europa og vesten generelt har vi det med at glemme andre kontinenter og verdensdele. De ligger så langt væk, og de snakker sært. Vi glemmer tit Sydamerika, og det er en skam, for Sydamerika har virkeligt givet os nogle seriøse bands, der har været bannerførere for metal de sidste 25-30 år – hvor ville metalverdenen have været uden fx Sepultura, Krisiun, Angra eller Sarcófago?

Ergo må vi ikke glemme vores salsabesmittede metalbrødre og -søstre, for deres bidrag har været uundværligt. Sol Sistere er ikke overhovedet i nærheden af en sådan legendestatus, men på Extinguised Cold Light beviser de, at de har potentiale til at blive et band, der kan nå langt.

Tracklist

  1. Elemental Chaos
  2. Spiral Moon
  3. Descending Light
  4. The Faceless
  5. Swallow The Misery
  6. Insignificance Upon Us
  7. Juxtaposed Universe