Det er efterhånden ikke længere nyt, at se bands der blander ektremt brutal metal med andre genrer, især jazz. Nogle gange virker det godt, andre gange mere eller mindre uheldigt.

Desværre må det siges, at Smegma falder i sidstnævnte kategori. Hvis ekstremt brutal metal overhovedet kan fungere når det spilles i diverse eksotiske takter, er det ikke en evne Smegma besidder.

Skrig og snerren til en baggrund af en stærkt forvrænget guitar og en rytmesektion der bevæger sig mere eller mindre tilfældigt frem og tilbage er hovedtemaet her. Mange meget pludselige og radikale tempo-, og taktskift gør kun hele herligheden endnu mere forvirrende, og garageproduktionen tjener ikke meget andet formål end at irritere lytteren.

Hvis der overhovedet er en rød tråd i Smegmas musik, kan det kun anbefales at dette er noget, der i fremtiden arbejdes hårdt på at gøre mere tydeligt.